No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

Jyllands-Posten provokerede ikke i ytringsfrihedens navn i 2005

Siden blev oprettet 2013-11-13 – sidst opdateret 2014-02-28.
Clash of Civilizations (COC) er en teori formuleret i 1992 af den jødiske politolog Samuel P. Huntington (f. 1927, d. 2008). Den forudskikkede at folkeslagenes kulturelle og religiøse identiteter ville blive den primære årsag til konflikt i verden efter Den kolde krigs afslutning i 1991, da Sovjetunionen opløstes. Han må have siddet med ved et af strategimøderne i Talmudisk broderskab, for "Civilisationernes sammenstød" er med tiden blevet synonymt med de bestræbelser, som verdens magtjøder udfolder for at spille verdens nationer ud mod hinanden med det formål at bane vejen for et religionsdefineret zionistiske verdensrige med sæde i Jerusalem, en afskyvækkende og ubegribelig plan, men ikke desto mindre en igangværende bestræbelse blandt verdens magtjøder.

To artikler: 1. af Christopher Bollyn, 2. af James Petras. Vi indleder med en redaktionel kommentar.
Læs også kommentaren efter artiklerne.

1. Af Christopher Bollyn, rense.com, 7. februar 2006, formidlet af Hugo Ravn, november 2013

(Redaktionel kommentar:

Flemming Rose har skrevet en hel bog for at gøre sin indsats for ytringsfriheden begribelig.

 

Flemming Rose (f. 1956) er (dansk-, red.) født ind i en jødisk familie fra Ukraine. Han har haft Russisk Litteratur som hovedfag på Københavns Universitet. Fra 1990 til 1996 var han Moskva-korrespondent for avisen Berlingske Tidende. Mellem 1996 og 1999 var han korrespondent for den samme avis i Washington D.C. I 1999 blev han Moskva-korrespondent for avisen Jyllands-Posten og januar 2005 kulturredaktør for samme avis (Kulturweekend). Han flygtede fra Danmark, hvor han var under politibeskyttelse (efter Muhammed-tegningerne udsendt den 30. september 2005, red.), til Miami i Florida af frygt for sit liv, og der skjuler han sig i øjeblikket.
Kilde: Engelsk Wikipedia, 2006.

Denne omtale af Flemming Rose fra 2006 eksisterer endnu pr. november 2013, næppe opdateret siden 2006. Hvor i verden Flemming Rose opholder sig i øjeblikket er ligegyldigt, så længe han ikke skader Danmark.
Når den sande Danmarkshistorie om Muhammed-tegningerne og Flemming Rose skal fortælles og skrives, må følgende forhold analyseres: Hvorfor vil Flemming Rose ikke vide af et jødisk slægtskab, der synes temmelig indlysende (han siger og skriver, at han ikke er jøde); og hvorfor afviser han at have haft en bestemt samtale i 2005 med Lars Hedegaard (nu formand for "Trykkefrihedsselskabet af 2004"), hvor emnet var de mulige konsekvenser af at publicere Muhammed-tegningerne?
Følgende ordveksling, der er hentet fra Information af 13. november 2010, sætter scenen:

Vidste Jyllands-Postens Flemming Rose på forhånd, at karikaturtegningerne af profeten Muhammed ville vække ramaskrig?
Ja, for det fortalte jeg ham, siger Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet. Men det afviser Rose.

[...]

På bagsiden af sin nye bog, Tavshedens tyranni, fastslår Rose endnu en gang, at hverken han eller andre på den store jyske morgenavis på forhånd kunne forudse konsekvenserne af at trykke tegningerne.

Omvendt fastholder Hedegaard, at han har talt med Rose. Og at det endda var Rose, der ringede for at få et godt råd:

Flemming Rose: "Hvad tror du, der vil ske, hvis vi gør det her?"

Lars Hedegaard: "Helvede vil bryde løs! Det bliver værre end Salman Rushdie."

[...]

Flemming Rose: "Der har ikke været nogen forudgående samtale." ... "Jeg aner ikke, hvad motivet er, men Lars Hedegaard siger jo så meget."

[...]

Lars Hedegaard: "Han var helt bevidst om det efter at have talt med mig. Præcis det, jeg havde forudsagt, var det, der skete. Og han gjorde det alligevel. Og jeg sagde til ham: Ja, du skulle gøre det. Han gjorde det. Det var en bevidst handling af mod."

Lars Hedegaard fastholder i dag, at det er ham, der husker rigtigt, og han ved ikke, hvorfor Rose ikke vil kendes ved samtalen.

Lars Hedegaard: "Man kan spekulere endeløst over hvorfor. Jeg kan ikke gøre andet end at sige, at jeg har ikke glemt samtalen, netop fordi den var så vigtig. Jeg burde måske ikke have omtalt samtalen, men jeg ville da gerne slå et slag for Jyllands-Posten og Rose, der har udvist mod." [...]

I videoen, vi linker til her, udtaler Flemming Rose sig i 2009 i Israel om udgivelsen af Muhammed-tegningerne. I præsentationen betegnes han som "den modige udgiver ...".

Det er yderligere interessant for historieskrivningen, at Flemming Rose forud for frigivelsen af Muhammed-tegningerne havde tæt kontakt med personer som Yaron Brook og Daniel Pipes (USA), hvis jødiske slægtskaber og neokonservative orientering ingen kan være i tvivl om. Daniel Pipes bragte på sin amerikanske hjemmeside mindst én artikel skrevet af Flemming Rose.

(Her på redaktionen anlægger vi den vurdering, at hvis Flemming Rose ikke er af jødisk herkomst, så var Olof Palme det heller ikke.)


Lars Hedegaard Jensen (f. 1942) bringer sig ind i historiens rampelys ved at omtale en telefonsamtale mellem ham selv og Flemming Rose forud for Jyllands-Postens publicering af Muhammed-tegningerne.
Lars Hedegaard gør ingen hemmelighed af sit forhold til jødedommen. ("... I 1969 blev han gift med Barbara Levin fra Los Angeles og konverterede til jødedommen ..." Kilde: Dansk Wikipedia).
Lars Hedegaard oplyser veloplagt på Tv, at han er jøde (om ikke fuldblods jøde i traditionel forstand så dog af sindelag og konvertering, og det er jo netop det, der er afgørende for, hvor man placerer sin loyalitet – sindelaget).


Lars Hedegaard er en medieglad og medie-certificeret personlighed,
oprindeligt fra venstrefløjen, nu vel nærmest selvpromoverende filosemit.

Lars Hedegaard: "I'm a Jew"
Fra det canadiske Michael Coren Show.


Vi har foreløbigt præsenteret en central og en perifer person, der trods hhv. benægtelse og begejstring var involveret i en velovervejet provokation rettet mod den islamiske verden.

Nu i 2013 er det vigtigt at gøre sig klart, at denne provokation, der kynisk blev eksekveret uden hensyn til den enkelte danskers opfattelse af Israels rolle i Mellemøsten, tog hele den danske nation som gidsel i en velforberedt intrige i "Civilisationernes sammenstød".

