No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

Dansk oversættelse af dele af

Jewish Involvement in the Psychoanalytic Movement

Kapitel 4 af Kevin MacDonalds bog

The Culture of Critique




Jødisk involvering i den psykoanalytiske bevægelse

Den velkendte karikatur af den skæggede freudianske psykoanalytiker, der udspørger sin liggende patient for minder om en fejlslagen pottetræning og sine, mod forældrene rettede, seksuelle lyster, er nu en anakronisme, lige som denne, for det meste tomme og sluddervorne kunst, ikke længere praktiseres i større udstrækning.

Hvordan sådan en omstændelig teori kan have fundet en så bred accept – uden nogen som helst basis i systematisk bevisførelse eller kritiske eksperimenter og i betragtning af dens kroniske mangel på terapeutisk succes i nogen af de mest kendte kategorier af mental sygdom (skizofreni, mani, og depression) – er noget, som sociologer, der beskæftiger sig med videnskab og populærkultur, mangler at forklare. (Paul Churchland 1995, 181)

Påstanden i dette kapitel er, at det er umuligt at forstå psykoanalysen som en "videnskab" eller mere rigtigt, som en politisk bevægelse, uden at tage jødedommens ('Judaismens') rolle med i betragtning.

Sigmund Freud er et fremtrædende eksempel på en jødisk samfundsforsker, hvis skrifter var påvirkede af hans jødiske identitet og af de negative egenskaber, han tilskrev den ikke-jødiske kultur, som kilden til antisemitisme.

Diskussionen om jødisk indblanding i den psykoanalytiske bevægelse blev, "som ved en stiltiende overenskomst, betragtet som socialt uacceptabel" (Yerushalmi 1991, 98). Ikke desto mindre har det jødiske engagement i psykoanalysen – den "jødiske videnskab" – været åbenbar for såvel dem inden for som uden for bevægelsen, fra første færd:

Historien gjorde psykoanalysen til en "jødisk videnskab". Den blev angrebet som sådan. Den blev ødelagt i Tyskland, Italien, og Østrig, og blev således sendt i eksil til de fire verdenshjørner. Selv nu bliver den stadigvæk opfattet som sådan, af både tilhængere og modstandere. Selvfølgelig er der efterhånden fremtrædende analytikere, der ikke er jøder... Men avantgarden for bevægelsen, gennem de sidste halvtreds år, har hele tiden været lige så jødisk, som den var i begyndelsen. (Yerushalmi 1991, 98)

105

Foruden at være kernen af lederne og den intellektuelle avantgarde for bevægelsen, har jøder udgjort flertallet af bevægelsens medlemmer.
I 1906 var alle de sytten medlemmer af bevægelsen jøder og identificerede sig stærkt som jøder. (Klein 1981). I en undersøgelse fra 1971 fandt Henry Sims og Spray, at 62,1 procent af deres testgruppe af amerikanske psykoanalytikere karakteriserede sig selv som værende i besiddelse af et jødisk åndsslægtskab, til sammenligning var der kun 16,7 procent, der angav et protestantisk, og 2,6 procent et katolsk åndsslægtskab.
Der var yderlige 18,6 procent, der angav 'intet særligt slægtskab', en procentdel, der var væsentligt højere end i de andre kategorier af de psykiatriske og psykologiske professioner, hvilket antyder, at procentdelen af psykoanalytikere med en jødisk baggrund var endnu højere end de 62 procent. (Henry, Sims & Spray 1971, 27). 94


Sigmund Freud
Psykoanalysens jødiske fader

Vi har set, at en fælleskomponent ved jødisk intellektuel aktivitet, siden Oplysningstiden, har været at kritisere den ikke-jødiske kultur. Freuds idéer er ofte blevet beskrevet som undergravende.
Ja, selv Freud var overbevist om, at det hørte til selve den psykoanalytiske doktrin at fremstå som chokerende og underminerende.

På skibet til Amerika følte han ikke, at han bragte dette land et nyt universalmiddel. Med sin typiske tørre humor fortalte han sine medrejsende, at "Vi bringer dem pesten". (Mannoni 1971, 168).

Peter Gay betegner Freuds arbejde, generelt set, som "subversivt" (underminerende) (1987, 140), og specielt hans seksuelle ideologi som "dybt underminerende for hans tid" (p. 148), og han beskriver hans 'Totem and Taboo' som indeholdende "underminerende formodninger" (p. 327) i dens analyse af kulturen. "Mens implikationerne af Darwins synspunkter var truende og urovækkende, var de ikke lige så direkte frastødende, ikke så respektløse, som Freuds syn på barneseksualitet, de allestedsnærværende perversioner, og den dynamiske kraft i ubevidste ønsker" (Gay 1987, 144).

