No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

Jødisk racisme

af David Duke

S. 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78

Kapitel 2

Den jødiske racismes rødder

 

Magtfuldt og gådefuldt, intelligent og kreativt, på den ene side idealistisk, og på den anden side materialistisk. Sådan har det jødiske folk altid fascineret mig. Kun få teenagere, som voksede op i midten af 60'erne, sådan som jeg gjorde det, kunne undgå at danne sig et positivt billede af Israel og det jødiske folk. På grund af mine år i søndagsskolen var min opfattelse af jøderne endda mere idealiseret end de flestes. Jeg var elleve år gammel, da jeg så den klassiske film, Exodus.[86] Den gjorde et varigt indtryk på mig, så stærkt, at dens smukke kendingsmelodi i nogle måneder blev min favoritmelodi, som jeg ofte nynnede eller sang med på.

Jeg husker en pinlig episode, hvor min søster og hendes teenage-venner overraskede mig, mens jeg højlydt var i færd med at synge "Dette land er mit, Gud gav mig dette land". Det heltemodige Israel inspirerede mig. Det var, som havde Bibelens israelitter transporteret sig selv frem til moderne tid for at gennemleve deres eventyr fra Det gamle Testamente igen. Fjernsynets billeder af Israel gjorde det meget let for mig at acceptere, at det var ikke-jøders intolerance, der lå bag alle jødernes historiske konflikter.

Efter at jeg havde opdaget den omfattende jødiske ledelse af den tidlige kommunisme, hvilket jeg håbede blot var en ukarakteristisk plet på den jødiske historie, begyndte jeg at stille spørgsmål, som man ikke vovede at komme frem med i anstændigt selskab, om dette interessante folk og dets religion. Jeg havde læst om de mange jødeforfølgelser gennem historien, herunder deres store lidelser, som nu kaldes Holocaust (i midten af 60'erne havde man endnu ikke lagt beslag på dette udtryk som en eksklusiv betegnelse for jødernes lidelser under Anden Verdenskrig - holocaust betød helt enkelt, som det hele tiden har gjort, ødelæggelse i stor skala, især ved hjælp af ild).

Mark Twain skrev: "Alle nationer hader hinanden, men alle hader jøden." På én eller anden måde fandt jeg næsvisheden til at spørge: hvorfor. Historisk betragtet havde så godt som hver eneste større nation i Europa uddrevet dem i fortiden, flere af nationerne endda gentagne gange, efter nye bølger af jødisk indvandring. Hvad var det ved det jødiske folk, spurgte jeg undrende mig selv, der inspirerede til så meget had?

Normalt, når vi studerer historiske konflikter mellem nationer eller folk, gør vi det uden større følelser. For eksempel opregner vi, dersom vi studerer en hvilken som helst krig, som udkæmpedes for længe siden, så objektivt som muligt, klagerne og begrundelserne fra begge sider. Studerer vi Den amerikanske Borgerkrig, lærer ethvert amerikansk skolebarn Sydens argumenter for løsrivelse og Nordens argumenter for at påtvinge union. Når vi studerer historiske konflikter mellem det jødiske folk og andre, er derimod kun den jødiske synsvinkel acceptabel.

60

I både nyheds- og underholdningsmedierne er den eneste tilladte forståelse den, at jøderne altid er uskyldige ofre, der er forfulgte af intolerante kristne og andre "antisemitter". Måske har de altid været uskyldige, og måske har alle andre folkeslag i verden altid været uretfærdige, tænkte jeg. Men de var jo, trods alt, ikke så uskyldige i Den russiske Revolution. Jeg indså, at jeg ikke kunne bedømme sagen retfærdigt, før jeg havde læst om den fra begge sider.

 

Er jøderne en race?.. Hør, hvad de selv siger!

En af de første ting, jeg opdagede var, at mens ikke-jøder, der kalder jøderne for en "race", bliver fordømt, har jødiske ledere i århundreder, helt rutinemæssigt, kaldt deres folk en race. Den mest fremtrædende leder for de amerikanske jøder i 1930'erne, rabbiner Stephen F. Wise, sagde det ganske klart i sin dramatiske udtalelse: "Hitler havde ret i én ting. Han kalder det jødiske folk en race, og vi er en race."[87] Helt frem til dagen i dag findes der mange udtalelser, som illustrerer, hvordan jødiske ledere, som den almindeligste sag i verden, ser sig selv, ikke som blot tilhængere af en religion, men som en identificerbar race, der genetisk er forskellig fra andre folkeslag.

Nahum Goldman, som var en af de ledende jøder i Det 20. Århundrede, og tidligere præsident for World Zionist Organisation, sagde det uden omsvøb:

… Jøderne er opdelt i to kategorier, de, der indrømmer at de tilhører en race, som er udmærket ved en flere tusind år gammel historie, og de, der ikke gør det. Den sidste kategori udsætter sig for beskyldningen om uhæderlighed.[88]

Da den tidligere israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, talte til en forsamling i det nordlige Californien, sagde han: "Hvis Israel ikke var blevet til efter Anden Verdenskrig, er jeg sikker på, at den jødiske race ikke havde overlevet… Jeg står her foran jer og siger, at I må styrke jeres engagement for Israel."[89]

En ledende artikel med titlen "Anden race" i New York-ugebladet, Forward (en meget prestigefyldt, jødisk publikation) opfordrer jøder til at skrive sig på den amerikanske folketællings formular som en race. Bladet fortsætter med at foreslå:…"på spørgsmål nummer otte (i undersøgelsen, som spørger om ens racetilhørsforhold) kan I overveje at gøre, som mere end én fra vores redaktion gjorde: krydse af i boksen "anden race" og skrive ordet "jøde".[90]

Charles Bronfman, en hovedsponsor for organisationen "Birthright Israel", som har et årligt budget på 210 millioner dollar, og som er en organisation, hvis specifikke mål er at forhindre blandede ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder, understregede behovet for at bevare den jødiske, genetiske karakter, som udtrykkes i det jødiske DNA-mønster. Bronfman er bror til Edgar Bronfman, senior, der er formand for World Jewish Congress. Han sagde: "man taber en masse - taber den følelse, du har, når du ved (at) der ud over verden findes mennesker, som på den ene eller anden måde har den samme slags DNA som du selv".[91]

Forestil dig et øjeblik, at præsident George Bush ville tale til en gruppe hvide college-studenter og sige, hvor godt det er for dem

61

at vide, at andre i verden deler deres hvide DNA, og at de ikke bør miste det ved blandede ægteskaber med andre racer. Bush ville kunne leve, til han blev hundrede år gammel uden at kunne gøre sådan en bemærkning god igen!

Under sin præsidentvalgskampagne i 2000 talte Bush til dusinvis af jødiske organisationer og synagoger, som modsætter sig blandede ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. Medierne havde kun lovord til overs for disse optrædender. Derimod blev Bush udsat for en fuldstændig enslydende kritik fra de jødiske medier, blot fordi han tillod sig at tale på et konservativt, kristent universitet (Bob Jones University) som i al stilfærdighed modsætter sig blandede ægteskaber mellem racer. Efter at medierne havde sluppet en storm af kritik løs, blev Bush nødt til hurtigt at undskylde og til derefter, heftigt, at fordømme Bob Jones University for dets indstilling. Inden ret mange dage var gået efter dette, talte Bush givetvis igen til adskillige jødiske grupper, som heftigt modsætter sig blandede ægteskaber, men ingen i medierne vovede at indvende noget mod disse optrædender, eller blot påpege den skrigende dobbeltmoral.

En artikel i Haaretz , den 18. februar 2005, med overskriften "Ikke jødisk nok til at blive gift med en Cohen"[92] afslører, at loven i Israel forbyder Cohens ("Cohanim" eller "Kohanim", den jødiske, nedarvede, præsteélite) at gifte sig med hengivne jøder, der har så meget som en enkelt dråbe ikke-jødisk blod i deres årer fra afstamningen. Det er en lov, der er langt strengere, med hensyn til racerenhed, end ægteskablovene under Hitler, i det nationalsocialistiske Tyskland, og de er rent faktisk også langt strengere end ægteskablovene, som gjaldt for den racerene SS-éliteklasse, der måtte bevise racerenhed seks generationer tilbage. Israel forbyder Cohen-slægten overhovedet at gifte sig med nogen, som har det mindste spor af ikke-jødisk blod i sig, tusinder af generationer tilbage.

