No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.
Frankrigs skæbne

Af Magister Harald Nielsen ( - dette er første del af):

EUROPAS FREMTID

TO AKTUELLE AFHANDLINGER


Vilde man vide noget om et Menneskes
Skæbne, raadspurgte man tidligere Stjernerne. Vil man vide noget om Staternes, er det Jorden man maa rette sin Opmærksomhed imod, men hverken himmelske eller jordiske Horoskoper har nogensinde kunnet sige, naar eller hvorledes eller for hvilken Pris Spaadommen vil gaa i Opfyldelse. Var det Ro, der blev lovet, kunde det være Dødens Ro eller Fredens Velsignelser, var det Forening, kunde det være Lænkernes eller Samdrægtighedens. Ethvert Horoskop rummer i sig selv Uvishedens Gaader, som det er Menneskenes egen Sag at løse gennem deres Stræben.


Frankrigs Skæbne.


Den nittende Oktober 1939 bragte »Berl.Tidende« en Meddelelse fra Agence Havas om, at Paris' Militærguvernør, General Hering havde givet Ordre til at indlede Undersøgelse og rejse Sigtelse for Overtrædelse af Loven om Statens ydre Sikkerhed mod Paul Ferdonnet, som var rejst til Tyskland og havde talt i Stuttgart Radio.

Der staar imidlertid saa meget i en Avis - noget, der interesserer og andet, der er En uvedkommende. De fleste har vistnok ment, at en Notits som denne maatte regnes til sidste Kategori, og jeg har formodentlig været en af de faa, hvis jeg ikke har været den eneste, der læste den med virkelig Interesse. Jeg vidste nemlig tilfældigvis en lille Smule om denne Ferdonnet; jeg vidste, at han var Forfatter til en Bog, »La Guerre Juive« - »Jødernes Krig«, der var udkommet ikke længe før Krigen, og som jeg efter en Anmeldelse i et tysk Blad havde anskaffet.

Denne Bog interesserede mig meget, da jeg læste den, og den interesserer mig ikke mindre nu, da Forfatterens ulykkelige Fædreland ligger totalt knust efter et af de mest forbavsende Felttog, Verdenshistorien har at berette om. Jeg kan nemlig ikke se rettere, end at den peger paa en Del af Forklaringen til det, der er sket, og tillige giver Nøglen til Forstaaelsen af det, der fortsat sker.

Den afslører nemlig Tilstedeværelsen af Forhold, med hvilke man ikke kan undgaa at regne, hvis man skal kunne danne sig noget Begreb om, hvad der foregaar i Verden. Det kan være vanskeligt nok endda, men det siger sig selv, at det vil blive helt umuligt, hvis man udelukker en eller anden Faktor af Regnestykket - f.Eks. betragtede Præsidentvalget i Amerika som et kun indrepolitisk Anliggende. Det er jo imidlertid saaledes, man forholder sig m.H.t. Jøderne. Man hæfter sig ved de Forfølgelser, de er Genstand for, men at de repræsenterer en Magt og Indflydelse, der politisk betyder noget, og som har de mest vidtrækkende Virkninger i Verdensudviklingen - herom faar man ikke noget at vide, saa vidt det ellers staar til den danske Presse. Denne har jo i mange Aar ligesom dansk Radio haft Mundkurv paa angaaende dette vigtige og vanskelige Spørgsmaal. Bl.a. fordi begge disse Organer ligesom Teatret og Forlagsvirksomheden er enten paa jødiske Hænder eller saa afhængige af Jøderne, at det vilde være selvmorderisk blot at antyde, at man havde Anelse om, at der her foreligger et Problem, der som alle Problemer har i det mindste to Sider. Skulde det overhovedet omtales - det var bedst at lade, som det ikke eksisterede - var det tilstrækkeligt, at det blev belyst fra den ene. Det er i saa Henseende tilstrækkeligt at minde om, hvad Radiofonien har anset for passende. Skulde man have noget rigtigt paalideligt at vide om Jødespørgsmaalet, fik man Besked om det af Overrabbineren eller af en socialistisk Historiker gift ind i en rig Jødefamilie - saa kunde man vel ikke forlange det bedre!

At forholde Folket nogen af de Oplysninger, der kan hjælpe det til bedre at forstaa det, der foregaar, er imidlertid i en Situation som den foreliggende ganske simpelt et Forræderi mod dets Interesser. At man muligvis ikke synes om Italien berettiger lige saa lidt til at lukke Øjnene for dets Magtmuligheder som den Omstændighed, at man har Sympati for Frankrig og Medlidenhed med det i dets Ulykke, gør det forsvarligt at lukke Øjnene for dets Svagheder og Fejl. Det samme gælder Jøderne. De er ikke blot Mennesker, der har det ondt, de er ogsaa Mennesker, der har Magt, og som hensynsløst bruger den til Forsvar for deres Interesser.*)

*) »Altid at tale om Jøderne som undertrykte og aldrig at tale om dem som Undertrykkere er ganske simpelt meningsløst.«

Chesterton i Fortalen til »The New Jerusalem«.

