No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.
Holocaust-revisionismen

Af Jürgen Graf

(Foredrag holdt i Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning, København d. 22 november 1997)



Mine damer og herrer,

Det er en stor fornøjelse for mig at holde dette foredrag i et land, som jeg har udpræget sympati for. For mange år siden studerede jeg skandinavisk filologi og litteratur hos professor Oskar Bandle i Basel; i 1978 afsluttede jeg min magistereksamen med et arbejde om den danske forfatter Hans Scherfig, hvis glimrende satiriske romaner jeg havde læst på et sommerkursus i København i august 1976. Til min skam må jeg indrømme, at jeg ikke har været i Deres dejlige land i 21 år. Jeg får yderst sjældent lejlighed til at tale dansk, men jeg håber, at De kan forstå mig alligevel.

Da jeg var student, vidste jeg endnu ikke noget om det emne, som vi skal snakke om i dag. Såfremt det var muligt, undgik jeg altid at beskæftige mig med "holocaust". Jeg syntes ikke om, at jødernes frygtelige skæbne under den anden verdenskrig blev udnyttet til politiske formål. Naturligvis forstod jeg, at "holocaust" tjente som påskud for at udslette tyskernes nationalfølelse og for at retfærdiggøre Israels undertrykkelse af palæstinenserne, men jeg fandt aldrig på at stille spørgsmålstegn ved den officielle version af historien. Jeg vidste, at der fandtes mennesker, som bestred den systematiske jødeudryddelse under Hitler og til og med gaskamrenes eksistens, men jeg var overbevist om, at det måtte dreje sig om tossehoveder eller nynazistiske agitatorer, og nynazister havde jeg ikke meget til overs for. Jødeudryddelsen i Auschwitz og andre dødslejre var jo veldokumenteret! Der fandtes masser af troværdige vidner, og adskillige nazister havde selv bekendt deres ufattelige ugerninger. Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss havde beskrevet massemordet i alle dets frygtelige detaljer. Under disse omstændigheder kunne intet fornuftigt menneske nære tvivl om "holocaust".

Jeg har været "revisionist" siden 1991, hvilket betyder, at jeg taler for en lille minoritet, som næsten aldrig har muligheden for at komme til orde offentligt. Derfor benytter jeg denne lejlighed for at gøre rede for, hvad revisionisternes virke går ud på, og hvilke slutninger de er kommet til som resultat af deres forskning. Forhåbentlig vil det lykkes mig at overbevise Dem om, at vi ikke er galninge, og at den revisionistiske forskning er velunderbygget.

At vi ikke får lov til at frembringe vore resultater i aviserne og i fjernsynet, skyldes udelukkende politiske årsager. Revisionisternes videnskabelige indsigter er en torn i øjet på de toneangivende kredse, som holder medierne i deres jerngreb. Disse kredse står vagt om den uforfalskede lære og tillader ingen diskussion. I et civiliseret samfund burde det være en selvfølge, at omtvistede emner kan diskuteres frit, men hvad "holocaust" angår, gælder dette princip tilsyneladende ikke.

Jeg vil understrege, at forholdene i Danmark er meget bedre end i visse sydlige nabolande. Ganske vist må danske revisionister ej ytre sig i medierne, men Danmark har ingen totalitære mundkurvslove som forbyder dem at publicere deres skrifter. Danske revisionister bekæmpes med tavshed og bagvaskelse, men de behøver ikke at være bange for at blive spærret inde, som det er tilfældet i Tyskland, Østrig eller Frankrig. I Tyskland blev publicisten Udo Walendy, udgiveren af det videnskabelige tidsskrift "Historische Tatsachen", idømt 26 måneders fængsel, fordi han er uenige i den officielle version af "holocaust". I Frankrig havde professor Robert Faurisson sin tiende retssag i september; han skal betale en høj bøde for at have overtrådt en lov, som forbyder benægtelsen af gaskamrenes eksistens. I Svejts forbereder myndighederne en proces mod udgiveren af mine bøger og mig selv på grund af en uklart formuleret "antiracistisk lov" rettet udefinerede forbrydelser som "benægtelse af folkemord", og som straffes med fængsel eller bøde. I nutidens Europa bliver mennesker altså spærret inde, fordi de nægter at TRO på noget! Åbenbart er vi på vejen tilbage til middelalderen.