Der var en udbredt opfattelse, blandt mange antisemitter af, at jødiske intellektuelle var i gang med at underminere den tyske kultur i perioden op til 1933 (SAID, Ch. 2) og psykoanalysen var et aspekt af disse bekymringer. En stor del af fjendtligheden mod psykoanalysen samlede sig om den opfattede trussel af psykoanalysen som værende mod den kristne etik, herunder accepten af masturbation og af sex inden ægteskabet (Kurzweil 1989, 18).

Psykoanalysen blev et angrebspunkt for ikke-jøder, der fordømte den jødiske underminering af kulturen— "jødedommens dekadente indflydelse", som én forfatter beskrev det (se Klein 1981, 144). I 1928 reagerede Carl Christian Clemen, en etnologi-professor ved Bonns Universitet, stærkt mod "The Future of an Illusion", Freuds analyse af religiøs overbevisning, forklaret som infantile behov.  

Clemen fordømte den psykoanalytiske tendens til at se sex overalt, en tendens, han tilskrev den jødiske sammensætning af bevægelsen: "man kunne forklare det ved de særlige cirkler, hvorfra dens (psykoanalysens) fortalere, og måske også de patienter, den behandlede, hovedsageligt stammer" (i Gay 1988, 537). Freuds bøger blev brændt under bogbræningerne i Tyskland i maj 1933 og da nazisterne marcherede ind i Wien i 1938, gav de Freud besked på at rejse og nedlagde det "Internationaler Psychoanalytischer Verlag".

106

I De forenede Stater var Freud, ved starten af det andet årti i det tyvende århundrede, blevet nærmest identificeret med bevægelsen for seksuel frihed og social reform og var blevet et angrebsmål for socialt konservative grupper (Torrey 1992, 16ff).. 95

Så sent som i 1956 klagede en psykiater, som skrev i "The American Journal of Psychiatry": "Er det muligt, at vi er ved at udvikle, hvad der svarer til en verdslig kirke, støttet af offentlige midler, med en missionær på et niveau syd for bæltestedet, som uforvarende spreder et miskmask af eksistentialistisk ateisme, hedonisme og andre dubiøse religiøst-filosofiske ingredienser?" /Johnson 1956, 40).

Selv om han afviste religion, havde Freud selv en stærk følelse af jødisk identitet. I et brev fra 1931 beskrev han sig selv som en "fanatisk jøde", og ved en anden lejlighed skrev han, at han fandt "tiltrækningen til jødedommen og til jøder så uimodståelig, med mange mørke emotionelle kræfter, der var stærkere, des mindre de lod sig indfange i ord, lige som den klare bevidsthed om en indre identitetsfølelse, der var hemmeligheden bag den samme mentale konstruktion" (i Gay 1988, 601). Ved en anden lejlighed skrev han om "mærkelige hemmelige længsler" med hensyn til sin jødiske identitet (i Gay 1988, 601).

I hvert fald havde Freud omkring 1930 udviklet en stærk sympati for Zionismen. Han søn Ernst var også Zionist, og ingen af Freuds børn konverterede til Kristendommen eller giftede sig med ikke-jøder.

Som det kunne forventes af den sociale identitets teori, betød Freuds stærke jødiske identitetsfølelse en dyb fremmedgørelse i forholdet til ikke-jøder. Yerushalmi (1991, 39) bemærker: "I Freud finder vi en følelse af at være anderledes overfor ikke-jøder, der ikke kan forklares alene som en reaktion på antisemitisme. Selv om antisemitismen periodevis forstærkede eller ændrede det, ser det ud til at denne følelse har været grundlæggende, arvet fra hans familie og tidlige miljø og den blev en del af ham gennem livet."

I en afslørende kommentar fastslår Freud: "Jeg har ofte følt det, som havde jeg arvet al den stædighed og alle de lidenskaber, som vore forfædre udviste, da de forsvarede deres tempel, og som om jeg med glæde kunne ofre mit liv for et stort øjeblik" " (i Gay 1988, 604).
Hans identitet som jøde var således forbundet med en selvopfattelse, i hvilken han uselvisk bekrigede fjender af gruppen og døde under en heroisk, selvopofrende gerning, hvor han forsvarede gruppeinteressen—et spejlbillede, i jødisk udgave, af den storslåede afslutning på Wagners Niebelungenlied, som var en ingrediens i nazi-ideologien (se SAID, Ch. 5).