 

Jødedommen tolker Toraen som racisme

I min søgen efter svar på jødernes syn på race, vendte jeg atter tilbage til det sted, hvor jeg først havde fået min respekt for jøderne: Bibelen. Jeg gik tilbage og genlæste Det gamle Testamente, og koncentrerede mig særligt om forholdet mellem jøder og ikke-jøder. I modsætning til Det ny Testamentes universalisme er Det gamle Testamente ekstremt etnocentrisk. Israelitterne betegnes atter og atter som et "særligt folk" eller et "udvalgt folk", og værket optegner detaljeret Israels børns genealogiske herkomst. Mange tankevækkende tekster forbyder giftermål mellem jøder og andre stammer. I Fjerde Mosebog reagerer Moses på israelitter, som har haft seksuelle forbindelser med moabittiske kvinder, ved at beordre henrettelse af moabitterne. I Esras Bog beordrer Gud de, som har giftet sig med ikke-israelitter, til at bortstøde deres hustruer og endda også børnene af sådanne forhold.[93]

Nogle af de blodigste tekster, jeg nogensinde har læst, er beskrivelser af, hvordan det jødiske folk udrydder deres ærkefjender. Massakrerne på kanaanitterne, jakobitterne, filistinerne, egypterne og dusinvis af andre folkeslag, er grusomt beskrevet i Bibelen. I vore dages terminologi betegner vi nedslagtning af hele folkeslag som folkemord (eng.: 'genocide'). Det gamle Testamentes jøder

62

skåner hverken mænd, kvinder, børn eller blot husdyr og kæledyr hos deres fjender.[94] Det følgende er kun nogle af de snesevis af lignende passager i Det gamle Testamente:

Og de ødelagde alt, hvad der fandtes i byen, både mand og kvinde, gammel og ung, og okse, og får, og æsel, med sværdets æg… (Joshua 6:21)[95]

Derpå lagde de med sværdet band på alt, hvad der var i byen, mænd og kvinder, unge og gamle, hornkvæg, småkvæg og æsler.

Og Horam, kongen af Gezer, kom for at hjælpe Lakis; og Joshua dræbte ham og hele hans folk, indtil han ikke lod nogen levende tilbage. Og de indtog Eglon, og udryddede det med sværdets æg, samt alle sjæle, der befandt sig derinde. (Joshua 10:32-35)[96]

32. og Herren gav Lakisj i Israels hånd, og den følgende dag indtog han byen, og den og hver levende sjæl i den slog han ned med sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna.

33. Da rykkede kong Horam af Gezer Lakisj til hjælp; men Joshua slog ham og hans folk ned uden at lade nogen undkomme.

34. Så drog Joshua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog lejr uden for og angreb byen;

35. og de indtog den samme dag og slog den ned med sværdet; og på hver levende sjæl i den lagde han den dag band, ganske som han havde gjort ved Lakisj.

Og de indtog Hebron, og udryddede det med sværdets æg, og kongen deraf, og alle byerne dér, og alle sjæle, der befandt sig derinde; han efterlod ingen levende tilbage.(Joshua 10:37)[97]

36. Derpå drog Joshua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de angreb byen

37. og indtog den og slog den ned med sværdet, både kongen der og alle de byer, der hørte under den, og hver levende sjæl i den uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved Eglon, og han lagde band på byen og hver levende sjæl i den.

Thi Herren er fortørnet på alle folk og vred på alle deres hære: Han har fuldstændig ødelagt dem, Han har overladt dem til at blive slagtet. Også deres slagne skal blive kastet bort, og stanken skal stige op af deres lig, og bjergene flyde med deres blod. (Jesaja 34:2-3)[98]

2. Thi Herren er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem ned med band og giver dem hen til at slagtes;

3. henslængt ligger de dræbte, stank stiger op fra ligene, bjergene flyder af blodet;

Men i de byer, som tilhører disse folk, og som Herren, din Gud, vil give dig til arvedel, skal du ikke lade noget, som andre har, forblive i live. (Femte Mosebog 20:16)[99]

6. men i disse folks byer, som Herren din Gud giver dig i eje, må du ikke lade en enste sjæl i live.

Som kristen kunne jeg ikke forklare, hvad der så ud til at være fejringer af folkemord. Jeg medgav, at Gud er uudgrundelig, men jeg kunne ikke lade være med at føle sympati for dem, som blev massakreret, heriblandt tusinder af uskyldige mænd, kvinder og børn. Det er let at forestille sig, hvordan de få, der overlevede disse massakrer, måtte have følt med hensyn til "jøderne." Naturligvis var jøderne ikke alene om etnisk udrensning; også mange andre tidlige folkeslag havde udsat deres fjender for folkemord.

I og med Jesus Kristus' ankomst og hans budskab om kærlighed og velvilje, som det gengives i Det ny Testamente, bliver Det gamle Testamentes hyldest til folkemord knapt nok husket i dagens kirker. Når en kristen af i dag støder på en tekst i Det gamle Testamente, som godtager folkemord, affærdiger han den sædvanligvis som en trist hændelse i en længst forsvunden bibelsk æra, og én, som nu er forandret gennem en Ny Pagt af kærlighed, som Kristus bringer til dem, der modtager hans budskab.

Israelitternes forestillinger om racemæssig integritet og overherredømme er tydelige nok:

Du skal ikke indgå ægteskaber med dem, dine døtre skal du ikke give til deres sønner, og deres døtre skal du ikke tage til hustruer for dine sønner.(Femte Mosebog 7:2-3)[100]

2. Og når Herren din Gud giver dem i din magt, og du overvinder dem, så skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel.

3. Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres sønner din datter eller tage en af deres døtre til din søn;

Thi du er et folk som er helliget Herren, din Gud. Dig har Herren, din Gud, udvalgt til at være hans ejendomsfolk frem for alle folk på jorden. (Femte Mosebog 7:6)[101]

Så giv derfor ikke jeres døtre til deres sønner, og tag ikke deres døtre til hustruer for jeres sønner. Ja, I skal aldrig spørge efter deres fred og velfærd – dette for, at I må blive stærke, så I kan spise af landets gode og efterlade det som besiddelse for jeres børn til evig tid. (Ezra, 9:12)[102]

12. derfor må I ikke give deres sønner Eders døtre eller tage deres døtre til hustruer for Edres sønner og ingen sinde søge deres velfærd og lykke, at I kan blive stærke og nyde landets goder og sikre Eders sønner besiddelsen deraf for evigt!

63

Repræsentanter for forskellige racegrupperinger eller folkeslag kan argumentere for deres særlige historie, deres særlige evner eller spiritualitet. Men at påstå, at Gud foretrækker ét folk frem for alle andre – og dét i en sådan grad, at man opfordrer til, og tolererer, folkemord for at gøre plads for de "udvalgte"? Det må afgjort være højdepunktet af racisme.

Moderne kristendom håndterer de etnocentriske og folkemorderiske dele af Det gamle Testamente ved at fokusere på Det ny Testamentes kærlighedsfulde indhold. Et enkelt eksempel er den måde, hvorpå Jesus vendte en gammeltestamentlig lov, såsom "Øje for øje og tand for tand," til "Vend den anden kind til". Den jødiske religion havde imidlertid ingen tilsvarende skikkelse i dens historie, som kunne moderere Det gamle Testamentes ekstreme etnocentrisme. Maimonides, som af de fleste jøder anses for at være den europæiske jødedoms største personlighed, var måske den jødiske læremester, der stod for den største mildhed over for ikke-jøder. Men selv Maimonides forbød imidlertid jødiske læger at redde en kristens liv, medmindre denne undladelse risikerede at "skabe fjendtlighed mod jøderne".[103]

Kristendommens tidlige udbredelse gennem apostlen Paulus opmuntrede kristne til at blive mere tolerante over for forskellige etniske grupper. Paulus var selv en jødisk farisæer, som var omvendt til kristendommen, og som gennem en stor del af sit liv prædikede for ikke-jøder af forskellig nationalitet. Den kristne tro var intolerant over for andre troslærer og andre guder, men ikke over for andre stammer. Antikkens evangelister kom selv fra diverse forskellige folkeslag og prædikede over hele den kendte verden. Givetvis kunne kristne huse xenofobiske tendenser, hvilket de også ofte gjorde, men deres nationalistiske eller etnocentriske attituder havde deres oprindelse i deres egne kulturer, ikke i Det ny Testamentes læresætninger. Galaterbrevet gør det meget klart, at det udvalgte folk ikke længere er "hverken jøde eller græker", men nu skal være de, som accepterer Jesus Kristus som deres frelser.[104] Frelsen blev fra dette punkt i tiden baseret på tro og ikke på blod.

Den jødiske religion fik en helt anden udvikling end den tidlige kristendom. Det jødiske folk og dets religion var flettet sammen. Troen på Gud var nødvendig for at bevare stammen i lige så høj grad som bevarelsen af stammen var nødvendig for at beskytte og sikre religionen. Ifølge den zionistiske stat, Israel, er race imidlertid langt vigtigere end religiøs tro. En immigrant behøver ikke at udøve eller tro på jødedommen for at indvandre til Israel; han kan rent faktisk være åbenlys ateist og kommunist. Han skal bare kunne bevise sin jødiske afstamning. Beskyttelse af det jødiske folks etniske identitet blev den vigtigste årsag til jødedommens eksistens.

I Mellemøsten (og senere i hele verden) blandede jøderne sig med mange folkeslag, men alligevel bevarede de deres kulturarv og deres vigtigste traditioner. De er den eneste etniske minoritet i Vestens nationer, som endnu ikke er blevet assimileret efter tusinder af år. I Babylon

64

levede de i slaveri, og derefter under fremmed herredømme, i hundreder af år, og udviklede en opskrift, der gjorde det muligt for dem, ikke alene at overleve, men endda at have fremgang, som minoritet i et fremmed samfund. Da de kom ud af "det babyloniske fangenskab" var de stærkere, bedre organiserede og mere etnocentriske end nogensinde tidligere.