Revisionisternes tolkning af jødeforfølgelserne under den anden verdenskrig kan sammenfattes i tre sætninger:

1) Hitler og den nationalsocialistiske regering har aldrig haft til hensigt at udrydde jøderne; udtrykket "den endelige løsning på jødespørgsmålet (Endlösung der Judenfrage)", som forekommer i talrige tyske dokumenter, betød jødernes udvisning og ikke deres fysiske likvidering.

2) Der har aldrig eksisteret nogen "udryddelseslejre" eller gaskamre, som tjente til at aflive mennesker; de eneste gaskamre, der fandtes in NS-koncentrationslejrene, var aflusningskamrene, som tjente til at bekæmpe lus, som var bærere af tyfus.

3) Tallet seks millioner jødiske ofre er stærkt overdrevet; det virkelige tal vurderes af revisionisterne til næppe at overstige en million.

Skønt ingen revisionistisk bog må omtales og ingen revisionistisk argument må fremføres i medierne har revisionisternes forskningsresultater tvunget de officielle historikere til at gøre en hel række indrømmelser. Jeg nøjes med tre særlig vigtige eksempler:

- Lejehistorikerne er i dag nødt til at indrømme, at der aldrig har eksisteret henrettelsesgaskamre i selve Tyskland, hvilket indebærer, at alle "vidner", som har aflagt vidnesbyrd om gasninger i Dachau, Buchenwald osv,. har løjet.

- Franskmanden Jean-Claude Pressac, den ortodokse historieskrivnings ledestjerne, har nedsat antallet af Auschwitz-ofre til 630.000 ("Die Krematorien von Auschwitz", München 1994). Dette tal er stadigvæk for højt - det virkelige tal beløber sig til omkring 170.000 -, men jeg husker, at der længe var tale om fire millioner.

- De officielle historikere erkender i dag, at tyskerne aldrig fremstillet sæbe af døde jøder. Denne modbydelige løgn har forpestet verden i næsten 50 år. Efter krigen beskrev Simon Wiesenthal med rystende ord, hvordan kasser med jødisk sæbe blev begravet på en jødisk kirkegård i Rumænien ("Der neue Weg", Wien, Nr. 17/18, 1946). I 1990 indrømmede den israelske historiker Shmuel Krakowski, at denne sæbe aldrig har eksisteret ("Daily Telegraph", 25.4. 1990).

Sådanne indrømmelser ville have været umulige, uden det usynlige pres som revisionisterne udøver på de traditionelle historikere. Revisionisternes metoder svarer til historieskrivningens almindelig anerkendte principper. Tillad mig nu at anskueliggøre hvordan de officielle "holocaust"historikere arbejder, og hvordan revisionisterne går til værks.

Lejehistorikerne kan slet ikke underbygge deres teser med dokumenter. Det kan man let overbevise sig om, hvis man læser Jean-Claude Pressacs ovennævnte bog "Die Krematorien von Auschwitz". I indledningen forsikrer Pressac, at han ikke er henvist til vidnesbyrd men baserer sig på dokumenter. Læser man hans bog, så konstaterer man med forbavselse, at alle udsagn om gasning af mennesker er baseret på vidnesbyrd! Årsagen til dette er selvfølgeligt, at der ikke eksisterer et eneste dokument, som beviser, at nazisterne ville udrydde jøderne, eller at det fandtes henrettelsesgaskamre. I over 50 år har de officielle historikere fortvivlet ledt forgæves efter sådant et dokument. For at bortforklare denne ubehagelige kendsgerning, som bringer dem i klemme, griber de til det følgende kneb:

a) De påstår, at tyskerne har fjernet alle belastende dokumenter. Det er legende let at gendrive dette argument ved at påpege, at masser af dokumenter fra Auschwitz har overlevet krigen. I Moskva eksisterer der et arkiv, hvor der findes ikke mindre en 88'000 blade af dokumenter fra byggeledelsen (Zentralbauleitung) i Auschwitz. Zentralbauleitung var organisationen, som var ansvarlig for opførelsen af krematorierne, i hvilke der var installeret flere gaskamre ifølge den officielle Auschwitz-version. Sovjetsoldaterne beslaglagde disse dokumenter efter befrielsen af Auschwitz i januar 1945. I 46 år var de helt utilgængelige for vestlige historikere, men i 1991 blev arkiverne åbnet. I 1995 tilbragte den italienske historiker Carlo Mattogno og jeg næsten to måneder i den russiske hovedstad og granskede alle dokumenter om Auschwitz. Ikke et eneste dokument tyder på, at nogen er blevet gasset ihjel i denne den største af de tyske koncentrationslejr. Det var ingenlunde overraskende for os; hvis sådanne dokumenter eksisterede, ville kommunisterne uden tvivl have fremlagt dem for at afsløre nazismens bestialitet. Men nej - dokumenterne forsvandt i arkivernes skabe for 46 år - hvorfor?