Den totale følge af denne provokation, som af gode grunde aldrig vil kunne gøres endeligt op, har allerede skadet Danmark uopretteligt i den islamiske verden og har på meningsløs måde skaffet danskerne fjender, som ikke er vores. Set fra den arabiske og islamiske verden synes Danmark konstant at gøre fælles sag med det forhadte zionistiske styre i Israel.
Israel er i enhver henseende en usund forbindelse at dyrke, og ingen nation i Vesten vil i det lange løb være tjent med at samarbejde med Israel. Spørg blot i USA. Dette skyldes vel at mærke ikke nogen trussel, der er opstået i- eller udgået fra den islamiske verden, men udelukkende implikationerne af Israels religionsbestemte vanvidspolitik og forbryderiske adfærd i forhold til den øvrige verden.


Kurt Westergaard (f. 1935) er en tredje medvirkende i denne historie. Vi har intet kendskab til hans etniske oprindelse eller placering i det magtjødiske netværk. Vi kan blot konstatere, at han stillede sine kreativitet til rådighed for provokationen. Om han i september 2005 opfattede og accepterede den bagvedliggende agenda, eller blot (som så mange andre) hoppede på limpinden, der skulle forestille et opgør med selvcensuren, må vi foreløbigt overlade til læseren at vurdere. Efter vores mening ville det klæde Kurt Westergaard, hvis han på et tidspunkt forklarede sit eget motiv i denne sag. Gør han det ikke, er det nemt at få opfattelsen af, at han var indforstået med den magtjødiske agenda bag provokationen.
 

Kurt Westergaard, naiv idealist eller overbevist medvirkende?


Herunder følger Christopher Bollyns artikel fra den 7. februar 2006 og derefter James Petras' artikel fra 26. februar 2006. Det er interessant at læse om, hvordan Danmarks goodwill i den tænkende og reflekterende omverden har lidt overlast med publiceringen af Muhammed-tegningerne, der med rette opfattes som en servil følgagtighed over for det totalitære Israel i zioniststatens forsøg på at splitte verden.

Slut på redaktionel kommentar.)




CHRISTOPHER BOLLYN:

Under dække af ytringsfriheden publicerede en større dansk avis et dusin provokerende anti-islamiske tegninger, der tydeligvis var designet med det formål at fornærme muslimer (nogen herhjemme kalder dem "karikaturtegninger", andre "satiriske tegninger", lidt efter politisk ståsted, red.). Det forudsigelige resultat har i høj grad forøget muligheden for vold og efterladt Danmark i en bekostelig og farligt knibe.

Fire måneder efter at Jyllands-Posten (JP), en af Danmarks større aviser, publicerede 12 anti-islamiske tegninger, vågnede danskerne op til det faktum, at der måtte betales en meget høj pris for at promovere "Civilisationernes sammenstød".

Den omstændighed at redaktørerne bag de anti-islamiske billeder erklærer at have udøvet ytringsfrihed, samtidig med at de nægter at beskæftige sig med Europas strenge censurlove mod at diskutere jødernes Holocaust og de fortsatte fængslinger af historie-revisionister, siger alt om eksistensen af en skjult dagsorden bag de provokerende tegninger.

"Agenter af en særlig overbevisning" står bag de outrerede konfrontationer rettet mod Islam med det formål at provokere muslimerne, udtalte Mikael Rothstein fra Københavns Universitet til BBC. Nøglen, "nøgle-agenten", er Flemming Rose, kulturredaktøren på JP, som hyrede tegnere til at udføre de blasfemiske billeder, for derefter af udgive dem i en af Danmarks større aviser sidste september.

International Herald Tribune, der 1. januar rapporterede om de fornærmende tegninger, gjorde opmærksom på, at selv Roses liberalisme havde grænser, når det kom til offentlig kritik af zionistiske ledere og deres forbrydelser. Rose har også stærke bånd til de zionistiske nykonservatives "krig mod terror".

Rose udtalte til en international avis, der er ejet af New York Times, at "... han ikke ville offentliggøre en satirisk tegning af Israels Ariel Sharon i færd med at strangulere en palæstinensisk baby, da det ville kunne tolkes som 'racistisk'".

På spørgsmålet, hvorfor han beskyttede Sharon, en kendt krigsforbryder, mens han samtidig fornærmer muslimer og deres profet i ytringsfrihedens navn, svarede Rose i American Free Press, at han var blevet "fejlciteret" i artiklen fra Times.

Rose rejste til Philadelphia i oktober 2004 for at besøge Daniel Pipes, den nykonservative ideolog, der mener, at den eneste vej til fred i Mellemøsten er en israelsk total militær sejr. Rose skrev derefter en positiv artikel om Pipes, der sammenligner "militant Islam" med fascisme og kommunisme.

I april 2003 indstillede præsident George W. Bush den rabiate anti-muslim Pipes til en bestyrelsespost i United States Institute of Peace, en tænketank, der er sponsoreret af Kongressen og dedikeret "fredelig løsning af internationale konflikter".

Ministre fra 17 muslimske nationer fordømte offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne som en uhørt "krænkelse af Islam" og opfordrede den danske regering til at garantere, at den ikke ville blive gentaget.

Da den danske regering, som støtter "krigen mod terror" med mere end 500 soldater i Irak, afviste at give en undskyldning for de fornærmelige tegninger, begyndte muslimske forbrugere verden over at boykotte danske produkter.

Inden for få dage havde boykotten alvorligt påvirket danske eksportører, og politikerne i København forsøgte at rette op på skaderne. Arla Foods, en stor dansk-svensk virksomhed blev alvorligt ramt af boykotten. Virksomheden, som havde et årligt salg på omkring 480 mio. dollars i Mellemøsten, oplevede at salget i området gik i stå i takt med at muslimske forhandlere ryddede hylderne for danske produkter.

"Det har taget os 40 år at bygge en meget stor forretning op i Mellemøsten, og vi har set den gå totalt i stå på fem dage," udtalte virksomhedens talsmand Astrid Gade Nielsen til BBC.

"Vores salg i Mellemøsten er gået helt i stå - det gælder alle lande i regionen," sagde hun. "Vi er blevet brikker i et spil, som ikke er vores."

Mens en boykot ødelagde dansk national forretning og en bombetrussel lukkede JP's kontorer, fortsatte Rose med at forsvare sin beslutning om at bestille og udgive de fornærmelige tegninger. "Vi står ved udgivelsen af disse 12 tegninger," udtalte han.

Spurgt om han ville have handlet på samme måde, hvis han havde vidst, hvad reaktionerne ville blive, svarede Rose: "Det er et hypotetisk spørgsmål. Jeg fortryder ikke at have formidlet disse tegninger, og jeg synes at spørgsmålet svarer til, at man spurgte en voldtaget kvinde, om hun fortrød at have båret kort skørt fredag nat på diskoteket."