 

Talmud: En jødisk herrefolkslære

Da Jesus Kristus og den kærlighed og tolerance, han prædikede, blev afvist, fortsatte jødedommen ad sin chauvinistiske vej. Denne kulminerede i Talmud, en leksikal fremstilling af jødisk lov og sædvane, der er samlet af hundreder af rabbinere, i århundredernes løb. American Heritage Dictionary beskriver den som "udgørende grundlaget for religiøs autoritet i jødedommen." Samlingen af Talmud påbegyndtes i den babylonske tid, men den mundtlige tradition er mange århundreder ældre. I 500-tallet e.Kr. blev den nedskrevet og blev til det jødiske folks vigtigste bog, og deres religions vigtigste rettesnor. I dén kodificerede jøderne endelig deres mest chauvinistiske tilbøjeligheder.

Herman Wouk, den kendte jødiske forfatter,[105] beskriver Talmuds indflydelse således:

Talmud er frem til denne dag den jødiske religions hjerteblod. Uanset hvilke love, traditioner eller ceremonier vi iagttager – og uanset om vi er ortodokse, konservative, reformerte, eller blot spasmodiske sentimentalister – så følger vi Talmud. Det er vor fælles lov.[106]

Som 16-årig, havde jeg, under et af mine besøg på Citizens Councils kontor, fundet en bog med titlen The Jewish Religion: Its Influence Today, af Elisabeth Dilling.[107] Den interesserede mig, fordi bogens store format indeholdt komplette, fotokopierede, sider af dele af Talmud, som den officielt var blevet samlet af jødiske lærde. Jeg mindes, at jeg sprang over Dillings kommentarer og gik direkte til oversættelserne. Et af de første stykker, jeg læste, overraskede mig virkelig. Der stod:

En hedning (ikke-jøde) som snuser i Toraen (og andre jødiske, hellige skrifter) dømmes til døden, thi det står skrevet, at det er vort arvegods, ikke deres. (Sanhedrin 59a)[108]

Hvis en 16-årig læser noget, der er så forbudt, er det givet, at han læser videre. Dette stykke var så fremmed fra alt andet, jeg tidligere havde troet at forstå om religion. Hvorfor skulle de ikke ønske, at alle mennesker læste deres hellige skrifter, på samme måde, som de kristne ville "sprede budskabet"? Hvad var der dog i disse skrifter, der skulle forpligte jøder til at dræbe en ikke-jøde, som læste dem? Hvorfor skulle almindeligt kendskab til jødiske skrifter udgøre en fare for jøder? Jeg gik på biblioteket og fandt nogle gamle oversættelser af dele af Talmud. Det varede ikke længe, før jeg stødte på flere, endnu mærkeligere passager, som for eksempel:

Balaam (Jesus) vækkes fra de døde og straffes i kogende sæd. De som håner de jødiske vise og synder imod Israel koges i hed afføring. (57a Gittin)[109]

65

Da jeg spurgte en jødisk vens rabbiner om dette stykke, sagde han, at Balaam ikke var Jesus. Han lød meget overbevisende, men samme aften slog jeg Balaam op i Jewish Encyclopedia og blev chokeret over at læse, at Balaam faktisk var et pseudonym for Jesus. Eftersom kristne lærde, af og til, faldt over kopier af Talmud, håbede talmudiske lærde at forvirre dem ved at bruge navnet "Balaam" som benævnelse for Jesus.

The Jewish Encyclopedia: siger om ordet "Balaam": "Pseudonymet 'Balaam', der er brugt for Jesus i Sanhedrin 106b og Gittin 57a")

I Jewish Encyclopedia står der, under opslagsordet "Balaam": "…pseudonymet "Balaam" erstattede "Jesus" i Sanhedrin 106b og Gittin 57a.[110] Talmud anvender, gentagne gange, obskure kodeord for ikke-jøder, såsom egypter, hedning, samaritaner og afgudsdyrker. I den almindeligste engelsksprogede talmudoversættelse, Soncino-udgaven, illustreres denne praksis af den femte fodnote i Sanhedrin. Det hedder i den: "kuti" (samaritaner) har her erstattet originalens ord, goj… "[111] Der henvises nogle gange til kristne med kodeordene "Min" eller "Minim".[112] Fodnoterne i Soncino-udgaven af Talmud beskriver, lige som det er tilfældet i afsnit af The Jewish Encyclopedia, dette bedrageri, uden omsvøb.

Encyclopedia Judaica forklarer også at,

I rabbinerlitteratur er forskellene på ikke-jøde (goj, akkum) og kristen (Nazeri) ofte blevet tilsløret af de ændringer i teksten, som censorernes virksomhed krævede. Således står 'egypter', 'amalekit', 'zadokit ('sadducé') og 'kuti' ('samaritaner') ofte i stedet for det oprindelige Nazeri, men også ordene goj, akkum etc. Da Resh Lakish fastslog, at en ikke-jøde (akkum etc. i eksisterende tekster), som overholdt sabbaten (lørdagsritualerne), skal straffes med døden (Sanhedrin, 58b), mente han antageligt kristne… Adskillige antikristne, polemiske passager bliver kun forståelige, hvis man genindsætter Nazeri i stedet for de falske benævnelser kuti eller zadokit.[113]

I andre tekster fra Talmud fandt jeg en tænkelig årsag til, at nogle af Talmuds forfattere havde forbudt ikke-jøder at læse den. Talmuds ord er nemlig giftige:

•  Kun jøder er menneskelige. (Ikke-jøder) er dyr. (Baba Mezia 114a-114b.)[114]

•  For mord, det være sig på en kuti (ikke-jøde), begået af en kuti, eller på en israelit, begået af en kuti, skal der straffes; Men en en israelit, der myrder en kuti, straffes ikke med dødsstraf. (Sanhedrin 57a)[115]

•  Selv de bedste af (ikke-jøderne) bør dræbes. (Babyloniske Talmud, Abodah Zarah 26b)[116]

66

•  Hvis en jøde fristes til at gøre ondt, bør han gå til en by, hvor han ikke er kendt, og gøre det onde dér. (Moed Kattan 17a)[117]

•  (Ikke-jøders) kød er som æslers kød og (deres) afkom er som hestes afkom.[118]

•  Hvis en hedning (ikke-jøde) slår en jøde, skal ikke-jøden slås ihjel. At slå en jøde er at slå Gud. (Sanhedrin 58b)[119]

•  Hvis en israelits okse stanger en kanaanæers okse, gælder der intet skadesansvar; men hvis en kanaanæers (ikke-jødes) okse stanger en israelits okse… skal der betales fuldt ud. (Baba Kamma 37b.)[120]

•  Hvis en jøde finder en genstand, der er tabt af en hedning (ikke-jøde) behøver den ikke at blive givet tilbage. (Baba Mezia 24a; bekræftes også i Baba Kamma 113b)[121]

•  Gud skåner ikke en jøde, som bortgifter sin datter til en gammel mand eller tager en hustru til sin mindreårige søn eller giver en mistet ejendel tilbage til en kuti (ikke-jøde)…(Sanhedrin 76a)[122]

•  Hvad en jøde får gennem tyveri fra en kuti (ikke-jøde) må han beholde. (Sanhedrin 57a)[123]

•  (Ikke-jøder) står uden for lovens beskyttelse og Gud har 'blotlagt deres penge for Israel.' (Baba Kamma 37b)[124]

•  Jøder må anvende løgne ('udflugter', 'kneb', 'påskud') for at overliste en (ikke-jøde). (Baba Kamma 113a)[125]

•  Alle (ikke-jødiske) børn er dyr. (Yebamoth 98a)[126]

•  (Ikke-jøder) foretrækker sex med køer. (Abodah Zarah 22a-22b.)[127]

•  (Ikke-jødernes) kogekar - giver de ikke en forværret smag til den mad, som koges i dem? (Abodah Zarah 67b.)[128]

Jeg blev overrasket over at læse så utilsløret had i den jødiske religions vigtigste værker. Det var klart, at disse citater alle var autentiske, eftersom de eksemplarer, jeg læste, var udgivet af jødiske organisationer. Jeg kunne ikke finde nogen rationel forklaring på, at disse tekster fandtes i de jødiske, hellige bøger. Og faktisk stod det mig nu klart, at langt de fleste amerikanere ikke engang vidste, at sådanne tekster i det hele taget fandtes. Siden udgivelsen af min autobiografi, My Awakening, har ADL (Anti-Defamation League) og andre organisationer kritiseret min karakterisation af Talmud som anti-kristen, og ligeledes min oplysning om, at Balaam var det jødiske tilnavn for Jesus Kristus.

De tilbageviser det ved hjælp af typiske talmudiske undvigelser. De citerer obskure passager og får lærde folk til at lave fortolkninger, som støtter deres argument. Men de vover ikke at citere deres egne, vigtigste historiske værker, som fortolker Talmud på nøjagtig samme måde, som jeg gør det. Jewish Encyclopedia, som er skrevet af dusinvis af de største rabbinske organisationer fra hele verden siger, at Talmud gør det klart, at "Balaam er Jesus" og selv en fodnote i Soncino-udgaven af Talmud siger, at "Balaam anvendes som et alias for Jesus" (Sanhedrin 106 a-b). I 2005 stødte jeg på en modig jødisk hjemmeside fra Israel, www.Daatemet.org.il, der optrykker autoritative rabbinske skrifter, som påviser Talmuds ondskabsfulde indstilling til ikke-jøder,

67

herunder den ganske klare religiøse godkendelse af mord på afgudsdyrkere (kristne).