Sagt med begreberne fra den sociale identitetsteori, havde Freud altså en meget stærk sans for gruppemedlemskab og en følelse af pligt til at arbejde uselvisk for gruppens interesser.

Gay (1988, 601) fortolker Freud således, at han mener, at Freud var i den tro at hans identitet som jøde var resultatet af hans fylogenetiske arv. Som Yerushalmi (1991, 30) bemærker, hans psyko - Lamarckisme var hverken tilfældig eller født af omstændighederne."

107

Freud forstod, hvad Yerushalmi (1991, 31) kalder "den subjektive dimension af Lamarckismen", hvilket er følelsen af en stærk forbindelse til den jødiske fortid, som skabt af den jødiske kultur, følelsen af ikke at kunne flygte fra sin jødiskhed og, "at det, man føler dybest inde og mest tilsløret, ofte viser sig som en snurrende fornemmelse i blodet."

I det følgende afsnit af "Moses og Monoteismen", fremstilles jøderne, som om de har formet sig selv til at blive et moralsk og intellektuelt overlegent folk:

Forkærligheden for åndelig udvikling, som jøderne har haft gennem to tusinde år, har selvfølgelig haft sin effekt; det har hjulpet til opførelsen af et værn mod den brutalitet og den tendens til voldelighed, der normalt findes dér, hvor atletisk udvikling bliver folkets ideal.
Den harmoniske udvikling af åndelig og legemlig aktivitet, som opnået af grækerne, var jøderne forhindret i at benytte. I denne konflikt blev deres beslutning i det mindste truffet til fordel for dét, der kulturelt set er vigtigere. (Freud 1939, 147)

Freuds følelse af jødisk overlegenhed kan også ses i en dagbogsoptegnelse, lavet af Joseph Wortis, og baseret på et interview med Freud i 1935: Freud kommenterer, at han så ikke-jøder som rede til "skånselsløs egoisme," hvorimod jøder havde et overlegent familiemæssigt og intellektuelt liv.

Worris spurgte derpå Freud, om han så jøderne som et overlegent folk.

Freud svarede: "Jeg tror, at det er de i dag... Hvis man tænker på, at 10 ud af 12 Nobelprisvindere er jøder, og når man tænker på deres andre store bedrifter inden for kunst og kultur, har man enhver grund til at mene, at de er overlegne (i Cuddihy 1974, 36). Freud følte også, at disse forskelle var uforanderlige.

I et brev fra 1933 fordømmer Freud antisemitismens opblussen: "Min bedømmelse af den menneskelige natur, især af den kristeligt-ariske variant, har jeg meget lidt grund til at ændre på" (i Yerushalmi 1991, 48). Ifølge Freuds overbevisning ville den jødiske karakter heller ikke ændre sig.

I "Moses and Monotheism", erklærede Freud (1939, 51n), angående optagetheden af racemæssig renhed i bøgerne Ezra og Nehemiah, at "det er historisk sikkert, at den jødiske type blev endelig fastlagt som et resultat af Ezras og Nehemiahs reformer i det femte århundrede før Kristus." (se PTSDA, Ch. 2)

"Freud var fuldstændig overbevist om, at den jødiske karakter, siden den en gang blev skabt i oldtiden, var forblevet konstant, uforanderlig, med dens væsentlige kvaliteter uudslettelige" (Yerushalmi 1991, 52).

Den åbenlyse racialisme og den utvetydige erklæring om jødisk etisk, spirituel, og intellektuel overlegenhed, som findes i Freuds sidste værk "Moses and Monotheism" skal ikke ses som en afvigelse i Freuds tankemønster, men som værende central for hans standpunkter, om end ikke hans udgivne værker, allerede fra en meget tidligere periode.

108

I SAID (Ch. 5) bemærkede jeg, at inden nazismens fremkomst havde en vigtig gruppe jødiske intellektuelle en stærk racialistisk (racebevidst) sans for det jødiske folk og følte en racemæssig afstand fra ikke-jøder; de kom også med udtalelser, der kun kunne opfattes som et tegn på en jødisk følelse af racemæssig overlegenhed.

Den psykoanalytiske bevægelse var et vigtigt eksempel på disse tendenser.