Det farlige "spil", som er blevet startet af den danske redaktør, danner nu skole for mindst 7 aviser ud over Europa. Med udseende af støtte til danskerne udgav aviser i Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene, Spanien og Schweiz samtidig tegningerne, den 1. februar (2006). Denne timing antyder, at aktionen var koordineret af en usynlig hånd.

I Paris, for eksempel, valgte Arnaud Levy, chefredaktør for den finansstyrede avis France Soir, at trykke alle 12 krænkende tegninger. Spurgt om der havde været nogen form for koordination mellem de europæiske redaktører, som den samtidige udgivelse kunne give anledning til at tro, svarede Levy: "Absolut ikke."

Den følgende dag blev den administrerende redaktør af France Soir, Jacques Lefranc, ifølge medarbejdere fyret af avisens ejer Raymond Lakah, en egyptisk rigmand. Imidlertid beholdt chefredaktøren, Arnaud Levy, sit job.

Peter Mandelson, der er handelskommissær for EU, gav avisen en alvorlig reprimande for at "pøse benzin på bålet" ved at udgive de fornærmende tegninger igen.

Robert Ménard, generalsekretær i Reporters without Borders, en Paris-baseret medie-overvågende virksomhed, støttede imidlertid den nye udgivelse af tegningerne med ordene: "Alle Europas lande skulle stå bag danskerne og danske myndigheder for at forsvare princippet om, at en avis skal kunne skrive, hvad den vil, selv om det kan fornærme folk. Jeg forstår, at det kan chokere muslimer, men at blive chokeret er en del af prisen for at blive oplyst," udtalte han til New York Times.

Men når det kommer til diskussioner om jødernes Holocaust, accepterer medie-kontrollanter som Ménard uden at stille spørgsmål den regeringspåførte censur, lovgivningen og fængslingerne af historie-revisionister. Mindst 4 kendte historikere sidder i øjeblikket i fængsel i Tyskland og Østrig for at skrive og tale om jødernes Holocaust.

Der er tydeligvis en fordækt årsag til, at den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen nægter at udstede en formel undskyldning som krævet af arabiske og muslimske regeringer. Den hårde linje, som Rasmussen indtager som allieret i "krigen mod terror", har mere at gøre med at fremme "Civilisationernes sammenstød" end at forsvare ytringsfriheden i Europa.

Nu ved de fleste, at Islam er en ikke-ikonisk religion, der forbyder afbildning af profeten på samme måde, som Det Andet Bud forbyder "falske billeder" (Den reformerte udgave: 2. Du må ikke lave dig noget gudebillede, red.). De europæiske redaktører er bestemt vidende om, at Islam forbyder brugen af ikoner og fysiske billeder af levende skabninger, og at det er blasfemisk at udgive tegninger af profeten Muhammed. Alligevel har de ryggesløst og forsætligt krænket millioner af muslimer og er ikke klar til at undskylde.

"Den danske avis besluttede at fornærme og opildne til raseri blandt muslimer i verden," udtalte en muslim i Storbritannien til BBC. "Muslimer er i stand til at skelne mellem dem, der ønsker at diskutere, og dem der ønsker at fornærme. At forsøge at skjule fornærmelser under dække af debat eller ytringsfrihed narrer ingen."

Der er en dybere hensigt med offentliggørelsen af de fornærmende tegninger. Med den uforsonlige holdning, som den danske regering og redaktørerne har indtaget, er det sandsynligt, at spændingerne inden for de islamiske nationer vil forstærkes og de internationale kriser vil tage til. Dette er, når alt kommer til alt, præcis hvad de globale planlæggere bag "Civilisationernes sammenstød" ønsker.

Den totalt forudsigelige reaktion blandt muslimer sætter scenen for vold og mulige terrorangreb nu hvor europæerne er ved at forberede værtskabet for De olympiske vinterlege i Torino i Italien i februar. Den Torino-hjemmehørende La Stampa offentliggjorde helt uansvarligt tegningerne den 1. februar, to dage efter Milanos Corriere della Sera.

Den anti-islamiske skandale med Muhammed-tegningerne er ikke noget at spøge med. Hvis og når et terrorangreb indtræffer, og tegningerne og vrede muslimer får skylden, vil den egentlige årsag til deres udgivelse stå klart: Europæere og indvandrere vil i stigende omfang blive polariseret, og fjendtligheden mod Islam vil tage til.

For en måned siden, da jeg første gang blev opmærksom på de provokerende anti-muslimske tegninger i JP, kontaktede jeg umiddelbart redaktørerne og spurgte, hvorfor de havde tilladt deres avis at blive sat i en så vanvittig og provokerende situation.

Med et Europa, der allerede er involveret i mellemøstlige krige og med politiske spændinger, der hver dag tager til i forhold til Iran, stillede jeg redaktørerne følgende spørgsmål: "Ønsker I virkelig at støde den islamiske verden fra jer?"

"Jeg går ind for ytringsfrihed og er imod selvcensur," svarede Rose, som var den, der formidlede tegningerne. Men at udfordre den omstændighed, at ikke alle danskere har mulighed for at ytre sig i medierne, var tydeligvis ikke hans primære hensigt med at udgive de fornærmende tegninger. Det egentlige motiv var ganske tydeligt et forsøg på at fremme "Civilisationernes sammenstød" mellem europæerne og den islamiske verden.

"Hvis formålet virkelig var at hævde ytringsfriheden, ville du så udgive tegninger, der gjorde grin med jødernes Holocaust?" spurgte jeg Rose og hans redaktører.
"Hvis nej, støtter I så i det mindste avisers og den enkeltes ret til at sætte spørgsmål ved historien om dette holocaust?"

Nu efter en måneds korrespondance med Rose og redaktørerne har de helt undgået at svare på mine spørgsmål om jødernes Holocaust og retten til ytringsfrihed for historie-revisionister i Europa.

Kilde: rense.com

 

2. Af James Petras, Rebelión, 26. februar 2006, formidlet af Hugo Ravn, november 2013
JAMES PETRAS:

Arnestedet for den øjeblikkelige eksplosive konfrontation mellem – på den ene side: Islam og protesterende arabiske ledere og regeringer, og på den anden: USA og vesteuropæiske regimer og medier – er Israel og israelske bestræbelser på at polarisere verden til egen fordel og at fremme isolation, økonomiske sanktioner og/eller et militært angreb på Iran. Der er adskillige afgørende spørgsmål, som næsten alle kommentatorer og analytikere har undgået at berøre. De inkluderer:

Hvorfor blev Muhammed-tegningerne udgivet i Danmark?

Hvad er den politiske baggrund for kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose, som bestilte, udvalgte og publicerede tegningerne?

Hvilke større begivenheder falder sammen med timingen for udgivelsen og genudgivelsen af tegningerne?

Hvem har fordel af udgivelsen af tegningerne og den afledte konfrontation mellem arabere/Islam og Vesten?

Hvad er den nuværende politiske kontekst for de arabiske/islamiske protester?