De anti-kristne talmudiske citater var først svære for mig at tro på, som det vil være det for mange læsere. Hvis nogen betvivler deres ægthed, vil der være en let måde at få bekræftet Talmuds ekstreme had mod ikke-jøder på, ved at læse i Jewish Encyclopedia. Under opslagsordet "ikke-jøder" (eng. Gentiles, overs. anm.) klarlægger dette specielt jødiske leksikon uden utvetydigheder Talmuds had mod ikke-jøder. I underrubrikken "Diskrimination mod ikke-jøder," på siderne 617-621, redegør den for Talmuds indstilling. Her følger nogle uddrag:



…de mente, at kun israelitter er mennesker… ikke-jøder klassificerede de ikke som mennesker, men som barbarer. (B.M- 108b)… En anden grund til diskriminering var ikke-jødernes tarvelige og ondskabsfulde karakter… "hvis kød er som æslers kød og hvis afkom er som hestes afkom…" Ikke-jøderne var så stærkt mistænkte for unaturlige forbrydelser, at det var nødvendigt at forbyde opstaldning af en ko i deres stalde (Ab. Zarah ii. 1)…"Toraen udelukkede afkom af en ikke-jøde såvel som afkom af et dyr…" Den almægtige tilbød også Toraen til de ikke-jødiske nationer, men eftersom de afslog den, tilbagekaldte han sin strålende lovmæssige beskyttelse fra dem og overførte deres ejendomsret til Israel… Den grundlæggende forestilling er, at ikke-jøden opnåede besiddelse gennem selvtægt, …Ejendommen anses for at være offentlig ejendom, lige som ørkenens ubeboede land.
[129]

1907-udgaven af Fun & Wagnalls Jewish Encyclopedia nævner et citat af rabbiner Simon Ben Yohai (en gigant inden for den talmudiske litteratur), som "ofte citeres af antisemitter". Citatet lyder således: "Tob shebe-goyim harog" – "De bedste af gojerne skal dræbes". Der står, at rabbinerens udtalelse er resultatet af forfølgelser, og det uddybes, at denne anti-kristne udtalelse var en reaktion fra en rabbiner, "hvis livserfaringer måske kan give forklaring på hans bitterhed". Ikke desto mindre fortsætter teksten afslørende sådan: "I den sammenhæng, hvori den står, er denne iagttagelses betydning nogenlunde den samme som de to andre: 'Den frommeste kvinde er forfalden til trolddom'; 'Den bedste blandt slanger burde have sit hoved knust'.[130]

De talmudcitater, jeg her gengiver, er på ingen måde taget ud af deres sammenhæng. Det er sandt, at Talmud er sammensat af mange forskellige forfattere og indeholder mange "kommentarer". Den indeholder faktisk også tvistigheder om visse emner. Det er imidlertid ikke muligt at tage fejl af

68

den tydeligt fjendtlige tone over for ikke-jøder, som er gennemgående i værket. Formaningen om, at "de bedste af ikke-jøderne bør dræbes", for eksempel, genfindes i mindst tre forskellige afsnit.

Forestil dig reaktionen, dersom en prominent kristen udtrykkeligt sagde, at de bedste af jøderne bør dræbes". Ville sådan en udtalelse ikke blive kraftigt fordømt? Forestil dig, hvilke ukvemsord pressen ville dynge ud over de krænkende ord og forfatteren af dem. Men perverst nok forholder det sig sådan, at dersom nogen afslører den intolerance, som findes i Talmud, så er han formentlig den eneste, som vil blive overdænget med anklager om religiøse fordomme og intolerance.

Da jeg for første gang bestemte mig til at læse Talmud, opdagede jeg noget mærkeligt. Jeg havde svært ved at få fat i et eksemplar. Den sælges ikke i boghandler, og de fleste biblioteker har ingen eksemplarer af bogen. Det skal indrømmes, at Talmud er flere gange større end Bibelen, men i masseoplag skulle det kunne lade sig gøre at få Talmud trykt til en lav pris, præcis som man gør med Bibelen, på tyndt papir og i billig indbinding. Som det helligste skrift for en af verdens store religioner, må interessen for den være stor. Hvorfor er det da sådan, at man sædvanligvis er nødt til at gå til en synagoge eller betale hundreder af dollar for en Soncino-udgave af bogen? Man må stille spørgsmålet, hvorfor den ikke er let tilgængelig for offentligheden. Svaret ligger formodentlig i den kendsgerning, at de jødiske organisationer, som kontrollerer udgivelsesrettighederne for disse skrifter, ikke ønsker, at de skal spredes til en bredere læserkreds, og når man læser de talmudiske bøger, kan man godt forstå dette.

Som idealistisk teenager var jeg fuldkommen uforberedt på denne mørke side af en tro, som jeg altid havde respekteret. Mit indtryk havde været, at den jødiske tro ikke indeholdt nogen fjendtlighed mod Jesus. Jeg havde altid fået at vide, at jøderne havde stor respekt for ham som profet, eller i det mindste som en stor læremester, men at de bare ikke accepterede ham som Messias. Det foruroligede mig at være stødt på voldsomt obskøne beskrivelser af Frelseren og af kristne i Talmud. Blandt andet beskrives Jesus som en charlatan, en forfører og en ugerningsmand.. Den anklager Jesus for at have seksuel omgang med sit æsel[131] og beskriver jomfru Maria som en luder.[132]

Da jeg begyndte at læse mere omfattende dele af Talmud ville jeg, selv da jeg sad med de jødisk udgivne oversættelser foran mig, ikke tro at de var ægte. Jeg kontaktede en anden jødisk bekendt, Mark Cohen, og gav ham en side med disse citater. Han syntes at blive lige så oprørt over dem som jeg. Af hans ansigtsudtryk forstod jeg straks, at han var helt ukendt med (og ikke brød sig om) disse talmudiske tekster. Han tilbød at spørge sin rabbiner om deres ægthed. Rabbineren bekræftede, at citaterne var ægte men hævdede, at de fleste jøder af i dag ikke havde sådanne synspunkter.

Jeg troede velvilligt på dette, og jeg tror stadigvæk, at det er sandt, når det gælder den gennemsnitlige jøde. Samtidig hjalp den kendsgerning, at jeg nu vidste, at sådanne tekster fandtes til, at jeg forstod, hvorfor der havde eksisteret så megen antijødisk stemning gennem århundrederne. Det gav også en indsigt i den

69

fjendtlighed mod ikke-jøder, som beherskede jødedommen. Det bør bemærkes, at alle rabbinere studerer Talmud. Hvordan ville jøder reagere, dersom kristne præster studerede Mein Kampf som et af deres hellige skrifter, men undskyldte sig med, at bogen ikke havde nogen indflydelse på deres nuværende holdninger? Det må lyde chokerende for den, som ikke kender bøgerne ordentligt, men hvem som helst, som læser både Mein Kampf og Talmud med et åbent sind, ville finde, at Talmud er den mest ondsindede af de to, for trods Hitlers giftige sprog mod jøderne, når kun få af hans udtalelser op på det had, som genspejles i talmudiske citater, såsom "de bedste ikke-jøder bør dræbes". I Mein Kampf stiller Hitler det spørgsmål, hvorvidt jøder er "tyskere" eller ej, hvorimod Talmud fastslår, at ikke-jøder ikke engang er mennesker, men dyr.

Jeg slog antisemitisme op i de store opslagsværker. Alle forsøgte at forklare den historiske antisemitisme alene som kristen intolerance over for jøderne. Af og til foreslog de endog, at kristne forfulgte jøderne, simpelthen fordi evangelierne beskylder jøderne for korsfæstelsen af Kristus. De ikke så meget som antydede, at én af antisemitismens årsager kunne have været jødernes egne hadske og etnocentriske holdninger over for ikke-jøder, som de kommer til udtryk i deres egne religiøse love.

Allerede mens Jesus levede, modarbejdede den organiserede jødedoms kræfter denne godhjertede læremester, som talte om kærlighedens og tilgivelsens magt, i stedet for de militante anti-romerske tiltag, som farisæerne håbede på. Det ny Testamente har nøje beskrevet den intensive jødiske terror, som blev anvendt for at undertrykke den tidlige kristendom. I et af værkets mest hårrejsende vers står der skrevet:

Dog talte ingen frit ud om ham (Kristus) af frygt for jøderne. (Johannes, 8:13)[133]

Fra kristendommens tidlige århundreder blev nogle ikke-jødiske lærde kyndige i hebræisk. De udviklede bitterhed mod jøder på grund af de talmudiske skrifters indhold. Igennem de følgende århundreder udfærdigede dusinvis af paver forordninger og buller, som fordømte jødedommen. De udtrykte vrede, ikke fordi jøderne havde korsfæstet Jesus, men på grund af Talmuds ondskabsfulde, anti-kristne og "anti-alle-andre" passager. Det følgende er et lille udvalg af nogle pavers syn på jøderne:

Gregorius IX. Fordømte Talmud som sagdes at indeholde "enhver form for nedrighed og blasfemi over for den kristne lære"

Benedictus XIII. Hans bulle om jøderne (1450) forkyndte: "Talmuds gudsbespottelser, højmodigheder og fejl forhindrer jøderne i at lære sandheden at kende."