På den anden side fandt vi adskillige dokumenter, som gendriver den officielle version af Auschwitz. Jeg anfører et signifikant eksempel:

I juni 1944 blev den polske Auschwitz-fange Jan Kristian sat på fri fod. Han havde været interneret i Birkenau i seks uger for at have brudt sin arbejdskontrakt. Efter løsladelsen måtte Jan Kristian ufortøvet melde sig på arbejdskontoret i Auschwitz for at blive sendt til en tysk fabrik. Han var ingen undtagelse; i løbet af nogen dage blev ikke færre en 54 fanger løsladt og sendt til fabrikker.

Ifølge den officielle historieskrivning nåede massemordene i Auschwitz sit forfærdelige højdepunkt mellem maj og juli 1944: 400.000 ungarske jøder påstås at være blevet gasset i løbet af 54 dage. Det betyder altså, at Jan Kristian og hans medfanger fik lov til at overvære historiens mest afskyelige massakre, foranstaltet af nazisterne i Auschwitz-Birkenau, før de blev sendt til tyske fabrikker, hvor de kunne berette for alle og enhver, hvad de havde set! De samme historikere, der forlanger af os at sluge, at tyskerne har fjernet samtlige dokumenter, som beviste deres forbrydelser.

Nu kunne man måske indvende, at tyskerne udførte en selektion af dokumenterne, inden de rømmede Auschwitz. Denne ide er rent ud sagt latterlig, eftersom de med lethed kunne have brændt alle dokumenter i krematorierne i løbet af et par timer. De ville sikkert ikke have bekymret sig om at adskille belastende dokumenter fra ikke-belastende. De efterlod hele dokumentationen til russerne, fordi de aldrig kom i tanke om, at den kunne opfattes som belastende!

b) Et andet trick, som lejehistorikerne regelmæssigt tager sin tilflugt til, er at tolke utvivlsomt ægte dokumenter på en forvrænget måde. Lad mig citere et kendt eksempel. Det drejer sig om det såkaldte "Luther-Memorandum" (Nürnberg-dokument NG 2586). Den 21 august 1943 skrev Martin Luther, en embedsmand i udenrigsministeriet, der havde deltaget i Wannsee-Konferenzen 7 måneder tidligere en rapport om jødernes flytning mod øst:

"Den grundlæggende tyske politik overfor jøderne efter krigen [første verdenskrig] bestod i, at fremme den jødiske udvandring med alle midler(...). Den nuværende krig giver Tyskland muligheden for at og forpligtelse til at løse jødespørgsmålet i Tyskland(...). På grundlag af det nævnte direktiv fra føreren [til udvisning af jøderne] blev evakueringen af jøderne i Tyskland påbegyndt. Det var nærliggende at medtage jødiske statsborgere fra lande, der havde grebet til lignende forholdsregler overfor derboende jøder (...). Det antal, der på denne måde blev tvunget mod øst, rakte ikke til at dække behovet for arbejdskraft. Hovedafdelingen for rigssikkerhedtjenesten besluttede efter anvisning fra SS-Rigsførerens udenrigsafdelingen at bede den slovakiske regering om at stille 20.000 unge kraftige slovakiske jøder til rådighed østpå".

Dokumentets indehold er soleklart: Slovakiske jøder er blevet forflyttede mod øst, så tyskerne kunne udnytte deres arbejdskraft. Bortset fra alle moralske skrupler ville det jo have været tåbeligt ud fra et rent økonomisk standpunkt at aflive raske arbejdere, som Tyskland havde brug for. De officielle historikere tolker Luther-Memorandum og samtlige lignende dokumenter på følgende måde: For at tilsløre kendsgerningen at nazisterne systematisk myrdede de deporterede jøder i udryddelseslejre som Auschwitz eller Belzec, betjente de sig af et kodesprog som camouflerede deres skumle hensigter: Udtrykkene "Evakuierung", "Abschiebung" og "Aussiedlung" betød i virkeligheden "Ausrottung", altså "udryddelse". Med andre ord: De ortodokse historieskrivere læser ikke det, som står i dokumenterne, men det som ikke står i dem. Med sådanne uforskammede forfalskninger arbejder den officielle af staten finansierede videnskab!