Dette vilde let kunne ses, hvis Kampen foregik aabenlyst og samlet, men som vi alle véd, er det ikke Tilfældet. Kun den mindste Del af Jødefolket optræder under eget Flag. Langt den største Del optræder og handler under andre Nationers Firmamærke, og som om deres Interesser helt og fuldt faldt sammen med disses og omvendt. Forsaavidt Jøderne forfølger deres egne Maal og nærer deres egne Sympatier, hvad der menneskeligt kun er naturligt, kan dette ganske simpelt ikke være Tilfældet.*) Der maa komme til at foreligge Situationer, hvor Jødernes Interesser og de Nationers Interesser, som de bor iblandt, ikke uden videre falder sammen, og hvor det derfor kan have en uheldsvanger Betydning for den paagældende Nation, hvis man gaar ud fra, at de gør det, og ikke bliver opmærksom paa den Misvisning, som Forholdet medfører. Det hjælper ikke herimod at komme med Udflugter. Alene Bevidstheden om, at det kan være saaledes, er tilstrækkelig til at skabe en Usikkerhed, der kan blive skæbnesvanger.

*) Enhver, der har set Rotschildfilmen, har jo, skulde man synes, maattet gøre sig sine Tanker herom. Den handler som bekendt om de fem Brødre Rotschild, der udgik fra Gettoet i Frankfurt, men af hvilke kun den ene blev i denne By. De andre fire bosatte sig i henholdsvis Wien, Neapel, Paris og London uden dog derfor at afbryde Forbindelsen med hinanden indbyrdes. Tværtimod, efter Faderens Anvisning samledes de under Londonner Broderens Forsæde, hver Gang fælles Interesser gjorde det nødvendigt. Kan man nu ogsaa antage, at disse fælles Interesser hver Gang faldt sammen med hver enkelt af de fem Landes?

Filmen, der er lavet til Rotschildernes og Jødernes Forherligelse, er i Virkeligheden en Afsløring af dem, men man er aabenbart gaaet ud fra, at Tilskuerne ikke vilde forstaa den, ellers vilde man næppe have vovet at lade den fremvise. Den Lykke, den har gjort, tyder paa, at man har haft Ret i denne Antagelse.

Det er dette, Paul Ferdonnet mener har været Tilfældet for Frankrigs Vedkommende, bl. a. under Krisen i Efteraaret 1938, da Tschekoslovakiet blev indlemmet i Tyskland, medens Frankrig vaklede mellem Krig og Fred. Han begrunder det med en Henvisning til den Rolle, Jøderne spiller i fransk Presse, fransk Efterretningsvæsen, fransk Radio og Biografvirksomhed og fransk Politik. Og man maa erkende, at de Oplysninger, han giver, er forbavsende. I enkelte Tilfælde f.Eks. Leon Blum - kan man af selve Navnet slutte sig til den fremmede Afstamning og tage de deraf følgende Forbehold, men det er Undtagelserne. At Georges Mandel i Virkeligheden hedder Jeroboam Rotschild, en tidligere Kultusminister Zay- Zakarias, Udgiveren af Figaro Cotnareanu - Katz, og den ansete Journalist Pertinax - Grünbaum, det kan man ikke uden videre slutte sig til, men naar man har faaet det at vide, kan man ikke andet end blive lidt usikker m.H.t., hvornaar det er Frankrigs Røst, man i Virkeligheden har hørt. Navnlig da det viser sig gennem hans Oplysninger, at en stor Del af den franske Presse - hans Liste fylder tyve Sider - er ejet og redigeret af og for en stor Del skrevet af Jøder, der ikke har behøvet at forandre deres Navne, fordi Offentligheden, der godtroende læser Bladene, ikke véd, hvad de hedder, ligesaa lidt som den véd, at de Nyheder, som den faar fra alle Kanter af Verden, alle er sigtede af Jøderne, fordi praktisk talt alle Telegrambureauerne: Havas, Wolff, Reuter var oprettet af Jøder og behersket af jødiske Interesser.

Denne uhyre og for største Delen skjulte Indflydelse mener han i afgørende Tilfælde er blevet brugt til Skade for Frankrigs sande Interesser, men skal det gaa i Krig, siger han, maa det være for disse og ikke for Jødernes. De, der drev det frem under Krisen i 1938, var imidlertid netop de jødiske Politikere, de jødiske Blade og de jødiske Skribenter, og han minder i denne Forbindelse om, hvad den landflygtige tyske Jøde Georg Bernhard, den tidligere Redaktør af -»Vossisehe Zeitung«, den l. September 1938 skrev i sit Tidsskrift »Die Neue Weltbühne«, at det »kan ikke blive ved at gaa paa denne Maade. Kommer der ikke snart en ny Verdenskrig, vil det ikke vare længe, inden 150,000 til 200,000 Jøder maa vandre i Landflygtighed.«