Hvordan er Israels hemmelige tjeneste Mossad impliceret i at fremme konflikten mellem Vesten og den arabiske/islamiske verden, og hvordan lever resultaterne op til deres forventninger?

Et sted at begynde analysen af konflikten efter Muhammed-tegningerne, der er centrale i angrebet på muslimer og muslimske lande, lande som beskyldes for at være intolerante i forhold til vestlig ytringsfrihed, er i det forhold, at Danmark længe har været et af centrene for Mossads aktiviteter i Europa. Eller udtrykt på en anden måde: Hvordan kunne et lille skandinavisk land med 5,4 mio. indbyggere og indvandrere (hvoraf 200.000, eller mindre end 3%, er muslimer), kendt for eventyr, skinke og ost, blive et mål for millioner af praktiserende muslimers raseri, fra Afghanistan til Palæstina, fra Indonesien til Libyen og ind i enhver gade i verden, hvor der findes en større muslimsk forsamling? Hvorfor har muslimer – efter bombningen af Bagdad, torturen i Abu Ghraib, massakrerne i Fallujah og den totale afvikling af de irakiske og afghanske samfund – vendt deres vrede mod symbolerne for Danmark, lige fra kagedåserne til landets ambassader og oversøiske forretningskontorer?

Historien, som med alvorsminer blev præsenteret af Tv- og nyhedsfolk, var den, at Flemming Rose som kulturredaktør for et større dansk dagblad, som en anden korsfarer ønskede at gøre op med den voksende "politiske korrekthed" i Europa i spørgsmålet om at kritisere muslimer, et forhold han sammenlignede med "selvcensuren", han havde bevidnet i sine forfædres hjemland, Sovjetunionen. Denne kulturredaktør på Jyllands-Posten, af ukrainsk oprindelse, med det sære navn*, satte danske tegnere til at levere en serie af tegninger, der afbillede profeten Muhammed, som de (danske tegnere) måtte forestille sig ham. Men fire af de tolv tegninger, der blev udvalgt til offentliggørelse, var tegnet af Roses egen stab, herunder den mest kontroversielle tegning, den med "bomben i turbanen". På trods af dansk lovgivning mod blasfemi publicerede hr. Rose tegningerne den 30. september 2005, og resten er historie ...

(Redaktionel kommentar: Kurt Westergaard, der har tegnet den nævnte tegning, var fra 1988 karikaturtegner for Jyllands-Posten, siger dansk Wikipedia. Et sådant etableret samarbejde må være årsagen til, at artiklens forfatter anser Kurt Westergaard for medlem af "Roses egen stab".).

Et verdensomspændende angreb på Vestens "hellige ret til frie ytringer" brød ud i den muslimske verden, og millioner af overrumplede europæere og nordamerikanere hastede med af forsvare deres elskede frihed i dette "Civilisationernes sammenstød".

Syrien og Iran blev fremhævet for at være dem, der piskede stemningen op blandt rasende troende i gaderne i Damaskus og Teheran og i Beirut og Gazas slumområder. Den amerikanske udenrigsminister Rice udtalte, at "Iran og Syrien er gået for langt i bestræbelserne på at bringe følelserne i kog og udnytte dette til egen fordel, og verden burde gribe ind." Pakistanske og libyske myndigheder, der var allierede med USA, fokuserede på demonstranternes overgreb og drab, mens stribevis af religiøse ledere blev tilbageholdt. De vestlige regeringer opfordrede deres arabiske og muslimske allierede til at forebygge yderligere angreb på danske produkter og ejendom og anklagede dem, der var ude af stand til at dæmpe raseriet, for meddelagtighed og tilskyndelse. Alt dette skyldtes en serie tegninger. Eller – det er sådan, det er blevet udlagt. Kulturredaktøren Flemming Rose, som hurtigt blev træt af at være omringet af dansk politi og sikkerhedsstyrker, der skulle forhindre et mord på ham, gik glip af sin daglige joggingtur i en af Københavns forstæder og valgte sikker havn i Miami, Florida (frem for sine forfædres Ukraine) blandt eksil-cubanere, israelske sayanim** og Mah Jong-spillende pensionister, alt mens dramaet fortsatte. 

 

Det danske efterretningsvæsen ("fjærten") huser Mossad-aktiviteter

Hvorfor Danmark? Kunne denne primitivt fabrikerede konflikt have udviklet sig på siderne i et større dagblad i London eller New York? Hvem ønskede at gøre Danmark til centrum for dette "Civilisationernes sammenstød" på grundlag af noget, der ligner et dårligt manuskript til en islamofobisk thriller?

Et underholdende kapitel i tidligere Mossad-agent Victor J. Ostrovskys bog By Way of Deception ("Gennem vildledning", red.)(1990, St. Martin's Press), beskriver relationen, der har eksisteret mellem den danske efterretningstjeneste og det israelske Mossad gennem årtier:

"Relationerne mellem Mossad og den danske efterretningstjeneste er så intim, at det grænser til det uanstændige. Det er dog ikke Mossads uskyld, der bringes i fare af dette arrangement, men Danmarks. Det skyldes, at danskerne nærer illusionen om, at når de reddede en masse jøder under Anden Verdenskrig, så må Israel være taknemmelig og Mossad til at stole på."

Mossad har kapacitet til at overvåge hele den arabiske population og især palæstinensere, formodentlig også dem med dansk statsborgerskab, gennem det særlige samarbejde om efterretninger:

... en mand fra Mossad overvåger "alle arabisk og palæstinensisk relaterede meddelelser (fra den arabiske del af Danmarks befolkning), som flyder gennem deres (den danske efterretningstjenestes) hovedkvarter ... et ekstraordinært arrangement for en fremmed efterretningstjeneste."

De danske efterretningsofficerers respekt for deres israelske kollegaer bliver, ifølge Ostrovsky, ikke gengældt:

"Mossad nærer en sådan foragt for deres danske modstykker, at de omtaler dem som "fertsalach", de hebraiske udtryk for et mindre udbrud af gas, en fjært – de fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig." (Siderne 231-232).

Til gengæld for deres servilitet, får danskerne værdifuld "træning" af israelerne.

Engang hvert tredje år, tager danske efterretningsofficerer til Israel på et seminar, der ledes af Mossad ... det skaber nyttige kontakter for Mossad "mens det cementerer opfattelsen af, at ingen organisation håndterer spørgsmålet om terrorisme bedre end de gør (Mossad)."

Med den voksende erkendelse af USA's nederlag i Irak og verdens modstand mod et massivt "forebyggende militært angreb" eller økonomisk og diplomatisk embargo af Iran, hvilket kunne sende prisen pr. tønde olie op over 100 dollars, var det nødvendigt for Israel at ryste posen med krigspåfund. Det giver god mening, hvis en kampagne, der sigtede mod at skabe en stemning pro et retfærdigt angreb mod lande som Iran og Syrien (Israels højest prioriterede fjender for tiden), ville udgå fra en af Israels varmeste europæiske allierede i invasionen og destruktionen af Irak og Afghanistan og hvis nationale efterretningsvæsen (så kærligt omtalt som "fjærten") ville være ivrige efter at tjene Israels interesser. 