Lad os nu gå over til et andet, ligeledes fundamental aspekt af spørgsmålet. Jeg vil anskueliggøre den med et eksempel, som enhver kan forstå:

En drukkenbolt dingler ud af et værtshus, sætter sig bag rattet i sin bil og forårsager straks et færdselsuheld. Politiet tager en blodprøve og opdager, at hans blod indeholder tre promil alkohol. Manden bliver indstævnet for retten. Under processen sværger 10 af hans kammerater, at han kun har drukket mineralvand og te hele aftenen. Hvad baserer domstolen nu sin beslutning på: Alkoholtesten eller drankernes vidnesbyrd? Svaret på dette spørgsmål burde være let.

Enhver jurist ved, at det tekniske bevis er vidnesudsagnet overlegent, thi et vidne kan lyve eller tage fejl. Hvis nogen er blevet stukket ned med en kniv, så er det en selvfølge, at domstolen forlanger en ekspertise om mordvåbnet. Dette princip, som gælder i hvilken som helst upolitisk proces, burde naturligvis i endnu højere grad gælde, når det drejer sig om en så uhyrlig forbrydelse som "holocaust".

Vidnerne påstår, at tyskerne aflivede millioner af jøder i visse lokaler i Auschwitz som på byggeplanerne betegnes som "Leichenhallen" eller "Leichenkeller", men som ifølge vidnernes udsagn tjente som henrettelsesgaskamre. Derefter påstås ligene at være blevet brændt i krematorierne. For at efterprøve vidnernes beskrivelser ville det have være domstolenes uafviselige pligt at skaffe sig ekspertise om "gaskamrene" for at finde ud af om de virkelig kunne anvendes til massemord. Desuden ville det have været nødvendigt at beregne krematoriernes kapacitet med videnskabelige metoder for at undersøge, hvor mange lig de var i stand til at brænde.

Ud fra den følgende passage fra dommen i Auschwitz-processen i Frankfurt (1965) kan man selv danne sig et skøn over, om domstolen har imødekommet disse krav; jeg citerer:

"Retten manglede næsten alle i en normal mordssag til rådighedstående erkendelsesmuligheder for danne sig et troværdigt billede af de faktuelle begivenheder på mordtidspunktet. Man manglede ofrenes lig, obduktionsrapporten, rapporter fra sagkyndige om dødsårsagen og dødstidspunktet samt spor fra gerningsmændene, mordvåben o.s.v. En kontrol af vidnesudsagnene var sjældent muligt. (side 104 i dommen fra Auschwitzprocessen)."

De tyske dommere, der i dag dømmer afvigere fra den rene Holocaust-lære til bøder eller fængselsstraf, plejer at hævde at den officielle version af historien er et almindeligt kendt faktum, som ikke mere behøver at bevises. Dette argument blev allerede anført under Nürnberg-processen. Artikel 21 af London-statutten, som var vejledende for Nürnberg-processen lød:

"Domstolene skal ikke kræve bevis for alment kendte kendsgerninger. De skal derimod gøre sig bekendt med den officielle viden, der stammer fra forskellige allierede regeringers undersøgelser af krigsforbrydelser foretaget af indsatte komiteer såvel som protokoller og beslutninger fra militære- og lignende domstole og især FN (IMT1,S. 16)."

Allerede i august 1945, fire måneder efter krigens afslutning, var jødeudryddelsen i de tyske koncentrationslejre altså et "almindeligt kendt faktum" - uden ekspertise om mordvåbnet, uden uafhængig undersøgelse af de såkaldte "gaskamre" og af krematorierne, uden dokumenter - med andre ord, uden bevis!

Til forskel fra lejehistorikerne og domstolene tilfredsstilles revisionisterne ikke så lidt. De nøjes ikke med tomme fraser om "almindeligt kendte fakta", men kræver entydige beviser.