Under denne Krise, siger han, afsløredes Kløften mellem Franskmænd og Jøder. Denne Kløft var ikke blevet mindre dyb, efterhaanden som de fra Tyskland flygtede Jøder havde samlet sig i Paris, fyldte Kaféerne med deres Politiseren, udgav Tidsskrifter og optraadte som Agitatorer. Den engelske Journalist Alexander Werth, der politisk staar til venstre, og som næppe kan beskyldes for at være uvenligt indstillet overfor Jøderne, skildrer i sin Bog »France in Ferment« det Indtryk, som disse Emigranter gjorde paa fransk Offentlighed. Til at begynde med var man velvilligt indstillet og dannede Hjælpekomiteer, men efterhaanden, som Emigranternes Antal voksede, blev man mere og mere betænkelig. Bl.a. klagede man ligesom forøvrigt i England - over, at de indvandrede Jøder tog Arbejdet fra Landets egne Børn. Efterhaanden opstod der en antisemitisk Stemning. Det gik Pariserne paa Nerverne at se Kaféerne paa Montparnasse fyldt af de Fremmede. »Et fremtrædende Medlem af det radikale Parti, selv Jøde,« siger Werth, »beklagede sig en Dag til mig over den daarlige Aand blandt Flygtningene. Som alle Landflygtige, sagde han, mener de at have hellige Krav paa det Land, der giver dem Husly. Paa en eller anden Maade faldt de russiske Flygtninge bedre til i Paris end de tyske. De havde en vis Sympati for og Loyalitet imod Frankrig, som man ikke kunde vente af Tyskerne.« Den almindelige Franskmand mente det samme som Léon Daudet, at de jødiske Flygtninge vilde skaffe sig Tilgivelse i næste Krig ved at være Spioner for Tyskland.

Nu, da man stod overfor Muligheden af en saadan Krig, følte man i særlig Grad dette Fremmedelement irriterende og forstyrrende. -»Der er Franskmænd,« skrev »Le Matin« l9. Oktober 1938, »der godt kunde tænke sig, at fransk Politik overfor Tyskland ikke blev ledet af emigrerede Tyskere, der har slaaet sig ned i Frankrig.« Bladet henviser til Georg Bernhard og fortsætter: »Naturligvis vil disse Tyskere, der er fyldt af Nag, Had og Hævngerrighed overfor deres Landsmænd, intet hellere have end, at vi blandede os i deres Stridigheder,« men Frankrig maa selv bestemme sin Udenrigspolitik.

Dette maa dog ikke forstaas, som om det var Invasionen fra Tyskland, der skabte Jødeproblemet i Frankrig. De Oplysninger, Ferdonnet har samlet i sin Bog, viser, at det eksisterede i Forvejen og havde eksisteret længe, men den pludselige Sammenhobning af indvandrede Jøder og den øjensynlige Forbindelse og Interessefællesskab mellem dem og de allerede tilstedeværende, gjorde vide Krese af det franske Folk opmærksomme paa, at Spørgsmaalet vedblivende eksisterede. Det var jo heller ikke første Gang, det havde spillet en Rolle i dets Historie. Man vil erindre, at der var noget, der hed Dreyfusaffæren. Vi er herhjemme opdraget til at betragte den som Spørgsmaalet om, hvorvidt en Jøde var blevet uskyldig dømt eller ikke, om Sandhed og Retfærdighed paa hans Side og Skurkagtighed paa Modpartens, Reaktionens, d.v.s. paa Kirkens, Arméens Side, og man har af den Omstændighed, at han tilsidst blev frikendt, sluttet, at Sagen dermed var afgjort. Men saaledes forholder det sig jo aldeles ikke. Spørgsmaalet om Dreyfus' Skyld eller Uskyld var slet ikke Kærnen i Sagen. Samme Dag, hvor Krigsretten i Rennes under den samlede Verdenspresses Opmærksomhed for anden Gang dømte Dreyfus med Indrømmelsen af formildende Omstændigheder, landede i Marseille en Mand, Benjamin Reynier, der atten Aar før var blevet dømt til livsvarigt Tvangsarbejde for at have myrdet en lille Pige, men hvis Uskyld nu var blevet bevist. Der var ingen Verdenspresse til Stede for at tage sig af hans Sag, ingen Opinion, der oprørte sig paa hans Vegne. Han kunde for den Sags Skyld have faaet Lov til at dø i Fængslet, uden at Verden af den Grund vilde være kommet af Lave.