De var kendetegnet ved idéen om jødernes intellektuelle overlegenhed, racebevidsthed, nationael stolthed og jødiske solidaritet. (se Klein 1981, 143). Freud og hans kolleger havde en følelse af "racemæssig forbundethed" med deres jødiske kolleger, og "racemæssig afstand" til andre (Klein 1981, 142; se også Gilman 1993, 12ff).

I en kommentar vedrørende Ernest Jones, en af hans disciple, skrev Freud "Den racemæssige blanding i vores gruppe er for mig meget interessant. Han [Jones] er en kelter, og derfor ikke helt tilgængelig for os, Teutonen [C. G. Jung] og Middelhavsmanden [han selv som jøde]" * (i Gay 1988, 186).

Freud og andre tidlige psykoanalytikere udskilte ofte sig selv som jøder på en rasemæsig basis, og refererede til ikke-jøder som ariere, i stedet for som tyskere eller kristne. (Klein 1981, 142).

Han skrev til C. G. Jung, at Ernest Jones gav ham en følelse af "racemæssig mærkværdighed " (Klein 1981, 142).  

Gennem 1920'erne blev Jones opfattet som en ikke-jødisk 'outsider', selv blandt andre medlemmer af den hemmelige Komité af Freud-loyalister, og dét, selv om han havde giftet sig med en jødisk kvinde.

"I alles øjne [de jødiske medlemmer af komitéen], var Jones en ikke-jøde, og de andre benyttede altid enhver lejlighed til at gøre ham bevidst om, at han aldrig ville kunne tilhøre gruppen helt. Hans fantasi om at trænge igennem til inderkredsen var en illusion, fordi han til evig tid ville være en utiltalende, lille mand med sit snuser-agtige ansigt trykket bedende mod ruden " (Grosskurth 1991, 137).  

På et tidligt stadium i deres forhold nærede Freud også mistanker omkring Jung, hvilket var "resultatet af bekymringer over Jungs nedarvede kristne, endda anti-jødiske fordomme, og omkring selve hans evne til, som ikke-jøde, helt at kunne forstå og acceptere psykoanalysen som sådan". (Yerushalmi 1991, 42).

Inden deres brud beskrev Freud Jung som en "stærk, uafhængig personlighed, som en Teuton" (i Gay 1988, 201).  

Efter, at Jung var blevet gjort til leder af " International Psychoanalytic Association", var en af Freuds kolleger bekymret, fordi " taget som race" var Jung og hans ikke-jødiske kolleger "totalt forskellig fra os wienere" (i Gay 1988, 219).

I 1908 skrev Freud et brev til psykoanalytikeren Karl Abraham, hvori Abraham bliver beskrevet som "skarp", mens Jung beskrives som værende i besiddelse af en stor portion "élan" – en beskrivelse, der som Yerushalmi (1991, 43) bemærker, peger på en tendens til at stemple folk på basis af et gruppemedlemskab (den intellektuelt skarpe jøde og den energiske arier)  

Hvor Jung automatisk var suspekt på grund af sin genetiske baggrund, var Abraham det ikke. Efter forsigtigt at have informeret sig om, hvorvidt Abraham var jøde, skrev Freud, at det var nemmere for Abraham at forstå psykoanalysen, fordi han havde en racemæssig tilknytning [Rassenverwandschaft] til Freud. (Yerushalmi 1991, 42).

109

Freuds stærke sans for racemæssige 'ind-gruppe'-'ude-gruppe' barrierer mellem jøder og ikke-jøder kan også spores i medlemsskaren af den psykoanalytiske bevægelse.
Vi har set, at jøderne dominerede talmæssigt inden for psykoanalysen, specielt i dens første faser, hvor alle medlemmer var jøder.

"Det faktum, at disse var jøder, var helt sikkert ikke tilfældigt. Jeg tror også, at Freud ville det på den måde, i en dybsindig og ikke vedgået forstand" (Yerushalmi 1991, 41).

Som i andre former for jødedom var der en følelse af at være en 'ind-gruppe' indenfor et specifikt jødisk miljø. Hvad der end var grunden – historisk, sociologisk – gruppebånd sørgede for et varmt tilflugtssted fra verden udenfor.  

I sociale relationer til andre jøder skabte det uformelle og familiariteten en slags indre sikkerhed, en "vi-følelse," der endog fremgik af de vitser og historier, der blev fortalt inden for gruppen" (Grollman 1965, 41). Noget, der også bidrog til det jødiske miljø i bevægelsen var det faktum, at Freud blev tilbedt af jøder generelt. Freud selv beskrev i sine breve, at "fra alle sider og kanter har jøderne entusiastisk beslaglagt mig for sig selv." "Han var forlegen over den måde, de behandlede ham på, som om han var en 'Gudfrygtig Overrabbiner', eller 'en nationalhelt,' " og over den måde, hvorpå de så hans arbejde, som værende "ægte jødisk" (i Klein 1981, 85; se også Gay 1988, 599).