De første revisionister, som franskmanden Paul Rassinier, socialist, modstandskæmper og fange i koncentrationslejrene Buchenwald og Dora-Mittelbau, fandt endnu ikke på at kræve en videnskabelig undersøgelse af "gerningsstedet". Deres argumentation hvilede først og fremmest på en minutiøs granskning af dokumenterne samt en kritisk analyse af vidnesbyrdene. I sluttet af halvfjerdserne tog den revisionistiske forskning imidlertid en helt ny retning takket være professor Robert Faurissons skelsættende indsigter. Faurisson undersøgte insekticidet Zyklon-B med hvilket jøderne blev myrdede i Auschwitz ifølge den officielle version af historien. Han opdagede, at vidnesbyrdene ikke adlød kemiske love, og at "gaskamrene" i Auschwitz I og Birkenau slet ikke egnede sig til brug af Zyklon-B. De kunne nemlig ikke lukkes hermetisk, hvilket indebærer, at den dødelige gas ville have strømmet ud af kamrerne og forgiftet hele det omgivende område. Den mest berømte af alle "gaskamre", ligkapellet i Krematorium I i Auschwitz, lå umiddelbart over for SS-sygehuset. Vinden ville have blæst gassen ind i hospitalet og forgiftet både patienterne og SS-lægerne!

Faurissons skrifter udløste to banebrydende ekspertiser. I 1988 skrev den amerikanske gaskammer-specialist Fred Leuchter, der er ansvarlig for opførelsen af henrettelsesgaskamrene i flere amerikanske stater, sin berømte rapport (An engineering report on the alleged gas chambers at Auschwitz, Birkenau and Majdanek, Poland, Samisdat Publishers, Toronto 1988). Leuchter kom til den slutning, at lokalerne, som er blevet døbt om til "gaskamre", slet ikke kunne fungere som sådanne. Skønt Leuchter-ekspertisen unægteligt indeholder flere fejl, blev dens konklusioner bekræftet af Germar Rudolfs udførlige og fordringsfulde studie i 1993 ("Gutachten über die Bildung und Nachweisbarkeit von Zyanidverbindungen in den 'Gaskammern' von Auschwitz", Cromwell Press, 1993). Efter at have kulegravet "gaskamrerne" og studeret al disponibel materiale om Zyklon-B, kom Rudolf til 2 afgørende slutninger:

a) Kemiske analyser af væggene beviser, at Zyklon-B ikke er blevet anvendt i de lokaler, som i dag betegnes som "gaskamre", eftersom de ikke indeholder nogle relevante spor af cyanid, som det er tilfældet med aflusningskamrene.

b) Både luftfotografierne og en undersøgelse af krematoriernes i deres nuværende tilstand viser, at hullerne i loftet, gennem hvilke giften påstås at være blevet smidt ned i gaskamrene, ikke endnu fandtes under krigen. Efter lejrens befrielse blev klodsede åbninger hakket i loftet for at foregøgle åbninger til indførelsen af Zyklon-B.

Rudolf-ekspertisen, som systemhistorikerne ikke kan gendrive, har givet den officielle Auschwitz-version dødsstødet. En naturlov tilintetgør 1000 vidnesudsagn. Eftersom Rudolf-ekspertisen bragte den tyske stat, som forsvarer Auschwitz-myten med næb og klør, i en alvorlig klemme, hævnede denne stat sig på den unge kemiker ved at idømme ham 14 måneders fængsel. Rudolf lever nu i eksil i England.

Næppe mindre vigtig end Rudolf-rapporten er italieneren Carlo Mattognos studie af krematorie-ovnene i Auschwitz og Birkenau ("Die Krematoriumsöfen von Auschwitz und Birkenau", in Ernst Gauss, "Grundlagen zur Zeitgeschichte", Grabert, Tübingen 1994).

"Hvordan bliver jeg af med liget af mit offer?" - det er enhver morders mareridt. De som påstår, at tyskerne har myrdet hundrede af tusinder eller over en million mennesker i Auschwitz må også forklare, hvad der er blevet af ligene.

I 1994 publicerede Mattogno i samarbejde med ingeniøren Franco Deana den første videnskabelige undersøgelse om Auschwitz-krematorierne. Han kom til konklusionen, at de højst kunne brænde 162.000 lig. Betænker man, at Mattogno vurderer antallet af ofre til 160.000-170.000, og at mange tusind lig blev brændt på bål i 1942, da en frygtelig tyfus-epidemi hærgede i Auschwitz, og da krematorierne i Birkenau endnu ikke eksisterede, får man et klart og sammenhængende billede af situationen.