Innocentius IV. Brændte Talmud 1233 som en ondskabens bog.

Johannes XXII. Forbød Talmud 1322.

Julius III. Den pavelige bulle Hebreos retinentes Libros (1554) beordrede, at Talmud skulle brændes "over alt".

Paulus IV. Bullen Cum Nimis Absurdum (1555) fordømte kraftigt jøders åger og anti-kristne aktiviteter.

70

Pius IV. Fordømte jødiske, folkemorderiske, skrifter.

Pius V. Forviste alle jøder fra pavelige stater. (1569)

Gregorius XIII. Sagde i en pavelig bulle fra 1581: "Drevet af et intensivt had mod Kristi krop, fortsætter de med at planlægge modbydelige forbrydelser mod den kristne religion, med en frækhed, der vokser dag for dag."

Clementius VIII. Fordømte jødiske, folkemorderiske, skrifter.

Ikke kun grundlæggerne af den katolske kirke havde dette negative syn på jøderne; også den store reformator og grundlægger af protestantismen, Martin Luther, delte den stærke uvilje mod dem.

Som teenager nærede jeg stor beundring for Martin Luther, og jeg var ivrig efter at finde ud af, hvad den protestantiske grundlægger havde at sige om jøderne. Et postordrekatalog med bøger om det jødiske spørgsmål fra Citizens Councils kontor indeholdt en oversættelse af en bog af Martin Luther med den barske titel, Jøderne og deres løgne.[134] Den store Martin Luther var en bibellærd, der læste hebræisk. Han havde nøje undersøgt Talmuds bøger på deres originalsprog, og han reagerede mod dem med væmmelse. Da jeg herefter fortsatte med at læse samlinger af Luthers prædikener og skrifter, blev jeg overrasket over hans lidenskabelige anti-jødiske tone.

De er blevet oplært i så meget had mod ikke-jøderne, af deres forældre og rabbinere, siden deres tidligste barndom, og fortsætter med at nære deres had i alle deres leveår, og dette had har gennemsyret deres kød og blod, er trængt helt ind i marven på deres knogler, og er blevet uadskilleligt fra deres hele væsen. (Weimar 53, s. 482-483)

Deres Talmud og deres rabbinere lærer dem, at et mord ikke skal betragtes som en synd, når som helst en jøde dræber en ikke-jøde, men kun hvis en jøde myrder en broder i Israel. Ej heller er det en synd at bryde en ed, som er blevet aflagt til en ikke-jøde… Jøderne i vore dage holder stadig fast i disse doktriner og følger deres fædres eksempel, idet de griber enhver anledning til at praktisere deres bevidst falske fortolkning af Herrens Ord, deres grådighed, deres åger, deres tyverier, deres myrderier, og deres videre undervisning af deres børn til at gøre ligeså. (W. 53, 489-490-491)

Måske vil behjertede og milde kristne tro, at jeg er alt for streng mod de stakkels, forfulgte jøder, og de vil mene, at jeg håner dem og behandler dem med en sådan sarkasme. Men tro mig på mit ord, jeg er alt for svag til at være i stand til at håne en sådan satanisk flok. (W. 32, s. 286)

I skal vide, at jøderne vanhelliger og gør vold mod vor Frelser, dag efter dag... de er vore offentlige fjender, og vanhelliger uafladeligt Vor Herre, Jesus Kristus, de kalder vor Velsignede Jomfru Maria for en skøge og hendes Hellige Søn for en bastard, og os sætterr de etiketterne vendekåber og aborter. Hvis de kunne dræbe os alle, ville de med glæde gøre det, ja, faktisk myrder mange af dem kristne.... (Luthers sidste prædiken, nogle få dage før han døde, i februar, 1546) (Erlanger 62, s. 189)

Der fandtes mange stammer, nationaliteter og rivaliserende religiøse sekter, som indvandrede til det romerske imperiums store byer. Og alligevel har kun den jødiske stamme, ud af alle disse grupper, pådraget sig en sådan uhørt skånselsløs fjendtlighed i århundredernes løb. Kun den jødiske stamme blev aldrig assimileret med den romerske befolkning. Kunne deres egen talmudiske skik og brug, og deres

71

foragt for ikke-jøder have haft noget at gøre med den fjendtlighed, de fremkaldte? Det syntes for mig logisk, at disse ting havde bidraget til de anti-jødiske stemninger i Vesten.

 

Kontrasten mellem kristne og jødiske højtider

Kristendommens og jødedommens respektive højtider giver en illustration af modsætningen mellem de to religioner. Den kristne jul og påske fejrer universelle temaer, der tilbyder håb og frelse til hele menneskeheden. Julen markerer Frelserens fødsel og fejrer vor længsel efter "fred på jorden og i mennesker velbehag". Påsken, som er en mere dyster højtid, repræsenterer løftet om universel frelse gennem Kristi genopstandelse. Medens kristne fejrer universel velvilje på deres helligdage, fejrer jøderne historiske militære sejre over deres afskyede ikke-jødiske fjender.

Nær juletid fejrer jøderne Chanukka, en højtideligholdelse af deres militære sejr (og blodige massakre) i 165 f.Kr., over deres hadede fjende, Kong Antiochos IV af Syrien, der var af græsk afstamning. Til minde om sejren tændes der lys, som skal symbolisere miraklet med de brændende olielamper i det generobrede tempel. Når kristne går ind i fastetiden og forbereder sig på fejringen af Kristi frelserværk, fejrer jøderne deres egen påskehøjtid, en højtid, som atter bygger på en fortidig krig mellem jøder og ikke-jøder. Pesach (på engelsk 'Passover', den jødiske påske, overs. anm.) er en utvetydig henvisning til den nat, da dødens engel "passerede over" jødiske hjem, men nedsteg i deres forhadte egyptiske fjenders hjem og dræbte hver førstefødte af hankøn, lige fra nyfødte til oldinge, i hele Egypten. Det kan chokerende én at indse det, men det er faktisk en glædesfyldt fejring af massemord på børn og på de stærkeste ikke-jøder.

En anden vigtig jødisk højtid er Purim, eller "Lodfesten". Random House Dictionary of the English Language beskriver den på følgende måde:

Purim. En jødisk fest, som først og fremmest kendetegnes ved læsning fra Esthers Bog og spisning af hamantaschen, og som fejres den 14. dag i (måneden) Adar, til minde om jødernes redning fra Hamans udryddelse af dem i Persien.[135]

Festen fejrer den jødiske massakre på tusinder af persere, sammen med deres premierminister, Haman, og hans ti sønner. Den omfatter endda også symbolsk spisning af den påståede antisemits ører (Hamans ører – hamantaschen) i form af trekantede kager. En anden af Purimfestens traditionelle madretter er kreplach, som er dejlommer, også formede som trekanter, men denne gang fyldte med hakkekød, der skal symbolisere Hamans sønderbankede krop. Endnu en af Purims traditioner er, at jøder slår med pilekviste i synagogerne, hvilket skal symbolisere pryglingen af Haman. Den følgende beskrivelse af disse skikke er skrevet af en jødisk kulturorganisation ved navn Jewish Art in Context, men findes i talrige

72

bøger om jødisk kultur og religiøse højtider. Den følgende beskrivelse stammer fra en jødisk kogebog, der hedder "Bon Appetit".

C. Specielle delikatesser

•  "Haman Taschen" (Oznei Haman = Hamans ører)

•  "Kreplach": Hakket kød indlagt i dejlomme, også i trekantet form. I folkemunde tolkes navnet således: "Kreplach spises kun på dage, hvor der forekommer både prygling og spisning: Yom Kippur-aftenen – Kaparot-skikken, Hoshanna Rabba – piskningen med pilekvistene, Purim – (den symbolske) prygling af Haman."[136]

Grunden til, at kreplach spises til Purim er interessant (om end en smule søgt). Kreplach er også traditionelt for Yom Kippur… og for Hoshannah Rabah (den syvende dag af Sukkot, Løvhyttefesten).

På disse dage var det traditionelt, at der skulle foregå en eller anden form for prygling. På Yom Kippur blev mænd, i gamle dage, pisket før Yom Kippur, og vi slår med pilekviste ved Hoshannah Rabah. Ved Purim pisker vi navnet Haman ud. Sådan blev kreplach en tradition ved Purim. (Phillip Goldwasser i "Bon Appetit")[137]

Da jeg blev klar over disse ting indså jeg, at dersom nogen anden gruppe end netop jøderne havde sådanne ceremonier, ville jøderne stemple dem som hadefulde og barbariske. Forestil dig, at hvide kristne årligt havde et ritual, hvor de bagte og spiste småkager, der var formet, så de forestillede Martin Luther Kings ører, og at de gennemførte en hellig ceremoni, hvor de piskede ham symbolsk! Purim er blevet fejret årligt, fra længe før den kristne tid, og har afgjort været betydningsfuld med hensyn til at skabe had og mistro over for ikke-jøder i jødiske børns hjerter og sind. Denne modbydelige ceremoni svarer ganske til, om kristne kirker underviste vore børn i symbolsk at piske de jødiske farisæere, som havde dømt Jesus, og derefter spiste mad, som symboliserede de jødiske præsters pulveriserede kroppe. Selvfølgelig ville sådanne aktiviteter være helt væsensfremmede for kristendommens ånd, men denne slags hævnlystne holdninger udgør selve kernen i jødedommens tradition.