 

Flemming Rose: Journalist med et kald

Når vi kender til Mossads langvarige indtrængen i de danske efterretningstjenester og deres tætte arbejdsrelationer med højrefløjens medier, er det ikke overraskende, at en ukrainsk jøde, der opererer under navnet "Flemming Rose" med tætte arbejdsrelationer til den israelske regering (og specielt det ekstremt højreorienterede Likud-regime) ville blive gjort til centrum for kontroversen om Muhammed-tegningerne. Roses bånd til den israelske stat går forud for det velkendte promoverende "interview" med Daniel Pipes (i 2004), denne notorisk araberhadende, zionistiske ideolog. Inden Rose blev placeret som ledende kulturredaktør for et førende højre-dagblad, var Rose fra 1990 til 1995 korrespondent i Moskva og oversatte til dansk en selvpromoverende autobiografi af Boris Yeltsin, gudbarn af de pro-israelske, post-kommunistiske russiske*** oligarker, hvoraf de fleste havde dobbelt statsborgerskab og samarbejdede med Mossad i hvidvaskningen af illegale milliardformuer. Mellem 1996 og 1999 arbejdede Rose, journalisten, inden for Washington-kredsen (rejste bl.a. med Clinton til Kina), inden han returnerede til Moskva som korrespondent for Jyllands-Posten fra 1999 til 2004. I 2005 blev han kulturredaktør, til trods for begrænset eller ingen viden på området og hen over hovedet på andre danske journalister i staben. Fra sin nye position havde Rose en solid platform for at incitere og spille på de voksende modsætninger mellem oprindelige danskere og indvandrere fra Mellemøsten, især praktiserende muslimer. Under koncept af "interview" publicerede han Pipes virulente anti-islamiske tordentale, sandsynligvis som en prøveballon inden han fortsatte til næste niveau i denne Mossads strategi til polarisering af parterne i en konfrontation mellem øst og vest. 

 

Den politiske kontekst for at agere

Der findes en betydelig mængde indicier for, at angrebet på Irak i vid udstrækning var resultatet af en kampagne af massiv desinformation forestået af civile militarister i Pentagon og US-zionister inden- og uden for Pentagon og i det civile samfund, koordineret med den israelske stat, der ønskede Irak udslettet som en funktionel nation. Der er ikke beviser for, at større amerikanske olieselskaber lagde pres på Kongressen, tilskyndede krigen i Irak eller promoverer den igangværende konfrontation med Iran. Der er tværtimod mange indikationer for, at branchen er stærkt bekymret over de mulige tab, den kan lide, som resultatet af et israelsk angreb på Iran. Zionisterne havde held med deres agenda i Irak: etableringen af et brohoved i den nordlige kurdiske enklave (Kurdistan) og sikring af aktiver i det "nye" regime via Chalabi og andre.

(Redaktionel kommentar: Ahmed Abdel Hadi Chalabi (f. 1944 i Irak), irakisk politiker og Iraks stedfortrædende premierminister fra april 2005 til maj 2006, uddannet i USA og favoriseret af landets besættelsesmagter.)

De ledende jødiske organisationer oprustede for at imødegå enhver kritik af de zionistiske politik-magere, forudsigeligt ved at kalde modstanden antisemitisk. Alligevel, med tiden, har FBI's undersøgelser, rapporter fra CIA og retslige tiltaler peger på, at israelske operationer var udslagsgivende, og vores hjemlige kollaboratører var Israels spioner. Når Israel har fordel af Bush-Blair-invasionen i Irak, kan det samme ikke påstås for USA. Mens tabstallene skal regnes i tusinder, og prisen for krigen stiger med raketfart til hundreder af milliarder af dollars, begyndte modstanden mod krigen at vokse.

Israels strategiske planer om at udvide amerikanske militære operationer til Iran og Syrien mødte stigende udfordringer fra kræfter i det amerikanske militær og i offentligheden og endda fra dele af massemedierne. Mossads folk i New York Times, Wall Street Journal og andre steder var nødt til at gribe til luftige indslag om Irans ikke-eksisterende trussel med nukleare våben, lige efter at et tilsvarende komplot mod Irak var blevet udstillet som en total fabrikation. En anden type propaganda var nødvendig for at bringe kritikere af krigen til tavshed og øge fjendtligheden mod den arabiske/islamiske verden i almindelighed og mod Iran i særdeleshed.
På det tidspunkt kom Mossads Flemming Rose-operation ind i billedet. De nedladende tegninger rettet mod den islamiske verden blev publiceret i Danmark i september 2005, mens Israel og US-zionister opskalerede deres krigspropaganda mod Iran. Den umiddelbare reaktion fra de islamiske lande var imidlertid begrænset. Historien blev ikke taget op i International Herald Journal før sent i december 2005. Tidligt i januar 2006 aktiverede israelske "katsas" (hebraisk for førings- elle sagsofficer) deres sayanim (frivillige kollaboratører uden for Israel) i hele Vesten og Østeuropa ved at opfordre dem til at genudsende tegningerne på samme tidspunkt omkring 1. februar 2006. En af disse sayanim-operationer kunne være France Soirs chefredaktør Arnaud Levis og ledende redaktør Serge Fauberts beslutning om også at publicere tegningerne. Avisens fransk-egyptiske ejer fyrede ret prompte avisens administrerende redaktør, Jacques Lefranc, som ifølge et interview med CNN, først havde modsat sig udgivelsen. Men der skete ikke Levy og Faubert noget.

En nidkær kampagne blev iværksat i praktisk taget alle pro-vestlige massemedier med fordømmelser af de første og relativt moderate islamiske protester, der havde lydt mellem september og december 2005, og dette fremprovokerede den efterfølgende massive optrapning, utvivlsomt hjulpet af fordækte Mossad-operationer i de arabiske befolkninger. Mossads "fjærten" (PET), den danske efterretningstjeneste, skubbede til det hældende læs ved at råde den højreorienterede statsminister Anders Fogh Rasmussen til ikke at vige, ved at nægte at give den undskyldning, som de pro-vestlige arabiske regeringer bad om, og endda nægte at imødekomme en opfordring til at mødes med de muslimske landes diplomater i Danmark for at diskutere "situationen".

(Redaktionel kommentar: Vi opfatter Anders Fogh Rasmussen, den nuværende generalsekretær for Nato, som hjemmehørende i kredsen af neokonservative tilhængere af "krig mod terror". Det er vores håb, at han forbliver eksil-dansker og forsøger at undgå at skade Danmark yderligere.)

Flemming Rose (Mossad) forsøgte sig med endnu et udspil i bestræbelserne på yderligere at forstærke spændingen mellem øst og vest. Han tilbød officielt at ville publicere enhver Iransk tegning, der ville gøre nar ad jødernes Holocaust, i "sin" avis.