Velmenende, men uinformerede kritikere af revisionismen indvender regelmæssigt, at gaskamrenes eksistens ikke kan bestrides, eftersom der er så mange vidner. Ifølge disse kritikere er det helt enkelt utænkeligt, at alle vidner har løjet. Det er selvfølgelig let at svare på denne indvending ved at pege på, at talrige formentlig troværdige vidner har skildret gasninger i Dachau, Buchenwald og andre af de vestlige lejre. I betragtning af, at alle historikere er enige om, at der ikke fandtes nogle gaskamre i disse lejre, har alle vidner enten løjet eller taget fejl. Jeg tilføjer, at vidnerne, der beskriver gasningerne i Auschwitz i detaljer, er yderst få og kan næsten tælles på en hånd. Bortset fra den første kommandant Rudolf Höss er de væsentligste vidner medlemmerne af det såkaldte "Sonderkommando", som betjente krematorierne. Hvis der forekom gasninger i Auschwitz, kan man gå ud fra, at Sonderkommando kendte udryddelsesprocessen i alle enkeltheder. I min bog "Auschwitz. Tätergeständnisse und Augenzeugen des Holocaust" (Neue Visionen, Würenlos/Schweiz, 1994) undersøger jeg en række udsagn af Sonderkommando-medlemmer. Typisk nok indeholder alle af dem nævnte tekniske, kemiske og logiske umuligheder, som berøver dem al beviskraft. For eksempel hævder næsten alle, at man samtidig kunne brænde tre lig i en krematorieovn i løbet af 20 minutter. I virkeligheden varer kremationen af et lig i en ovn omkring en time, hvilket betyder, at kapaciteten er blevet overdrevet ni gange. Det er ligeledes opfaldende, at de fleste vidner taler om 4 millioner ofre. Det var dengang det officielle tal.

Tre af de vigtigste vidner, jøderne Alter Szmul Fajnzylberg, Szlama Dragon og Henryk Tauber, aflagde vidnesbyrd foran en kommission i Krakow i april og maj 1945. Eftersom deres udsagn indeholder de samme umuligheder og absurditeter, er slutningen uundvigelig: Udsagnene blev koordinerede.

For de fleste vidners vedkommende kan man fastholde, at de helt enkelt har skrevet af efter deres forgængere, især Rudolf Höss. Dette fremgår tydeligt, når man læser Filip Müllers væmmelige beretning "Sonderbehandlung", som udkom i 1979. Müller skildrer for eksempel, hvordan han arbejdede og spiste i gaskammeret umiddelbart efter en gasning - hvilket indebærer, at han må have været immun overfor blåsyre for ellers ville han ikke have overlevet arbejdet. Lignende beskrivelser dukkede allerede op i beretninger, som fremkom lige efter krigen.

Hvad den første Auschwitz-kommandant Rudolf Höss angår, så ved man i dag, at han blev tortureret af englænderne i tre dage, inden han aflagde sin berømte bekendelse. Torturen er blevet beskrevet af en engelsk forfatter, som fik sine informationer fra den britisk-jødiske torturmester Bernard Clarke selv (Rupert Butler, "Legions of Death", London 1983).

Skønt det er lykkedes revisionisternes at demontere den officielle version af "holocaust", er deres opgave ikke afsluttet. Efter min opfattelse er der især tre punkter, som endnu kræver en grundig kulegravning:

1) Einsatzgruppernes rolle og jødernes skæbne i Sovjetunionen og de baltiske stater. Ifølge den gængse "sandhed" blev mellem en og to millioner jøder skudt af tyskerne, især Einsatzgruppen.

Den største og mest omtalte massakre, som påstås at blive været foranstaltet af tyskerne, var massemordet ved Babi Jar. Der i en slugt i nærheden af Kiev, skal tyskerne have likvideret mellem 33.000 og 300.000 jøder den 29 september 1941. To år senere, inden Sovjetunionen erobrede Kiev tilbage, skal tyskerne have åbnet massegravene og brændt ligene på kæmpestore bål. En analyse af luftfotografierne, som blev taget af det tyske luftvåben over Babi Jar på den tid, viser imidlertid, at disse bål ikke eksisterede, og at slugten var uden nogen som helst menneskelig aktivitet. Det indebærer, at Babi Jar-massakren var et påfund af den sovjetiske propagandacentral.