 

Zionisme som racisme

Efter 2000 års konflikter blev den jødiske bøn "Næste år i Jerusalem" omsider udtrykt i en åben politisk bevægelse ved navn "Zionismen". I 1862 skrev Moses Hess, der var læremester for Karl Marx og det åndelige ophav til såvel zionismen som kommunismen, Rom og Jerusalem. Heri gav han udtryk for de velkendte, talmudiske, værdier.

Vi jøder vil altid forblive fremmede blandt gojerne (ikke-jøderne)… Det er en kendsgerning, at den jødiske religion frem for alt er jødisk nationalisme… Hver eneste jøde, uanset om han vil det eller ej, er automatisk, gennem sin blotte fødsel, bundet af solidaritet med hele hans nation…Man må først være jøde og dernæst, i anden række, menneske.[138]

Dersom Adolf Hitler, nogensinde, havde udtalt disse ord: "Man må være en tysker først og dernæst, i anden række, menneske" ville da ikke disse ord blive gentaget, rigtig ofte, som bevis på hans ondskab? Af en eller anden tvingende grund vover ingen at fordømme sådanne ord, når de kommer fra den mand,

73

som lagde grunden til både zionismen og kommunismen.

Jeg begyndte at undersøge zionistisk litteratur, fra Moses Hess frem til vore dage, og jeg stødte igen og igen på de samme herrefolkstanker, som fandtes i Talmud.

En fremtrædende zionistisk historiker, Simon Dubnow, skrev Foundation of National Judaism i 1906. Heri skrev han om følelser, som ganske givet ville blive kaldt antisemitiske, hvis de var kommet fra en ikke-jøde:

Assimilering er simpelt forræderi imod det jødiske folks fane og ideal…Men man kan aldrig 'blive' medlem af en naturlig gruppe, såsom en familie, en stamme eller en nation…En jøde, på den anden side, forbliver, uanset om han skulle være født i Frankrig og stadig bor der, trods alt dette, medlem af den jødiske nation, og hvad enten han bryder sig om det eller ej, om han er bevidst om det eller ej, er han præget af den jødiske nations historiske udvikling.[139]

I 1965 vovede Moshe Menuhin, en israelsk jøde, som var født i en meget anset chassidisk familie, at skrive en afsløringsbog om det jødiske hykleri. Det var et fascinerende værk med titlen The Decadence of Judaism.[140] Han havde eksamen fra en yeshiva* i Jerusalem og var far til den fremtrædende, israelske, musiker, Yehudi Menuhin.

Menuhin refererer til den indflydelsesrige zionistiske forfatter, Jakob Klatzkins, deklaration til hele verden, i bogen Krisis und Entscheidung (da.: Krise og Beslutning) fra 1921. Klatzkin skriver:

Vi er ikke bindestregsjøder, vi er jøder, uden forbehold eller reservationer. Vi er helt enkelt fremmede; vi er et fremmed folk midt iblandt jer og - det vil vi gerne understrege - vi ønsker at forblive sådan. Der findes en bred afgrund imellem os, så bred, at ingen bro kan bygges over den. Jeres ånd er fremmed for os; jeres myter, legender, vaner, skikke, traditioner og nationale arv, jeres religiøse (kristne) og nationale helligdomme, jeres søndage og helligdage… de er alle fremmede for os. Historien om jeres triumfer og jeres nederlag, jeres krigssange og stridshymner, jeres helte og deres vældige bedrifter, jeres nationale ambitioner og stræben, de er alle fremmede for os. Jeres landes grænser kan ikke begrænse vore bevægelser, og jeres grænsestridigheder er ikke noget, vi bekymrer os over. Langt oven over jeres lands frontlinjer og grænser står vor jødiske enighed…Enhver, som kalder det fremmede (ikke-jødiske) land sit fædreland, er en forræder imod det jødiske folk… En loyal jøde kan aldrig være andet end en jødisk patriot… Vi erkender en national enhed blandt jøder i diasporaen, uanset hvilket land, de måtte opholde sig i. Derfor kan ingen grænser hindre os i at drive vor egen, jødiske politik. [141]

Før Anden Verdenskrig opfordrede Nahum Goldmann, som var formand for World Zionist Organisation, tyske jøder til at emigrere til Palæstina, med følgende ligefremme ord:

Jødedommen kan ikke have noget som helst til fælles med germanismen. Hvis vi retter os efter racens, historiens og kulturens målestok, er tyskerne i deres fulde ret til at hindre jøderne i at trænge sig på i deres folks anliggender… Samme krav stiller jeg, for det jødiske folks vedkommende, over for det tyske… Jøderne er inddelte i to kategorier, de som indrømmer, at de tilhører en race, der adskiller sig gennem en historie, som er tusinder af år gammel og de, som ikke gør det. Den sidstnævnte ligger åben for beskyldningen om uærlighed.[142]

* skole for traditionel jødedom, overs. anm.

74

Selv dommer Louis Brandeis, zionisten, som sad i den amerikanske Højesteret, sagde det klart og tydeligt: "Jøder er en klart afgrænset nationalitet, uanset land, stilling eller trosretning, er man nødvendigvis medlem."[143]

Theodor Herzl, den moderne zionismes fader, beskriver årsagen til, hvad han kalder "Jødespørgsmålet":

Jødespørgsmålet eksisterer overalt, hvor der findes et stort antal jøder. Hver eneste nation, i hvis midte der lever jøder er, enten skjult eller åbent, antisemitisk…Antisemitisme øger dag for dag og time for time blandt nationerne; den er rent faktisk nødt til at eksistere, fordi årsagerne til dens vækst fortsætter med at eksistere og ikke kan fjernes… Dens umiddelbare årsag er vores overproduktion af middelmådige intellekter, som ikke kan finde noget afløb nedad eller opad – det vil sige, intet sundt afløb i nogen af disse retninger. Når vi synker, bliver vi til et revolutionært proletariat, til underofficererne i alle revolutionære partier; når vi stiger, vokser samtidig vores pengepungs forfærdelige magt.[144]

Jøders eksklusivitet, deres modstand mod assimilering, deres fremmede traditioner og skikke deres ind imellem tvivlsomme økonomiske forehavender og deres grundigt fremelskede hadefulde holdning til andre folk og religioner – alle disse faktorer har bidraget til en reaktion fra den kristne verden, som til tider har virket ekstrem. Med hver en forfølgelse, jøderne måtte lide sig igennem, blev deres egen mistro og modvilje over for ikke-jøder intensiveret, i deres egne skrifter og i adfærdsmønstre, som derefter avlede endnu mere forfølgelse. En ond cirkel af gensidige modbeskyldninger, som fortsætter nu, hvor vi er gået ind i Det 21. Århundrede.

En hel generation af jøder vokser nu op, helt gennemsyret af historier om ikke-jødernes modbydelighed. Ikke alene anklages tyskerne og østeuropæerne for Holocaust, nu findes der også mange bøger af jødiske forfattere som påstår, at alle de vestlige nationer bærer en del af skylden, såvel som præsident Franklin D. Roosevelt og den katolske kirke, ja hele den kristne verden.[145]

Jeg erfarede, at blot dét at henlede opmærksomheden på Talmuds tekster og at citere de ord, som moderne jødiske ledere og forfattere selv udtalte, gør én til genstand for anklager om antisemitisme. Det forekom mig, at hvis det var antisemitisk at gentage, hvad jødiske ledere sagde, så måtte de usmagelige ting ligge i deres egne ord. Måske burde man tage den historiske jødiske, holdning til ikke-jøder med i betragtning, når man skulle udrede årsagerne til antisemitisme.

Bernard, en populær jødisk intellektuel i Frankrig i Det 19. Århundrede, undersøgte hans folks rolle i den århundredgamle konflikt med andre folkeslag. I den vidt udbredte bog L'Antisemitisme, skrev han:

Hvis denne fjendtlighed, denne modvilje, var blevet udvist mod jøderne, en enkelt gang, eller i et enkelt land, ville det være let at redegøre for de lokale årsager til denne sindsstemning. Men denne race har været genstand for

75

had i alle de nationer, hvor den slog sig ned. Eftersom jødernes fjender tilhørte vidt forskellige racer… må det være sådan, at de almene årsager til antisemitisme altid har befundet sig hos jøderne selv, og ikke hos deres modstandere.[146]

Nogle vil måske hævde, at den fjendtlige tone imod ikke-jøder i Talmud, og hos zionismens grundlæggere, har ringe betydning for jøderne af i dag. Virkeligheden er imidlertid den, at jødedommens kerne, ortodoksien, bliver stadig mere ekstrem imod ikke-jøder, snarere end det modsatte, set i forhold til tidligere generationer. Encyclopedia Judaica[147] hævder dette i artiklerne om emnet.