(Redaktionel kommentar: Dette tilbud, har vi forstået, var en følge af, at kritikere af Flemming Roses tegninger havde spurgt ham, om Jyllands-Posten i tilsvarende grad sluttede op om ytringsfriheden, hvis nogen (ikke blot iranere) ville levere satiriske tegninger om jødernes Holocaust. Dertil skulle han først have givet sit tilsagn, da det officielle formål med hans "egen" kampagne ikke umiddelbart tillod ham andet. Det tilsagn kom ikke til at holde.)

Chefredaktøren på Jyllands-Posten, der åbenbart med en vis forsinkelse gennemskuede Flemming Roses skjulte agenda (eller lod omverdenen få den opfattelse, red.) vetoede dette tilbud og bad Rose tage orlov. Rose tog til Miami, ikke Tel Aviv – hvor hans tilstedeværelse kunne skabe mistanke om ægtheden af hans korstog mod "selvcensur". I Miami vil han uden tvivl nyde beskyttelse fra de lokale sayanim, trænet og væbnet til "selvforsvar" af truede zionister. 

 

Sayanim – beskyttere af vestlig civilisation

Sayanim, der ifølge Victor Ostrovsky oprindelig er afledt af "at hjælpe", danner et verdensomspændende netværk af jøder i strategiske eller blot nyttige positioner (ejendomshandlere, massemedier, finansfolk, bilsælgere, osv.) som har indvilget i at være behjælpelige med Israels Mossad-aktiviteter inden for deres opholdsland. Dette sayanim-offer til Israel tilskrives deres delte loyalitet. Loyaliteten til Israel gælder overordnet og er sjældent i opholdslandets interesse. Ifølge Gordon Thomas' og Martin Dillons detaljerede biografi Robert Maxwell, Israel's Superspy (Carrol and Graf Publishers, 2002), var indbegrebet af en amerikansk mediemogul Robert Maxwell super-sayanim, der ydede tjenester som skjul, kontorplads, politiske forbindelser og hvidvaskning af penge, og plantede historier i sine aviser for at tjene Israel på Mossads bud. Jonathan Pollard, en af den amerikanske flådes analytikere, der blev afsløret og fængslet for spionage, er en anden typisk sayanim. Disse "hjælperes" aktiviteter rangerer mellem det spektakulære og det mondæne, og ifølge Victor Ostrovsky, i hans selvbiografi fra 1990, By Way of Deception, repræsenterer sayanim en pulje på tusinder af aktive og hvilende enkeltpersoner, som af simpel loyalitet er villige til at levere deres tjenester for "Israel-sagen", sådan som disse tjenester måtte blive defineret i en øjeblikkelig Mossad-operation. Kynismen i dette arrangement er til at få øje på: Det betyder mindre for Mossad, hvis en operation som fx Flemming Roses sætter nationale eller økonomiske interesser på spil i hjælperens opholdsland, eller kan skade øvrige eksil-jøders omdømme, hvis den afsløres. Mossads standardsvar vil være: "Hvad er det værste, der kunne overgå disse jøder – at de alle kom til Israel? Fint." Denne kynisme har naturligvis haft følger for de jøder, der har afvist at lade sig rekruttere som Mossad-hjælpere i deres opholdsland. 

 

Mossads krigspropaganda og "Muhammed-konflikten"

Israelske ledere udtrykte deres modvilje mod Bush-administrationens diplomatiske bestræbelser på at engagere de europæiske stridskræfter i Iran-forhandlingerne. Uden videre iværksatte ledende zionistiske og jødiske organisationer i USA (AIPAC, styrelser for større jødiske organisationer, ADL og andre) en vedholdende national kampagne for at mobilisere Kongressen og egne "venner" inden for denne eksklusive kreds i spørgsmålet om øjeblikkelige økonomiske sanktioner eller militære skridt mod Iran. Selv om Bush-administrationen ikke var uenig, manglede den støtte i USA og blandt sine europæiske allierede og disses nationale vælgere. Mossads politik var at fabrikere et påskud for at polarisere befolkningerne i Mellemøsten (m.v.) og i Vesten, hvilket ville eskalere spændingerne og dæmonisere den islamiske modstander, mens den opfyldte Israels egen prætention om overherredømme. Roses tegninger tjente perfekt dette formål. Emnet kunne præsenteres som et spørgsmål om ytringsfrihed, en konflikt på "værdier" og ikke "interesser" mellem det "demokratiske Vesten" og de "totalitære" og fundamentalistiske islamister (som karakteristikken lyder fra Daniel Pipes og Flemming Rose). Intet kunne være mere hyklerisk. Rose havde bestilt og udvalgt karikaturerne mod Islam, selv om hans avis i en tidligere sammenhæng havde nægtet at bringe tilsvarende karikaturer af Jesus Kristus. Billedet af Rose som en "kulturens billedstormer" arbejdende for en højre-avis, hvis daglige beskæftigelse var at præsentere negative nyheder om islamiske indvandrere fra Mellemøsten, mens zionistiske ekstremister blev positivt fremhævet i andre historier – er først og sidst: utroværdigt. Men Flemming Rose er blevet besmykket med dette image af alle større medier. Det var Rose, der "initierede" de internationale spændinger, men det var hans liberale og neokonservative kollegaer og kammeraterne i og uden for Mossad, der spredte kendskabet til hans overgreb og påkaldte den arabiske og islamiske verdens harme.

Muhammed-tegningerne, de efterfølgende fornærmelser og bagvaskelser af de islamiske protesterende og deres sekulære allierede i Afrika, Mellemøsten, Asien og Europa fremprovokerede til sidst – først overvejende fredelige – men senere voldelige protester, fra millioner af mennesker. Billeder af demonstrationer med voldelige protesterende blev fremhævet i de vestlige massemedier og frembragte til overmål den tilsigtede mistro og frygt over for muslimske lande og deres minoriteter i Europa. Islamofobien havde momentum. De zionistiske propagandamagere i Europa og USA sammenkædede forsvaret af "ytringsfriheden" med israelsk "sikkerheds"politik.
Mens Vesten rettede sin vrede mod de islamiske protesterende, blokerede Israel Gaza, og USA og Europa afbrød al hjælp til palæstinenserne og truede dermed befolkningerne med hungersnød, fordi de brugte deres demokratiske ret til selv at vælge deres ledere! Flemming Roses paradenummer i ytringsfrihedens navn genoplivede den miskrediterede zionistiske/neokonservative doktrin om "Clash of Civilizations". I dette spil om at fremme europæisk islamofobi og skærpe overfølsomheden hos praktiserende muslimer og arabiske nationalister over for Vestens fornærmelser er det sandsynligt, at de israelske eksperter i psyko-krigsførelse udsøgte sig "ytringsfriheden" som den ideelle detonator til udløsning af konflikten.