Naar det forholdt sig helt anderledes for Dreyfus' Vedkommende, var det netop, fordi han havde en Verdensmagt bag sig, en Verdensmagt, der ønskede at erobre Frankrig, ønskede at knække de Indflydelser, der stillede sig i Vejen. Det lykkedes den ogsaa at naa dette Maal. Da Dreyfusaffæren var ført til Ende, var Frankrig et indefra erobret Land, et Land, erobret af alle de Indflydelser, der vilde selve dets Livsgrundlag til Livs, som vilde rykke alle dets Traditioner op ved Rode. Da Kampen var forbi, havde Arméen faaet sit Knæk, og efter Arméen fulgte Kirken, der ved Lovene mod de gejstlige Ordener i 1902 blev gjort hjemløs. For Fremtiden blev enhver Officer, der mistænktes for ikke at være tilstrækkelig republikansk sindet, som mentes at have kirkelige, udemokratiske eller ikke-jødevenlige Følelser, uanset hans Dygtighed iøvrigt, saa vidt muligt holdt nede. Naar General Weygand først, da det var for sent, fik Overkommandoen over den franske Armé, er der Grund til at tro, at det stod i Forbindelse med, at han havde Anskuelser, der i Magthavernes Øjne stemplede ham som reaktionær.*)

Heller ikke Foch var persona grata, men den første Verdenskrig varede saa længe og førtes under saadanne Former, at der var Tid til at rette eventuelle Fejltagelser, om end paa Bekostning af Tusinder og atter Tusinder af Franskmænds Liv. Da den var forbi, var det et blodtappet Folk, der skulde fortsætte Tilværelsen og fortsætte den med et Régime, der intet havde lært og intet havde glemt. For Jøderne betød det i alle Humanitetens og Demokratiets misforstaaede Principers Navn forøget Magt og Indflydelse. Den ene jødiske Profil efter den anden trængte sig frem i det offentlige Liv, indtil det kulminerede i Udnævnelsen af Ministeriet Blum. -»For første Gang,« sagde den konservative Deputerede, Xavier Vallat, da det præsenterede sig for Kammeret, »er dette gallisk-romanske Land regeret af en Jøde .... Jeg nærer de venligste Følelser for mine Kammerater, de jødiske forhenværende Soldater, og jeg nægter ikke Jøderne Ret til at blive assimilerede i Frankrig, men jeg vilde foretrække i Spidsen for Regeringen at se en Mand med dybere Rødder i den nationale Jordbund.« Disse, som det maa forekomme, naturlige og maadeholdne Udtalelser fremkaldte efter Werths Sigende voldsomt Oprør, og Blum selv var hvid af Raseri.

*)Det kan i denne Forbindelse have Interesse at vide, hvorledes England bedømmer den Udvikling, der har fundet Sted i Frankrig efter Vaabenstilstanden. Det skildres i en Korrespondance til »Svenska; Dagbladet«, citeret i »Politiken« 8. Juli 1940 saaledes: »De Strømninger, der nu behersker Frankrig, siger man i London, er de samme, der kom til Udtryk i de fascistiske Rækker, og det er betegnende, at Udenrigsminister Baudouin var nær knyttet til Ildkorset. Det er videre Højklerikale - dertil kan man regne Pétain, Weygand og mange andre højere Officerer ved Hæren og Flaaden - og disse Mænd haaber nu paa en grundig Revanche mod Antiklerikalismen, der sejrede ved Aarhundredets Begyndelse«.

Hans Ministerium kan forsaavidt siges at være et Aflægger af Dreyfusaffæren, som det var ved den, han havde faaet sin Politiske Vækkelse. Man kan vel ogsaa sige, at uden denne Affære og det Hærværk i alle Anskuelser og Traditioner, den anrettede, vilde det ikke have været muligt for ham at komme i Spidsen for Landets Regering paa et Tidspunkt, hvor det mere end nogensinde havde trængt til at staa nationalt samlet. De Betænkeligheder, Vallat gav Udtryk for, vilde da have været for stærke. Da Blum dannede gin Regering i 1936, havde Indmarschen i Rhinlandet fundet Sted Aaret før. Den Opløsning, der foregik i det franske Samfund, havde allerede givet sig en Række uhyggelige Udslag. I 1934 havde Stavitsky-Affæren med de dertil knyttede Skandaler bragt Landet paa Revolutionens Rand, og senere havde ustandselige Strejker og Besættelse af Fabriker lammet dets Erhvervsliv. Man skulde tro, at det under disse Omstændigheder maatte have været den vigtigste Opgave at tilvejebringe Ro og Orden, men Ro og Orden var Ord, der virkede paa Blum som en rød Klud paa visse Dyr. Da hans Partifæller, Franskmændene Marquet, Deat og Móntignon paa Socialistkongressen i 1933 under Indtryk af Begivenhederne i Tyskland forlangte, at Samlingsordene nu blev »Nationen, Orden og Autoritet,« erklærede Blum sig forfærdet over et Forræderi som dette, der lugtede af Fascisme. Og heri havde han jo ubestridelig Ret, thi det var paa disse tre Grundpiller, at Tyskland genopbyggede sin Magt. Det lykkedes ham da ogsaa at forhindre, at de slemme Principer fik Indpas. Aaret efter fik Frankrig derimod de Skandaler og blodige Optøjer, der knyttede sig til Navnet paa den jødiske Svindler Stavitsky, og atter to Aar senere, som det rette Middel mod Strejkeuroen og dens økonomiske Følger, Folkefronten og dens Program.