Måske kunne sådan en udvikling være forudset med den moderne films fremkomst. Film og fjernsyn øver en enorm indvirkning på menneskers følelser. Jødiske producenter laver endeløse skildringer af jødeforfølgelser, lige fra Toraen til Holocaust. Tusinder af dygtigt lavede film, fra De Ti Bud[148] til Schindler's Liste,[149] minder bestandigt jøder om ikke-jøders ondskab, alt imens ikke-jøder bliver blødgjort over for jødiske mærkesager. De ustandseligt gentagne skrækhistorier om Holocaust kan kun tjene til at øge den gennemsnitlige jødes mistænksomhed over for ikke-jøder og til at understrege nødvendigheden af jødisk solidaritet.

 

Moderne jødisk racisme

Alt imens jeg læste flere og flere historiske skildringer af jødisk etnocentrisme, tænkte jeg over, hvor meget af dette, der mon endnu gjaldt for jøder af i dag. Jeg begyndte at sluge moderne jødiske bøger og udgivelser. Jeg valgte deres mest læste og respekterede dagblade, bøger og tidsskrifter. Eftersom jeg nu var begyndt at se en jødisk dobbeltmoral, begyndte jeg at lede efter flere beviser på denne og det jeg fandt var fascinerende. Faktisk var de lette at finde og det er de stadig. Ledende jøder skriver, og udgiver stadig, med stolthed, artikler om deres mistænksomhed og fordømmelse over for ikke-jøder. De praler af jøders moralske, åndelige og genetiske overlegenhed. Der findes endog indrømmelser i deres nutidige litteratur af, at de udøver kontrol med nøglestillinger i medier og regeringer i ikke-jødiske nationer. Enhver der læser publikationer som er tiltænkt en jødisk læserkreds vil støde på materiale, som ikke er mindre fjendtligt mod ikke-jøder end de 1.500 år gamle talmudiske skrifter, jeg tidligere citerede. Det er sjældent lige så groft udtrykt som i det gamle materiale, men de underliggende temaer er uundgåeligt til stede og ind imellem slippes der også uforfalsket had ud.

Der kan findes mange eksempler på, hvad jeg taler om, i den største jødiske avis uden for Israel, The Jewish Press,[150] som mere end noget andet blad angiver tonen i de jødiske, religiøse og kulturelle, holdninger. En af bladets mest fremtrædende religiøse autoriteter er rabbiner Simcha Cohen, som har en læserbrevkasse ved navn "Halakhiske spørgsmål". For ikke længe siden forklarede rabbiner Cohen for sine læsere, at Talmud betegner ikke-jøder som "dyr"

76

(som det også er skrevet i talmudiske skrifter fra Gemara Kiddushin 68a og Metzia 114b).[151] I en anden sektion diskuterer han, hvorfor en jødisk kvinde ikke betegnes som en prostitueret, hvis hun har førægteskabelig sex med en jøde, men at hun er en luder, hvis hun har nogen form for seksuel forbindelse med en ikke-jøde, selv om hun er gift med ham.

Ægteskab med en ikke-jøde kan aldrig velsignes eller tillades, en sådan forbindelse klassificerer kvinden som en zona…i daglig tale opfattes ordet "zona" som benævnelse for en prostitueret…

Faktisk stemples en jødisk kvinde, som har sex før ægteskabet med en jødisk mand, ikke automatisk som en zona…En jødisk kvinde bliver kun prostitueret eller zona i Talmuds øjne, når hun gifter sig med, eller på anden måde har seksuelle forbindelser med en ikke-jøde.[152]

En anden stor jødisk publikation, Jewish Chronicle, afslørede i en artikel med titlen "Nogle nøjagtigt valgte, og nogle sjusket valgte, ord", at den jødiske betegnelse for ikke-jødiske kvinder er det nedværdigende jiddische ord shiksa – hvilket betyder "luder", fra det hebræiske sheigetz ("vederstyggelighed"). Den påpegede også, at en lille, ikke-jødisk, pige kaldes shikselke, hvilket betyder "lille kvindelig vederstyggelighed."[153] Hvordan ville mon jøder reagere, hvis ikke-jøder, vanemæssigt, omtalte jødiske kvinder og små piger som "ludere" og "småludere"?

Ydermere betragtes ikke kun kristne, men også ikke-kristne, tilhørende alle racer, som "skabelsens affald" af talmudiske læremestre, så som grundlæggeren af Chabad-Lubavitch bevægelsen, rabbiner Schneur Zalman. Chabad er en magtfuld bevægelse inden for chaddismen. The New Republic Magazine, der har en overvejende jødisk redaktion, havde nogle interessante afsløringer i sin maj 1992-udgave.

…der findes visse stærke ironier i Chabads nye, messianske universalisme, i dennes mission over for ikke-jøderne; og den sikkert mest ubehagelige af dem har at gøre med Chabads i øvrigt utilslørede og endog racistiske foragt for gojerne.

Med hensyn til gojerne…(var) Zalmans indstilling: 'Ikke-jødiske sjæle tilhører en fuldstændig anden og mindreværdig art. De er totalt onde, uden nogen slags forsonende egenskaber.'

…Således er alle henvisninger til ikke-jøder i rabbiner Schneur Zalmans lære uden undtagelse stødende. Deres (ikke-jøders) materielle rigdom stammer fra skabelsens affald. Faktisk stammer de selv fra affald, hvilket er årsagen til, at de er mere talrige end jøderne, eftersom avnerne er meget mere talrige end kernerne… Alle jøder er medfødt gode, alle ikke-jøder er medfødt onde.

… Yderligere er denne karakterisering af ikke-jøder, som af naturen onde og som åndeligt, såvel som biologisk, jøderne underlegne, ikke på nogen måde blevet revideret i deres senere Chabad-skrifter. (The New Republic)[154]

Det er sandt, at alle jøder ikke har de ekstreme synspunkter, som ses hos Chabad, en bevægelse, der udgør en væsentlig del af den ortodokse jødedom. Men alligevel – forestil dig, at der inden for den katolske eller metodistiske kirke fandtes en bevægelse, som hævdede at jøder eller sorte er affald, "helt igennem onde" og som "ingen forsonende egenskaber" har. Ville der ikke lyde et

77

ramaskrig? Jøder har krævet, at den katolske kirke fjernede alt fra sin liturgi, som jøderne anså for stødende, og katolikkerne har gjort dette, ligesom andre kristne retninger har gjort det. Og dog tør ingen insistere på, at jødedommen så også burde fjerne sine henvisninger til ikke-jøder som "medfødt onde med mindreværdige sjæle."

Efterhånden som jeg begyndte at se på disse spørgsmål ud fra et nyt perspektiv så jeg, at jødedommen kredser omkring opretholdelsen af den jødiske arv og fremelskelsen af jødiske interesser.

Da jeg gik gennem nogle af de opslagsværker og biografiske referenceværker, som er samlet af rabbinske autoriteter, fandt jeg fremtrædende jøder, der erklærede sig selv som ateister og kommunister – som nævnt i foregående kapitel. Leo Trotsky, der var en af de hovedskyldige i Den russiske Revolution, og Herbert Aphteker, den "ateistiske" chefteoretiker for det amerikanske kommunistparti, er med stolthed medtaget i fortegnelser over fremtrædende jøder, såsom Who's Who's Who in World Jewry[155] og Who's Who in American Jewry.[156] Disse bøger er udgivet af Amerikas førende rabbinske organisationer.

Den jødiske religion, sådan som den er kodificeret i Talmud, bryder sig mindre om livet efter døden end om det jødiske folks overlevelse og indflydelse. Således som jødedommen er drevet af troen på, at jøderne er det "udvalgte folk", holdes den sammen ved hjælp af evige genfortællinger af tidligere forfølgelser. I en verden, som har frasagt sig racisme, er jødedommen den eneste troslære på jorden, som bliver prist, fordi den avler genetisk afsondrethed, elitedyrkelse, etnocentrisme og herrefolksideologi. Det moderne Israel er den eneste vestlige stat, som er åbenlyst teokratisk og som uden skam proklamerer sig som en nation, hvis formål er at fremme en religion og et unikt folk. Israel definerer jødedommen som sin statsreligion, med minimal adskillelse mellem kirke og stat i sine civile og religiøse love. På trods af deres religiøse stat, definerer de fleste jøder i Israel sig selv som "sekulære". Men selv de ikke-religiøse jøder i Israel og Amerika støtter den ortodokst styrede stat Israel og de støtter adskillige organisationer verden over, der er styret af ortodokse jøder, som et middel til at bevare deres kulturelle og racemæssige arv.

De fleste af os ser aldrig den jødiske chauvinismes og magts virkelighed, fordi vi ikke har samlet de spredte kendsgerninger til et sammenhængende hele. Hvis man sammenligner det med et barns puslespil, hvor det går ud på at forbinde et antal punkter rigtigt, har de fleste af os endnu ikke forbundet punkterne og set et komplet billede. Medierne forsøger at udviske så mange af punkterne fra vores bevidsthed, som de magter og den, som det alligevel lykkes at forbinde punkterne, bankes ned med det ultimative moralske våben: beskyldninger om antisemitisme.

I betragtning af den jødiske indflydelse, som er så mægtig i vor nations medie- og finansverden, er det overraskende, at nogle ikke-jøder overhovedet vover at gå imod dem. Den, der anklages for at være antisemit, kommer til at stå over for en umedgørlig fjende, som er organiseret verden over – en fjende, som vil gøre, hvad der end skal til, for at miskreditere, true, fængsle og ødelægge ham.