Det betyder ganske vist ikke, at der overhovedet ikke er forekommet nogen massakre. Jeg er overbevist om, at likvideringer af jøder og andre skete på østfronten, men ikke tilnærmelsesvis i det påståede omfang.

For at illustrere de vanskeligheder, som forskerne må slås med, vil jeg nævne tilfældet med Kaunas:

Den 22 juli besøgte Mattogno og jeg det "niende fort", en stor fæstning i nærheden af den litauiske by Kaunas. Man siger, at tyskerne skød 70.000 sovjetborgere, deriblandt 50.000 jøder foran denne fæstning. På gerningsstedet ser man en mark og ingenting andet. Da vi spurgte vores guide, hvor benene, tænderne og asken efter ofrene var, svarede hun, at tyskerne havde spredt benene, tænderne og asken for alle vinde for at eliminere beviserne. Denne historie er helt utroværdig; vi kan gå ud fra, at der sikkert forekom henrettelser, men at antallet ofre er kraftigt overdrevet. Af mangel på dokumenter kan vi slet ikke finde ud af, hvad de foregik på det niende fort. Vi støder på samme vanskelighed, når vi undersøger de andre - reelle eller opfundne - massakrer på østfronten. Så længe vi ikke disponerer over dokumenter - hvis dokumenterne overhovedet er bevaret - kan vi næppe gøre nogen fremskridt på dette område.

2) Det samme gælder for de østlige lejre, som i den traditionelle litteratur betegnes som "udryddelseslejre" : Belzec, Sobibor og Treblinka. Rygterne om masseudryddelser på disse steder gik allerede under krigen og blev spredt af den polske modstandsbevægelse samt af jødiske organisationer som psykologisk våben mod nazisterne. Propagandisternes fantasi kendte slet ingen grænser. Jeg citerer nu et uddrag fra en bog som udkom i Sverige i 1945 med titlen, "Den siste juden från Polen". Forfatteren hedder Stefan Szende; i 1946 blev bogen oversat til dansk ("Løftet Hitler holdt", Povl Branners forlag, 1946, s. 376-378):

Lejre breder sig over et område på ca. syv kvadratkilometer. Det er omgivet at et pigtrådshegn og sikret ved alle tænkelige indretninger. Ingen må nærme sig dette afspærrede område, og ingen må forlade det... Det med jøder fuldt lastede tog kørte gennem en tunnel ned til de underjordiske rum, hvor henrettelserne foregik... Man tog alting fra dem. Effekterne blev sorteret og opført på lister for senere at blive benyttet af herrefolket. Dette sorteringsarbejde blev dog så omstændeligt, at man foretrak at sende jøderne dertil nøgne. - De blev ført ind i kæmpemæssige haller med plads til flere tusind mennesker. Disse rum havde ingen vinduer, de var helt af metal og havde gulv, der kunde sænkes. - Ved en sindrig mekanisme sænkedes så gulvet med alle de tusinder af jøder ned i et bassin under gulvet - men ikke længere, end at vandet nåede dem til hofterne. Så ledtes stærkstrøm gennem vandet, og på nogle få øjeblikke var alle de tusinder af jøder dræbt. - Derefter blev gulvet med alle ligene hævet op af vandet. En anden strøm kobledes til, og i de store haller blev der nu glødende hedt som i en krematorieovn, indtil alle ligene var brændt til aske. - Mægtige løftekraner hævede gulvet og tømte asken. Røgen førtes ud gennem store fabriksskorstene. - Processen var forbi. Uden for indkørselen til tunnelen stod allerede næste tog og ventede. - Hver transport omfattede 3000 til 5000 Jøder. Der ankom flere tog om dagen. Undertiden kom der helt op til tyve og tredive sådanne tog om ugen til Belzec. - Den moderne teknik i nazistisk iscenesættelse fejrede triumfer. Den havde løst massemordenes problem.