Som det er tilfældet ved adskillige jødiske bevægelser og politiske aktiviteter, der behandles i kap. 2 og 3 (se også SAID, Ch. 6), skyede Freud ingen anstrengelser for at sikre, at en ikke-jøde, Jung skulle blive overhovedet for hans psykoanalytiske bevægelse – en handlemåde, der fik hans jødiske kolleger i Wien til at blive rasende, men som helt tydeligt var ment til brug for at tilsløre den meget store overrepræsentation af jøder i bevægelsen i denne periode.  

For at overbevise sine jødiske kolleger om nødvendigheden af, at Jung måtte blive formand for foreningen, ræsonnerede han: "De fleste af jer er jøder, og derfor ukvalificerede til at vinde venner for den nye lære. Jøder skal være tilfredse med den beskedne rolle, det er at forberede jorden. Det er absolut essentielt, at jeg skal skabe forbindelser i videnskabens verden" (i Gay 1988, 218).

Som Yerushalmi (1991, 41) bemærker, "For at skære det ud i pap, Freud havde brug for en goj (Goyim – ikke-jøde), og ikke bare en hvilken som helst goj, men én med tilstrækkelig intellektuel kapacitet og indflydelse." Senere, da bevægelsen blev rekonstrueret efter Første Verdenskrig, blev en anden ikke-jøde, den føjelige og underdanige Ernest Jones, præsident for "The International Psychoanalytic Association".

Det er interessant, at selv om den seneste sagkundskab er enig i, at Freud havde en intens jødisk identitet, gjorde Freud selv alt, hvad han kunne, for at skjule denne identitet fra andre af frygt for, at hans psykoanalytiske bevægelse ville blive opfattet som en specifikt jødisk bevægelse og således blive et angrebsmål for antisemitisme.  

Mens hans private korrespondance er fyldt med stærke udtryk for hans jødiske identitet, viste hans offentlige udtalelser og skrifter en "generelt forsigtig, distanceret tone" (Yerushalmi 1991, 42), der peger i retning af et forsøg på vildledelse. Freud prøvede også, overfor offentligheden, at underspille den store udtrækning, i hvilken jødedommen prægede hans familiemiljø under hans opvækst, hans religiøse skoling, og hans kendskab til hebraisk, jiddisch, og jødiske religiøse traditioner (Goodnick 1993; Rice 1990; Yerushalmi 1991, 61ff). 96

110 

Vildledning antydes også af det bevislige faktum, at Freud følte, at én grund til, at psykoanalysen havde brug for at udstille fremtrædende ikke-jøder var, at han så psykoanalysen som undergravende for det ikke-jødiske samfund.  

Efter udgivelsen af "Little Hans" i 1908 skrev han til Karl Abraham, at bogen ville skabe et ramaskrig: "Tyske idéer atter truet! Vore ariske kammerater er virkelig uundværlige for os, ellers ville psykoanalysen bukke under for antisemitismen" (in Yerushalmi 1991, 43).

Den sociale identitetsteori lægger vægt på vigtigheden af tillagte positive egenskaber, hvor det handler om 'ind-gruppen', og tillagte negative egenskaber, hvor det angår 'ude-gruppen'. Freuds stærke jødiske identitetsfølelse blev akkompagneret af følelser af intellektuel overlegenhed over for ikke-jøder (Klein 1981, 61).

I et tidligt brev til sin kommende kone fastslog Freud, at "i fremtiden tror jeg, at så længe jeg er i praktik på hospitalet, vil jeg forsøge at leve mere som ikke-jøderne – beskedent, lære og praktisere de almindelige ting og ikke stræbe efter opdagelser eller grave for dybt" (in Yerushalmi 1991, 39).

Freud brugte ordet 'Goyim' (ikke-jøde) for at referere til ikke-jøder i dette afsnit, og Yerushalmi kommenterer, "Hånden er Sigmunds; stemmen er Jakobs [Freuds religiøse far] stemme (p. 39). Det er en stemme, der genlyder af fremmedgørelse og adskillelse. En attitude af jødisk overlegenhed over for ikke-jøder karakteriserede ikke kun Freud, men hele bevægelsen.