Den demokratiske valgsejr for Hamas – af Israel stemplet som en terrorbevægelse – accelererede israelske bestræbelser på at overbevise vestlige regeringer om, at disse måtte insistere på, at de muslimske lande enten bragte de "irrationelle islamiske masser" under kontrol eller måtte forberede sig på, at Vesten ville begrænse sin hjælp eller helt indstille den. (Den omstændighed, at der ikke blev sat voldeligt ind mod demonstrationerne, blev i medierne præsenteret som officiel billigelse eller tilskyndelse.) De ledende zionistorganisationer i USA var i stand til at påvirke udenrigsminister Rice, så hun gav Iran og Syrien skylden for at ophidse til de verdensomspændende demonstrationer, der foregik fra Gaza til Filippinerne. Den israelske strategi var at bruge europæisk vrede til at svække modstanden mod et militært angreb eller økonomiske sanktioner mod Iran eller Syrien. 

 

Langt videre end blasfemi

Mens de fleste etablerede analyser har fokuseret på Muhammed-tegningerne som kilden og målet for den massive globale demonstration, var tegningerne højst den umiddelbare initiator for en hel serie af igangværende begivenheder af langt større politisk betydning. Fra "lær og ær"-tæppebombningen af Irak til massetorturen og den rutinemæssige ydmygelse i okkuperede lande, fra den totale udslettelse af Fallujah (et eksempel statueret af amerikanerne som Guernica af nazisterne****) til Israels hærgen af Jenin og Palæstina, fra daglige mord på palæstinensere, udført af israelske besættere, til krænkelse ved tilsmudsning af Koranen på Guantanamo – med alt dette har Israel, USA og Europa villet demonstrere, at ingen muslimsk person kan føle sig sikker noget sted – ikke i deres skoler, hjem, kontorer, marker, fabrikker eller moskeer – og at intet er helligt.

Grundene til, at millioner demonstrerer mod en karikatur af Muhammed, udgivet af et ubetydeligt Skandinavisk højreorienteret blad, er, at dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over – kulminationen – i en serie af forsætlige krænkelser af fundamentale sociale og politiske principper for en muslim, en araber, for koloniserede befolkninger. Mens vestlige medier udelukkende har fokuseret på demonstrationernes religiøse indhold, har næsten ethvert af de lande, hvor massive og vedholdende demonstrationer har fundet sted, mødt kravet om at modstå vestlig intervention, dens omfattende udplyndring af råstoffer og/eller fjernelsen af borgerlige rettigheder: lande er blevet invaderet, hjem, skoler, hospitaler, sundhedssystemer og rent vand er blevet ødelagt, landbrug og naturlige ressourcer er røvet, museer, biblioteker og arkæologiske værdier plyndret og moskeer vanhelliget. De givne betingelser for en materiel tilværelse i disse arabiske eller muslimske lande har medført et vestligt inferno for alle (såvel sekulære som religiøst praktiserende). På nuværende tidspunkt er deres mest markante historiske og spirituelle holdepunkt, profeten Muhammed – den mest agtede religiøse skikkelse – repeterende blevet nedgjort af straf-immune arrogante imperialister og deres tjenende medier, hjulpet og tilskyndet af den israelske stat og dens oversøiske sayanim-kollaboratører. Det er kynisk at foreslå at praktiserende muslimer jo bare kan vanhellige Jesus-figuren straffrit, når også dette er forbudt i Koranen.

Som israelske strateger udmærket vidste på forhånd, foregik bagvaskelsen af Islam ikke i et politisk vakuum. De fysiske betingelser for en islamisk-arabisk opstand var moden: Hamas havde vundet det palæstinensiske valg overbevisende, USA's militær havde indset, at de var ved at tabe krigen i Irak, og Iran nægtede at kapitulere. Bush mistede folkelig støtte til igangværende og fremtidige krige i Mellemøsten, AIPAC, Israels primære politiske instrument for indflydelse på USA's politik, var under efterforskning for kriminalitet ... Israels strategi for at lade USA udkæmpe sine krige var ved at give bagslag. Der var god anledning til at genoplive de magtpolitiske spændinger, som Israel havde udnyttet efter den 11. september 2001 til egen fordel: derfor Flemming Roses provokation, derfor den koordinerede mangedobling af overtrædelsen, derfor hykleriet om ytringsfrihed fra vestlige sayanim, liberale og neokonservative ideologer, derfor den forudsigelige eksplosion af protester, derfor "genskabelsen" af Mellemøstkrisen ... og fremgangen for den israelske dagsorden.

Det er klart, at den igangværende konfrontation handler om andet og mere end religion og ytringsfrihed, sat i gang af en forfejlet kulturredaktør med støtte fra "fjærterne" i en infiltreret dansk efterretningstjeneste. Sagen handler om den overlagte stereotypisering af arabiske, islamiske og tredje landes befolkninger i den hensigt at fastholde og uddybe deres undertrykkelse, udnyttelse og deklassering. De mest udbredte, produktive og indflydelsesrige kilder til skabelsen af racistiske stereotyper for den arabiske befolkning er Israel og dets oversøiske akademier (især i USA og Europa), terror"eksperter", psykologer og mange kendte universiteter og deres tænketanke, leverandører af den "psykologiske profil" som grundlag for tortur, ydmygelse og undertrykkelse af de millioner, der kæmper for selvbestemmelse i forhold til kolonial og imperialistisk dominans.

Endnu en gang er det lykkedes for Israel og ikke mindst dets oversøiske agenter at sætte ekspansive og militære interesser over hensynet til befolkningerne i USA og Europa. "Er det til fordel for jøderne?" Dette kriterium, der er defineret af den israelske stat, har ført dem ind på en blind vej med omfattende konfrontationer og voksende fjendtlighed mellem arabiske/muslimske befolkninger og vestlige regimer. Men hvad der en overgang kunne se lovende ud for denne verdens "Roser" katsas og villige sayanim i at fremprovokere konfrontationer kan komme til at give bagslag: Opstanden kan komme til at gå videre end til protester mod bagvaskelse og kan blive rettet mod magtbaserne, inklusive de arabiske og muslimske fremmedkonsuler og kollaboratører, der støtter de amerikanske og europæiske politiske og økonomiske kræfter. Selv om Mossad er en yderst dreven organisation, når det handler om at infiltrere og provokere undertrykte grupper, har tjenesten helt usædvanligt være ude af stand til at kontrollere og inddæmme de seneste oprør, hvilket illustreres af både den nylige sejr for Hamas og forøgelsen af den irakiske modstand.
Den næste kontroversielle karikatur kan blive af Moses, der leder sit folk ud i ørkenen.

 

Epilog

I ly af den Mossad-udviklede konflikt "ytringsfrihed versus blasfemi" mellem Vesten og de islamiske folkeslag, der konstant forværres, fortsætter Israel med at praktisere sit totalitære herredømme over 4 millioner palæstinensere, som de med forsæt forsøger at udsulte til at opgive deres demokratiske frihedsrettigheder. "Med forsæt" er den præcise formulering, som Gideon Levy, stjernerapporter for det israelske dagblad Haaretz (19. februar 2006) refererede Dov Weissglas for at bruge (han er rådgiver for den israelske premierminister), da han spøgefuldt udtalte sig til ledende israelere: "Den er som en aftale med en diætist (den økonomiske blokade, som kan indebære afsavn af elektricitet og vand, såvel som føde). Palæstinenserne vil blive meget tyndere, men de vil ikke dø." De israelske ledere "vred sig i latter".
Gideon Levy fremhæver, at "mere end halvdelen af alle palæstinensere allerede lever i fattigdom ... sidste år havde 37% vanskeligt ved at skaffe føde ... 54% af dem, der opholder sig i Gaza må skære ned på mængden af mad ... børnedødeligheden er steget med 15% ... arbejdsløsheden er nået op på 28%".