Udenfor Frankrig føltes allerede paa dette Tidspunkt Indførelsen af en fyrretyve Timers Arbejdsuge som det rene Galimatias, men hvorledes maa det føles nu af det Frankrig, der har oplevet, hvad Reformerne førte til? Fyrretyve Timers Uge! Begivenhederne har vist, at det var en hundrede og tresindstyve Timers Arbejdsuge, man havde haft Brug for!

Virkningerne af disse demagogiske Reformer var saa katastrofale og Situationen udadtil samtidig saa truende, at Blum selv fik Betænkeligheder. I Begyndelsen af 1938 proklamerede han, at det nu var paa Tide at holde en Pause. Det er imidlertid altid lettere at sætte den politiske Gryde i Kog end at faa den til at holde op. Ulykken var sket. De Aar, i hvilke Frankrig burde have haft hele sin Opmærksomhed henvendt paa den udenrigspolitiske Situation, var blevet brugt til indenrigspolitisk Magtkamp og til sociale Eksperimenter, der selv i bedre Tider vilde have kunnet knække Landets Økonomi. Herriot, den radikale Borgmester i Lyon, der i 1932 af sine socialistiske Forbundsfæller blev stillet overfor et socialt Program omtrent Mage til det, som M. Blum gennemførte fire Aar senere, hvor Økonomien og Verdenssituationen maatte gøre det endnu mere betænkeligt, nægtede at indlade sig paa Eksperimenter af den Art og blev derfor ogsaa stemplet som reaktionær. For ham var »Sikkerhed« det vigtigste: økonomisk, udenrigspolitisk og militært. Han havde, sagde man, Tyskland paa Hjernen.

Grunden var maaske den, at han, skønt Partipolitiker, som Franskmand havde et virkelig Fædreland, medens Leon Blum efter sit eget Sigende havde et, der bestod af Idéer, han personligt satte Pris paa. »Hvis Fædrelandet ikke var andet(!) end en Stump Jord og nogle Minder,« sagde han, »da vilde det være Udtryk for en Fetischisme og intet andet.« Nej, »det er det abstrakte Udtryk for bestemte Idéer og Anskuelser.«

I Sandhed, det er to meget forskellige Former for Fædreland, disse to, af hvilke det ene bestaar af en Stump Jord og nogle Minder, det andet af nogle Ideer og Anskuelser. Derfor opfører Tilhængerne af de to Fædrelandsbegreber sig ogsaa vidt forskelligt, ja, stik modsat. Naar den ene Art er forsigtig og fredelig, er den anden det modsatte, og omvendt, men det paafaldende er, at da det kom til Stykket, var det Fetischdyrkerne, de, der havde et Stykke Jord at miste og nogle Minder, der kunde forøges med andre stolte eller beskæmmende, der var de forsigtigste, det var dem, der ellers havde Ord for Krigsgalskab, der holdt igen, medens omvendt Blum og de, der ligesom han havde visse Anskuelser at varetage, nu, da disse »Anskuelser« var i Fare, kastede hele den tidligere Pacifisme overbord og gjorde sig til Talsmand for Kampen til det yderste. Endnu saa sent, som da Frankrig befandt sig midt i den sidste blodige Prøvelse, hvis Udfald det kunde takke bl. a. M. Blum for, havde denne den Dristighed at tale om, hvad dets Ære krævede.

Sagen var, at de Anskuelser og Idéer, han talte om, ikke var saa abstrakte, som han vilde give det Udseende af for sig selv og andre. De havde et overmaade konkret Indhold, nemlig de Interesser, der faldt sammen med hans og hans Racefællers. Da Faren nærmede sig, da det kom til at staa ham klart, at det var Kampen paa Liv og Død om disse Interesser, faldt Pacifismen af ham som det Skjul, den havde været for hans Raceinstinkt og Racesammenhørighed. Det var nu ham der fik Ord for at være »krigsgal«, medens Partiets Generalsekretær, Paul Faure, der ikke havde samme Grunde til at skifte Holdning,. vedblivende ønskede at undgaa Krig og stemplede Leon Blums aktive Udenrigspolitik som det Konjunkturfænomen, den ogsaa upaatvivlelig var. »Dersom Tyskland paany blev Republik, vilde Blum-Socialisterne straks forsvare Tysklands Ret til Danzig, « var der en af Partifællerne, der skrev om den, og dermed var jo angivet, hvilken Tillid den nød.*)

I afgørende Øjeblikke er det imidlertid endnu vigtigere end ellers, at et Folk har den fuldeste, den mest ubetingede Tillid til de Mænd, der staar i Spidsen for dets Regering eller som giver sit Besyv med angaaende dets Skæbne. En saadan Tillid kan imidlertid ikke opstaa, hvis man har begrundet Mistanke om, at deres Raad og Beslutninger er dikteret af andre Motiver end Omsorgen for Landets Ve og Vel og dets fortsatte Bestaaen. Alene derfor vil det kunne blive skæbnesvangert for et Land, naar jødiske Politikere og jødiske Pressemænd fører Ordet paa dets Vegne.