78

Efter at jeg var blevet færdig med at få et overblik over Talmud og moderne zionistiske forfattere blev jeg klar over, at europæerne ikke var de eneste, der havde gjort sig skyldige i racistisk og religiøs intolerance i historien. Det er et faktum, at jøderne har været ret skrappe til det selv. Da jeg først havde accepteret, at jødisk etnocentrisme eksisterede, stillede jeg igen mig selv det spørgsmål, som var dukket op, da jeg var blevet oplyst om den "russiske revolution:" Hvorfor blev det forbudt os at vide om dette?

En jøde er i sin gode ret til at protestere mod bagtalelse og æreskrænkelser fra kristne. Hvorfor skulle jeg, som kristen, ikke kunne blive oprørt over bagtalelse og æreskrænkelser imod min kulturarv og genetiske arv, fra jøders side? Hvis det er forkert for kristne at give udtryk for hadefulde holdninger til jøder, hvorfor er det da ikke lige så forkert, når jøder gør det, over for kristne? Har medierne ret, når de antyder, at kristne har monopol på had, mens jøder har monopol på velvilje? Hvilken af religionerne er mest drevet af had, når de bedømmes på deres egne skrifter?

Selv mens jeg skriver disse provokerende linjer findes der ikke noget had mod det jødiske folk i mig. Der findes intolerante jøder, lige som der findes intolerante ikke-jøder. Det er også sandt, at der er mange jøder, der respekterer vores kristne arv. Men med mindre de ikke-racistiske jøder er villige til at arbejde hårdt for at bringe den samme slags kærlighed og forsoning til deres egen tro og samfund, som den, Kristus prædikede, kunne den onde cirkel, med had mellem jøder og ikke-jøder, vokse og blive mere betændt. Med mindre de formilder deres racisme med tolerance og kærlighed, kunne de komme til at lide under gentagelser af fortidens udskejelser.

Regeringen, kirken og medieetablissementet arbejder ihærdigt på at mindske kristen intolerance over for jøder. Dette mål kan kun nås ved en tilsvarende bestræbelse på at mindske jødisk chauvinisme, mistro og vrede over for kristne. Som den israelske meneskerets-aktivist, Israel Shahak, skrev: "Antisemitisme og jødisk chauvinisme kan kun bekæmpes samlet."

Efter at have læst zionismens moderne grundlægger, Theodor Herzls, ord, indså jeg tydeligt, at der findes, som han udtrykte det, fremmede "magtagenter" i vor civilisation. Dette er mennesker, der ikke deler vor kultur, vore traditioner, vor tro, vore interesser og vore værdier. Jeg blev klar over, at hvis jeg ønskede at bevare mit folks arv og værdier, ville jeg blive nødt til forsvare mit folk mod den intolerante del af det jødiske samfund, som søger dominans og ikke forsoning.

Da jeg var 16, troede jeg aldrig, at jeg selv, blot ved at påpege de magtfulde jødiske elementer, som er fjendtlige imod ikke-jøder, skulle blive kaldt antisemitisk. Jeg accepterer fortsat ikke denne etiket i dag, og jeg mener stadig, at det ikke er mere antisemitisk at bekæmpe jødisk racisme, end det er anti-italiensk at bekæmpe mafiaen.

 

Noter:

[86] Exodus (1960). Dir. Otto Preminger United Artists

[87] Wise, Rabbiner Stephen F. (1938). Dr Wise Urges Jews To Declare Selves As Such. New York Herald Tribune. 13. juni, s.12

[88] Attack. (1976). Goldman citeret i Zionism I: Theory. No. 42. Hillsboro. WV. www.natvan.com)

[89] (Daily Pilot, Newport Beach/Costa Mesa, 28. feb., 2000, forsiden)

[90] Forward. (2000) 17.marts.

[91] ("Project Reminds Young Jews of Heritage," The Washington Post, 17. januar, 2000, s. A19.

[92] Barakatin, Amiram. (2005) Haaretz. "not Jewish enough to marry a Cohen." 18. februar

[93] Bibelen, Ezra, kap. 9. Overalt i den danske oversættelse er anvendt: Bibelen, Gyldendal 1986. Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941.

[94] Fjerde Mosebog, 33:55

[95] Joshua, 10:32-35

[96] Joshua, 10:37

[97] Jesaja, 34:2-3

[98] Femte Mosebog, 20:16

[99] Femte Mosebog, 7:3

[100] Femte Mosebog, 7:3

[101] Femte Mosebog, 7:6

[102] Ezra, 9:12

[103] Maimonides, Misneh Torah. Laws on Murderers 2,4,11

[104] Galaterbrevet , 3:26-29

[105] The Winds of War, War and Remembrance, og andre.

[106] New York Herald Tribune. (1959). 17. nov.

[107] Dilling, E. (1980). The Jewish Religion. Los Angeles: CDL Report (Titel ændret fra den oprindelige The Plot Against Christianity)

[108] Talmud, Sanhedrein. (1935). Soncino Edition. s.400.

[109] Simon, M. Trans. (1936). 57a Gittin. London. Soncino Press. s.261

[110] Jewish Encyclopedia. (1907). Balaam. s.469.

[111] Talmud, Sanhedrin.(1935). Soncino Edition.5th. footnote on s.388.

[112] Funk And Wagnalls Jewish Encyclopedia. (1905). Min.s.594

[113] Encyclopedia Judaica. (1978). Keter Publishing House, Jerusalem, Bd.7 s.411

[114] Talmud. (1935). Soncino Edition.

[115] Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino Edition.s.388

[116] Funk And Wagnalls Jewish Encyclopedia. (!907). Gentile. New York. s.617

[117] Talmud. (1935).Baba Mezia. Soncino Edition. 114a-114b.

[118] Funk And Wagnalls Jewish Encyclopedia. (!907). Gentile. New York. s.621.

[119] Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino Edition.58b, s.398

[120] Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino Edition. s.211

[121] Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino Edition. s.666

[122] Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino Edition. 76a. s.470

[123] Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino Edition. 57a. s.388

[124] Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino Edition. 37b

[125] Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino Edition. s.664-665

[126] Talmud, Yebamoth. (1936) Soncino Edition. 98a

[127] Talmud. Abodah Zarah. (1935). Soncino Edition. 22a-b

[128] Talmud. Abodah Zarah. (1935). Soncino Edition. 67b

[129] Funk And Wagnalls Jewish Encyclopedia. (!907). Gentile: Discrimination Against Gentiles. s.617-621

[130] Funk And Wagnalls Jewish Encyclopedia. (!907). Gentile. New York. s.617

[131] Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino Edition. 105a-b. s.717

[132] Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino Edition. 105a-b. s.726

[133] Johannesevangeliet, 8:13

[134] Luther, M.L. (1962). The Jews And Their Lies. Chicago Press Translated From the Erlangen and Weimar German Editions. (1483-1546). Works. D. Martin Luthers Werke; Kritische Gesammtausgabe. Weimar, H. Böhlau, (1883-19859. (dansk: Jøderne og deres løgne).

[135] Random House Websters Unabridged Electronic Dictionary. (1996).

[136] Holiday Observances (1997). Jewish Art in Context.

[137] Goldwasser, Phillip. (1998). Bon Appetit. Bragt på internettet af Jewish Communication.

[138] Hess, Moses, (1958). 1812-1875. Rom og Jerusalem. Oversat af Maurice J.Bloom. New York: Philosophical Library.

[139] Dubnow, S. (1906). Foundation Of National Judaism. Oversat fra Die Grundlagen Des Nationaljudentums. S.M.Dubnow. Berlin: Jüdischer Verlag.

[140] Menuhin, Moshe. (1965). The Decadence of Juaism In Our Time. New York: Exposition Press.

[141] Menuhin, Moshe. (1965). The Decadence of Juaism In Our Time. 482-483.

[142] Attack. (1976). Goldman citeret i Zionism I: Theory. No. 42. Hillsboro. WV. www.natvan.com).

[143] Brandeis, L. i en tale til Menorah Society på Columbia University.

[144] Herzl, T. (1967). The Jewish State: An Attempt At A Modern Solution Of The Jewish Question. London, Pordes.

[145] Wyman, David S. (1985). The Abandonment Of The Jews: America And The Holocaust, 1941-1945. Pantheon.

[146] Lazare, Bernard. (19679. Antisemitism: Its History and Causes; oversat fra fransk. London. Britons Publishing Co.

[147] Encyclopedia Britannica. (1994) Decennial Book, 1983-1992 Events Of 1982-1992 Jerusalem: Encyclopedia Judaica.

[148] DeMille, C.B. (1956). The Ten Commandments (da: De Ti Bud) . Hollywood. Paramount.

[149] Spielberg, S. (1993). Schindler's List. Hollywood. Universal.

[150] Jewish Press. Brooklyn, NY

[151] The Jewish Press. (1988). 19. feb. 10A

[152] The Jewish Press. (1988). 19. feb. 8C

[153] Bermant, C. (1991). Some Carefully And Carelessly Chosen Words, Jewish Chronicle. 17.maj.

[154] New Republic. (1992). Maj.

[155] Who's Who in World Jewry. (1965). New York.: Pitman Pub. Corp.

[156] Who's Who in American Jewry. (1927-). New York: The Jewish Biographical Bureau.

 

 

næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer

Aktivisme!