Ernest Jones (1959, 211) nævnte "den jødiske overbevisning, som de ofte også påtvinger andre mennesker, om deres intellektuelle evners overlegenhed."

Som i tilfældet med de radikale intellektuelle kredse, der domineredes af jøder (se kap. 3), "Følelsen af intellektuel overlegenhed fremmedgjorde mange ikke-jøder inden for bevægelsen og opmuntrede mange uden for bevægelsen til at afvise de humanitære påstande fra psykoanalytikerne som hykleriske" (Klein 1981, 143) en kommentar, der tyder på selvbedrag blandt psykoanalytikere angående deres motiver.

Freuds fremmedgørelse over for ikke-jøder indebar også et positivt syn på jøddommen og et negativt syn på den ikke-jødiske kultur. Sidstnævnte blev opfattet som noget, der skulle overvindes for at lede menneskeheden mod et højere moralsk stade og for at standse antisemitismen. Freud havde en følelse af "jødisk moralsk overlegenhed over for uretfærdigheden fra et intolerant – ja, antisemitisk samfund" (Klein 1981, 86).

Freud "støttede dem i det jødiske samfund [B'nai B'rith], der opfordrede jøder til at betragte sig selv som menneskehedens mestre i demokratiske og broderlige idéer" " (Klein 1981, 86). Han skrev vedrørende sine messianske forhåbninger om at opnå "integrationen af jøder og antisemitter på psykoanalysens jord" (in Gay 1988, 231), et citat, der temmelig tydeligt indikerer, at psykoanalysen, af sin skaber, blev opfattet som en mekanisme til at standse antisemitisme.  

111

Freud var stolt af sine fjender – den forfølgende romersk-katolske kirke, det hykleriske bourgeoisi, det tykhovedede psykiatriske etablissement, de materialistiske amerikanere – så stolt, at disse i hans sind voksede til magtfulde spøgelser, der var meget mere skadelige og meget mindre opdelte, end de var i virkeligheden. Han sammenlignede sig selv med Hannibal, med Ahasuerus, (også kendt som Ashaverus), med Josef, med Moses, alle mænd med historiske missioner, kraftfulde modstandere og svære skæbner. (Gay 1988, 604)

Denne kommentar er et udmærket eksempel på konsekvenserne af en stærk følelse af social identitet: Freuds stærke fornemmelse for jødisk gruppeidentitet resulterede i negative stereotypiske tanker angående den ikke-jødiske 'ude-gruppe'. Det ikke-jødiske samfund, og specielt de mest fremtrædende institutioner i den ikke-jødiske kultur, blev på en fordomsfuld måde betragtet som onde.

Disse institutioner blev ikke kun opfattet negativt, men understregnings-effekten (se SAID, Ch. 1) trådte i kraft og resulterede i, at 'ude-gruppen' blev tilskrevet en almen homogenitet, der gjorde, at disse institutioner blev opfattet som langt mindre delte, end de var i virkeligheden. Tag også Sulloway's (1979b) beskrivelse af tilblivelsen af Freuds selvopfattelse som en helt, der stammede fra hans barndom og indpodet i ham af hans familie.

Intensiteten i Freuds jødiske identifikation og hans opfattelse af sig selv som en jødisk helt bekræftes af, at alle Freuds barndomshelte relaterede til sig til jødedommen: Hannibal, den semitiske kæmper mod Rom, Cromwell, der tillod jøderne at slå sig ned i England og Napoleon, der gav jøderne borgerrettigheder. Fra den tidligste tid beskrev han sig selv som en "conquistador" (erobrer) frem for som videnskabsmand.

Den slags messianske tanker var almindelige blandt jødiske intellektuelle i Wien i den sidste del af århundredet (det 19.). De prøvede at frembringe en "over-national, over-etnisk verden" (Klein 1981, 29), en betragtning der, som det fremgår af kapitel 3, også var gyldig i forbindelse med jødisk deltagelse i radikale politiske bevægelser. Disse intellektuelle "udtrykte ofte deres humanisme inden for rammerne af deres fornyede jødiske selvopfattelse. De delte en tro på at, jøderne var ansvarlige for menneskehedens skæbne i Det tyvende Århundrede" (p. 31). Mange tidlige fortalere så psykoanalysen som en forløsende messiansk bevægelse, der ville standse antisemitismen ved at befri verden fra neuroser, som var skabt af den undertrykkende vestlige civilisation.

112



"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer

Aktivisme!