*) Disse Citater er hentede fra en instruktiv Artikel af Red. Bøgholm

i »Nationaltidende« (5. Juni 1939) om »Blum og hans Modstandere.«

Men ikke nok med det: det er ikke tilstrækkeligt, at Folket har Tillid til dem, der optræder paa dets Vegne, disse maa ogsaa have Tillid til sig selv for i de afgørende Øjeblikke at kunne handle med fornøden Ro og Fasthed. Men hvorledes skulde de kunne bevare en saadan Tillid til deres egne Instinkter, deres egne Beslutningers Rigtighed, hvis de ikke har Indtryk af, at deres hele Indstilling falder sammen med det Folks, for hvis Skæbne de bærer Ansvaret, men tværtimod føler sig mistroet af det? Kun den frække vil kunne forblive helt upaavirket deraf. M. Blum var det efter Mr. Werths Mening ikke. Modstandernes stadige Omkvæd, at »Jøderne ønskede Krigen for at hævne sig paa Hitler,« undergravede hans egen Sikkerhed og bidrog til at gøre ham vaklende og tøvende i den Politik, han ud fra sine Synspunkter ansaa for den rette. Virkningerne af den Tvetydighed, som det er paa en Gang at skulle varetage et Lands Interesser og Interesser, der ikke uden videre falder sammen med dem, spredte sig saaledes til alle Sider som Usikkerhed, gensidig Mistillid og forkerte Beslutninger eller rigtige Beslutninger i forkerte Øjeblikke.*)

Hvad der er sket under og efter Krigen, kan man ifølge Sagens Natur kun højst ufuldstændigt vide Besked om, men en Række Kendsgerninger og Udtalelser viser, at den Modsætning, der her er Tale om, stadig har spillet og vedblivende spiller sin skæbnesvangre Rolle. -

*)Forskellige Episoder viste i disse Aar, hvorledes Modsætningen stadig ulmede under Overfladen. Da Ribbentrop i December 1938 besøgte Paris for at undertegne den fransk-tyske Overenskomst, der skulde besegle de to Landes gode indbyrdes Forhold, indbyder man til Festmiddagen ikke de to jødiske Medlemmer af Regeringen, Mandel og Zay, og »Times«' Korrespondent i Paris, der af og til har spist Frokost med Blum, betegnes som hans Talerør og som en Mand, der færdes i Bolsjevikkrese og trues med Udvisning.

»Et andet Moment, der har bidraget til, at Ministeriet Blum blev styrtet, og som man i Almindelighed ikke forstaar i Udlandet, er den Bølge af Antisemitisme, der er bleven rejst ved det store Antal Jøder, der fandtes i Blums' Administration. Blum havde som Ministre, Under-Sekretærer, Direktører o.s.v. et Par og halvtreds Jøder. Jeg talte forleden med Departementschefen hos en socialistisk Minister - selv Socialdemokrat - og næsten hvid af Raseri sagde han: »Blum samler omkring sig et sandt Synedrium (d. e. Jødernes store Raad). Hans »Hjerne-Trust«, der udformede hans farlige finansielle Program, er et sandt Ghetto«.«

»Evening Standard«, 9. April 1938.

Marschall Pétain sagde i en Tale efter Vaabenstilstanden, at Frankrig nu var regeret »udelukkende af Franskmænd.« Dette kan naturligvis være møntet paa Tyskerne og Paastanden om, at den franske Regering var afhængig af dem, men det kan ogsaa tænkes at have en anden Betydning. I hvert Fald var det Blum og hans Racefrænder og Meningsfæller, der forsvandt, da Katastrofen indtraf, og det var Franskmænd, upaatvivlelige Franskmænd, der fik til Opgave at redde Stumperne og bringe Orden i Kaos. Det var, saa paradoksalt det lyder, dem, der havde repræsenteret Heroismen, der flygtede, og det var Helten fra Verdun, der fik det tunge Hverv at afblæse Kampen.

»Det er sandsynligt«, - skriver - »Politiken« den 18. Juni 1940, - »at naar Lammelsen har fortaget sig, og den dybe Smerte melder sig hos det franske Folk, vil der ud af denne Smerte (som ingen vil kunne forstaa bedre end Tyskerne) rejse sig en Harme mod de Statsmænd og Politikere, som - advaret og med fuldt Kendskab til Forholdene - lod det komme til denne Krig uden at være forberedt«. - Det er ikke blot sandsynligt, det er uundgaaeligt, men mod ingen vil denne Harme vende sig stærkere end mod Jøderne, og det vil ikke gøre nogen større Forskel, hvorledes man bedømmer den Politik, der er ført. Det er muligt, at man fortryder, at man ikke slog til i 1938, det er muligt, at man fortryder, at man gjorde det nu, men enten Fortrydelsen gaar ud paa det ene eller det andet, vil man føle, at den jødiske Indblanding i hvert Fald ikke har spillet nogen for Landet heldig Rolle. Hvorledes man end stiller de Spørgsmaal, Situationen rejser, vil Resultatet blive det samme. Spørger man om, hvem der undergravede Forsvarsviljen og saboterede Bevillingerne til Forsvaret, finder man Jøderne i første Række. Spørger man om, hvem der fyldte Folket med de socialistiske og kommunistiske Forestillinger, der undergravede Arbejdsviljen, er det atter Jøderne, man først støder paa. Spørger man, hvem der foretog de sociale Eksperimenter, der yderligere undergravede Finanserne og desorganiserede Forholdene, er det paany Jøderne, man standser ved. Det samme er Tilfældet, hvis man spørger om, hvem der ved Spot, Skepsis eller Propaganda mest har medvirket til at opløse Familielivet og svække de Forestillinger, paa hvilke et Folks Liv nu engang hviler. Først da det var for sent, men da de følte deres egne Intereser truede, hørte man dem raabe paa den nationale Vilje, de havde lammet, den Forsvarsaand, de havde haanet, den Offervilje og Disciplin, de havde undergravet.