Planlagt, uddebatteret masseudsultning af en ghettoiseret befolkning – i henkastet spøgefuldhed omtalt af dens bødler som "besøgende hos diætisten" er en gentagelse af jødernes interne historie om nazistisk magtmisbrug mod den jødiske ghetto i Warszawa. Israels mulighed for at vælge og implementere denne udsultnings-politik er i høj grad blevet muliggjort gennem den vildledning, som Mossads Flemming Rose satte i scene i Vesteuropa. "Kulturel" konflikt i folkemordets tjeneste kan ikke passere som et smart påfund, der begrænser sig til at krænke islamiske følelser. Følgerne er en forbrydelse mod menneskeheden.

Kilde: Rebelión
 

   
EFTERSKRIFT

Vi slutter med at vise provokationen i provokationen arrangeret af konvertitjøden Lars Hedegaard og hans Trykkefrihedsselskab i 2007. Trykkefrihedsselskabet belønnede til overmål to centrale agenter i Mossads Muhammed-kampagne: den fanatiske jøde og neokonservative ideolog Daniel Pipes i selskab med illusionisten Flemming Rose (der stadig ikke vedkender sig et jødisk slægtskab), en mand, der skriver tykke bøger for at få Vesten og den islamiske verden til at tro på, at den jøde-promoverede provokation med Muhammed-tegningerne skete i ytringsfrihedens navn. Jovist, verden vil bedrages. Mange opdagede ikke bedraget, mens det foregik, men heldigvis kommer sandheden før eller siden for en dag:
 

"Daniel Pipes får Trykkefrihedprisen 2007

Trykkefrihedsprisen 2007 går til den amerikanske historiker Daniel Pipes, der hædres for sin kamp for ytringsfriheden, sin modstand mod islamismen, sit arbejde for akademisk frihed på amerikanske universiteter og sin støtte til de muslimske dissidenter, der taler Mekka midt imod. Det skriver Trykkefrihedsselskabet.

(Redaktionel kommentar:

Daniel Pipes, jødisk og rabiat neokonservativ.)

Prisoverrækkelsen sker lørdag den 10. marts 2007 kl. 14:30 i Arbejdermuseets Festsal, Rømersgade 22 i København.
I forbindelse med prisoverrækkelsen holder Daniel Pipes en forelæsning om ytringsfrihed og akademisk frihed. Prisoverrækkelse og forelæsning finder sted i forlængelse af Trykkefrihedsselskabets generalforsamling. Alle er velkomne, medlemmer som ikke-medlemmer. Entré kr. 50, dørene åbnes kl. 14.
Det er første gang, Dr. Pipes gæster Danmark.
Daniel Pipes, www.danielpipes.org er blandt verdens mest kendte kritikere af islamismen. Han er direktør for tænketanken The Middle East Forum i Philadelphia og for Campus Watch, www.campus-watch.org.
Et fremragende valg. Tillykke til Daniel Pipes, som i allerhøjeste grad fortjener det.


Sappho-prisen til Flemming Rose

Trykkefrihedsselskabets nyindstiftede journalistpris, Sappho-prisen uddeles for første gang den 27. marts 2007 kl. 14 i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, Christianshavn og går til Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose.
Prisen gives til en person, der har forenet journalistisk dygtighed med uforfærdethed og kompromisløshed.


Overrækkelsen foretages af den norske journalist og menneskeretsforkæmper Hege Storhaug, der er daglig leder af Human Rights Service og forfatter til bestselleren Men størst av alt er friheten. Efter overrækkelsen taler Flemming Rose.
Med prisen følger 20.000 kr. og en skulptur af digterinden Sappho, der for Trykkefrihedsselskabet står som et symbol på ukonventionel frihedstrang og menneskeligt ligeværd. Skulpturen er skabt af kunstneren Uwe Max Jensen.
Alle er velkomne."

Kilde: Veritas Universalis, 19. februar 2007

Fortsat 28. februar 2014:

Lars Hedegaard har varslet sin afgang fra Trykkefrihedsselskabet.
 

Noter
*

Den amerikanske verden opfatter navnet "Flemming Rose" som en jødisk konstruktion. Den gennemgående opfattelse er, at navnet, fordi det lyder som "flaming rose" kan referere til den "brændende tornebusk" som Moses skulle have set på Horebs Bjerg og hvorigennem hans gud talte til ham. Retur

**

Sayanim, hebraisk, afledt af "at hjælpe", er "hjælpere" i et verdensomspændende netværk af jøder i strategiske eller blot nyttige positioner (ejendomshandlere, massemedier, finansfolk, bilsælgere, osv.) som har indvilget i at understøtte israelske Mossad-aktiviteter inden for deres værtsland. En betydende del af magtjødernes globale netværk. Retur

***

Disse "russiske" oligarker var sjældent russere, men jøder. Retur

****

Blev Guernica ødelagt af tyskerne, eller ...
Her et uddrag af TBR's interview fra maj-juni 2013 med katalaneren Joaquin Bochaca

TBR: Destruktionen af byen Guernica er blevet et negativt minde for spanierne. Men du har en anden opfattelse af historien. Vil du venligst fortælle os om den.

BOCHACA: Den lille by Guernica var noget særligt for Spaniens baskere: det var der, under et helligt træ, de samledes for at lave deres love. Den tyske Condor legion (af Luftwaffe) handlede naturligvis under Francos kommando. Det var Franco, der beordrede Guernica bombet på grund af våbenfabrikkerne dér, og broerne. Standardhistorien er, at det var tyskerne, der bombede Guernica og dræbte 3.000 uskyldige civile.

Imidlertid forlangte og modtog den baskiske regering for nylig kopier af den kommandohavende for Luftwaffe Wolfram von Richthofens originale tyske rapport om angrebet – efter at US-myndigheder endelig har returneret materialet til det nuværende Tyskland. Det viser sig, at von Richthofen rapporterede til Franco, at han ikke kunne udføre missionen, fordi byen allerede lå i ruiner. De retirerende "republikanere", der praktiserede den afbrændte jords taktik, havde brugt kanoner (artilleri) – og ikke bombefly – for at ødelægge byen. Og antallet af dræbte var sandsynligvis 220 civile (langt fra de påståede 3.000, red.).

Franco kendte sandheden, men lod verden tro, at det var tyskerne, der havde begået en krigsforbrydelse i Guernica. Retur

 

"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer

Aktivisme!