Efter krigen forsvandt denne version straks i historiens pulterkammer og blev erstattet med en anden: Jøderne blev myrdet med forbrændingsgasser fra en dieselmotor. Mod denne teknisk helt og holdent absurde variant af udryddelsesmyten har i særdeleshed den tysk-amerikanske ingeniør Fritz Berg rettet skytset ("Die Dieselgaskammern: Mythos im Mythos", in: Ernst Gauss, "Grundlagen zur Zeitgeschichte", Grabert, Tübingen 1994).

Mens det er let at gendrive den officielle "sandhed" om Belzec, Treblinka og Sobibor, er det ikke muligt at finde ud af, hvad disse lejre i virkeligheden tjente til. Vi antager, at det drejede sig om transitlejre gennem hvilke jøderne blev sendt mod øst, men vi kan ikke bevise denne hypotese af mangel på dokumenter. Sandsynligvis er samtlige tyske dokumenter blevet fjernet af kommunisterne, fordi de modsagde den officielle version.

3) Den tredje vigtige åbne spørgsmål, som kræver yderligere udførlige forskning, er det demografiske aspekt. Dette problem er naturligvis snævert knyttet til det forudgående. Sålænge vi ikke ved besked om, hvad der er sket i Belzec, Sobibor og Treblinka, om de virkelig var transitlejre, hvor mange jøder blev sendt østpå, og hvad som er sket med dem under og efter krigen, er det rent ud sagt umuligt at bestemme, hvor mange jøder omkom som følge af den tyske politik. Enkelte af Dem kender formodentlig Walter Sannings bog "Die Auflösung" (Grabert, Tübingen 1983). Dette værk et det hidtil mest alvorlige forsøg på at fastslå antallet jødiske ofre i den tyske indflydelsessfære. Personlig anser jeg, at Sannings vurdering - en halv million jødiske døde - er for lav. Achilleshælen ved dette (i det hele taget udmærkede) studium er Sannings tilbøjelighed at godtage sovjetiske kilder alt for kritikløst.

Kommende generationer vil stå uforstående over for det omfang af menneskelig dumhed og fejhed, som manifesterer sig i "Holocaust"-legenden - en legende som næsten hele verden har godtaget kritikløst i over 50 år. De vil ikke være i stand til at begribe, at vores intellektuelle og historikere har accepteret en historie som er så ufattelig tåbelig både historisk og teknisk. Der er blevet skrevet spaltekilometer om "holocaust" uden, at nogen officiel historiker fandt på at underkaste gerningsstedet, "gaskamrene" og krematorierne, en videnskabelig, teknisk og kemisk undersøgelse. Næsten hele verden tror på at millioner jøder er blevet myrdet i djævelske kemiske slagtehuse uden at efterlade nogle spor: Der er ingen aske, ingen ben, ingen tænder; der er ikke et eneste gaskammer, som kunde havde fungeret på den af vidnerne beskrevne måde, der er ingen dokumenter - INGENTING.

Og hele dette gigantiske foregik uden, at de allierede, som havde udmærkede informationskilder i alle af tyskerne beherskede områder, mærkede noget. Hvis de havde mærket noget, ville de straks have afsløret tyskernes forbrydelser for hele verden. Men nej, de ventede til Nürnberg-processen: Hvorfor?

Næsten hele verden tror på, at nazisterne ville fysisk udrydde alle jøder, skønt man hver dag læser en rystende historie om en "Holocaust-overlevende", og skønt Nahum Goldmann skrev i sin bog "Das jüdische Paradox" (Europäische Verlagsanstalt, 1978, S. 263), at 600.000 jøder har overlevet tyske lejre. Havde nationalsocialisterne virkelig tilstræbt den fysiske udryddelse af jødedommen, så ville ikke engang 600 jøder have overlevet koncentrationslejrene - meget mindre 600.000.

Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor revisionisterne risikerer sin eksistens ved at bekæmpe en så mægtig fjende. Jeg plejer at svare på følgende måde:

Hver tid har sine legender. Hvert folk har sine myter. Vi i Svejts har for eksempel myten om Wilhelm Tell, der skød æblet fra sin søns hoved og befriede landet fra den grusomme undertrykker Gessler. Denne myte er helt ufarlig; den avler intet had. Der findes ikke en eneste Svejtser, der hader østrigerne på grund af Wilhelm Tell-legenden.

Derimod er holocaust-myten skadelig, fordi den avler had. Ved at kæmpe mod denne afskyelige løgn gør revisionisterne menneskeheden en tjeneste.

 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer

Aktivisme!