»For faa Børn, for faa Vaaben og for faa Venner,« - det var den tragiske Formel, hvori Pétain sammenfattede Nederlagets Aarsager. I ingen af disse Henseender har Jøderne været det franske Folk til Nytte, og i hvert Fald m.H.t.de to første Punkter: Børnene og Vaabnene snarere til Skade. Tilbage bliver Spørgsmaalet om Vennerne. Her skulde man i det mindste tro, at de maatte kunne gøre en Indsats for det Land, i hvilket de opholdt sig. Deres Racefæller er jo spredt over hele Jordens Overflade og øver overalt Indflydelse gennem Presse, Finansvæsen og Politik. Er der nogen, det er godt at have til Forbundsfæller, maa det da være dem! At det betyder noget, er der vel heller ingen, der vil nægte! I England f.Eks. øver de en mægtig Indflydelse i Presse og Politik - Winston Churchill selv er af jødisk Slægt, og i De Forenede Stater er deres Indflydelse ikke mindre. I begge Lande har de da ogsaa gjort, hvad de kunde, for de Allieredes Sag, men netop dette har i begge Lande affødt nøjagtigt tilsvarende Reaktioner som i Frankrig. Man spørger uroligt sig selv, hvilke Interesser man tjener, og selv de, der ud fra andre Motiver i og for sig kunde gaa ind for samme Politik som Jøderne, er bange for at blive drevet for vidt og holder uvilkaarligt igen.1)

Enhver kan ane Beskaffenheden af disse Modstrømninger paa den anden Side af Atlanterhavet gennem de Navne, der repræsenterer dem, og i England blev deres Tilstedeværelse officielt indrømmet allerede før Krigen brød ud. »Det er en Kendsgerning - og Underhuset gør bedre i at se disse Kendsgerninger lige i Øjnene - at der under Overfladen, og jeg véd dette fra mine egne Erfaringer, er ved at opstaa en udpræget anti-jødisk Bevægelse,« sagde den daværende Indenrigsminister Sir Samuel Hoare, den 21. November 1936 i Underhuset, og da et Medlem af Arbejderpartiet raabte, at det var Fascisterne, svarede Sir Hoare: »Der er mere i det end som saa!«

Han kunde have sagt, men sagde det ikke, at bl.a. den Revolution fra oven, Landet oplevede under Abdikationskrisen, maatte faa mange Mennesker til uroligt at spørge sig selv, hvor langt den jødiske Indflydelse strakte sig, og af hvilken Beskaffenhed den var. Det var jo nemlig ikke til at bestride, at den Kvinde, for hvis Skyld Kong Edward satte sit Riges Velfærd paa Spil, var af jødisk Afstamning, og at de Venner, Rotschilderne i Wien, han efter Tronfrasigelsen først tyede til, ligeledes var det. 2)

Det lader sig jo heller ikke bestride, at de Løfter, England gennem Balfour gav Jøderne om at sikre dem en Stat i Palæstina, har kostet Storbritannien Hundreder af Døde og udsat det for de største udenrigspolitiske Vanskeligheder. Der kunde altsaa være Grunde nok - og de her anførte er kun enkelte af dem - for det engelske Folk til at nære de Betænkeligheder og Følelser, som Sir Hoare talte om, 3) og disse Grunde er ligesom i Frankrig ikke blevet færre, efterhaanden som Flygtningenes Antal voksede og bredte sig mere og mere baade paa Arbejdsmarkedet og i Gadebilledet. Man har talt om en femte Kolonne. Her i det mindste havde Tyskland en femte Kolonne, der netop under sine Bestræbelser for at skade dets Interesser gavnede dem ved overalt, hvor de kom frem, at vække Mistillid til den Politik, de anbefalede, og derved rejse Modstand imod den.

Nu da Strømmen er drevet videre mod Vest, kan man forudse, at disse Virkninger vil blive endnu mere fremtrædende. Den Storm, der stod om Hore Belisha, og som tvang ham væk, viser bedst, hvor stærke de Følelser er, som man var gaaet for nær, men omvendt viste ogsaa baade den engelske og den udenlandske Presses Holdning, hvor mægtige de Magtmidler er, som Jøderne raader over. 4) Vil de være stærke nok til vedblivende i England og Amerika at tilsløre det Problem, der foreligger, eller vil det gaa som i Frankrig, at Krigens Forløb mere og mere rejser Krav om, at de Beslutninger, der tages, kun skal være dikterede af nationale Behov og ikke engang maa kunne mistænkes for ikke at være det?

Kun Fremtiden kan give Svaret paa disse Spørgsmaal, men hvad man kan se allerede nu er, at de har spillet en Rolle i Frankrigs Skæbne og derigennem i Verdens. At regne med dem vil være mere nødvendigt end nogensinde før.

Juni 1940.


1) Man skal lægge Mærke til, at Douglas Reed i sin Bog: »Grænseløs Skændsel«, der udkom umiddelbart før Krigsudbruddet (Marts 1939), bruger Ord, der fuldkommen falder sammen med Ferdonnets. »Det er meget uheldigt,« siger han (S. 337), »at den Sag, der ellers vilde være saa uendelig lige til for Englænderne, nu er gjort taaget og overskyet af et tredie Spørgsmaal: Jøderne. Englænderne vilde kæmpe igen for at gøre deres Land og hele Verden fri og lykkelig. Men de ønsker ikke at kæmpe for at genaabne Berlin for Jøderne.« Han tilføjer senere (S. 376): »Med overlegen Kluntethed er det lykkedes England at knytte sig saa intimt til den organiserede, internationale jødiske Kampagne mod Tyskland, at et Samarbejde med Rusland nu vilde betyde, at man forlangte, at Englænderne skulde marschere under det semitiske Flag for igen at aabne Berlin for Jøderne.... «

s. A.

2) Den Rolle, jødiske Kvinders Tiltrækning for kongelige Personer har spillet i Verdenshistorien, har jo siden Dronning Esthers Dage ikke været ringe. Ogsaa i vore Dages Rumænien har den som bekendt været af en skæbnesvanger Betydning. Kong Carol har ganske vist ikke som sin kongelige Fætter giftet sig med sin jødiske Veninde, men han har for hendes Skyld paa eet Tidspunkt forladt Hustru og Land, og han har efter sin Tilbagekomst beholdt hende som Raadgiverske, hvad der har sat dybe Spor i Landets Politik baade udadtil og indadtil, hvor Modsætningen angaaende netop dette Spørgsmaal er meget stor. Landet huser nemlig et meget stort jødisk Mindretal, og som Følge heraf er der vide Krese i Folket, der anser det for en national Opgave at trænge dette Mindretals dominerende og skæbnesvangre Indflydelse tilbage. Disse Krese har ganske naturligt set hen til Aksemagterne som deres naturlige Forbundsfæller, medens omvendt Jøderne og de Krese, der sluttede sig til dem - deriblandt altsaa Landets Konge - har støttet sig til de allierede. Hvilke Kampe, Ministerskifter og Mord denne uforligelige Modsætning har givet Anledning til, véd alle.

Hvorledes den har paavirket Forholdene udadtil, og hvorledes den omvendt har givet Anledning til Indblanding udefra, fremgaar bl.a. af, hvad Ferdonnet oplyser i sin Bog. Da Kongen nødtvungent i 1937 havde udnævnt en antisemitisk Konsejlpræsident Goga, satte den internationale Jødedom sig øjeblikkeligt i Bevægelse for at faa ham fjernet. De første, der meldte sig, var den jødiske Verdenskongres i New York, der rettede et Opraab til alle Verdens Jøder, og Jøderne i New York sendte en Klage til Nationernes Forbund, af hvilket som bekendt De Forenede Stater havde afslaaet at blive Medlem. I denne Henvendelse forenede Frankrigs jødiske Føderation sig, men ikke nok med det. To Dage før Goga blev afskediget, fik han Besøg af den franske Gesandt (der var gift med en Rotschild), der spurgte om, hvorledes Goga vilde stille sig til det jødiske Spørgsmaal, naar Kamrene samledes to Maaneder senere. Goga henviste til, at det ikke laa for nu, men dermed lod den franske Gesandt sig ikke nøje. Goga henviste saa til, at de andre Mindretal i Rumænien sluttede sig til ham, og at han med Rette kunde sige til Nationernes Forbund: Det er den rumænske Stat med sine Mindretal paa den ene Side og Jøderne paa den anden! Hvad vejer tungest i Vægtskaalen? To Dage efter var han som sagt afskediget.

3) I hvilken Grad Jødespørgsmaalet trængte sig frem i engelsk Diskussion, kan danske Læsere overbevise sig om ved at læse Douglas Reeds fængslende Bog: »Grænseløs Skændsel«, og samtidig kan de benytte Lejligheden til at anstille Betragtninger over, hvorfor det for denne ene Bogs Skyld var nødvendigt at starte et nyt Forlag. I Sverige synes man at have benyttet en anden og mere virkningsfuld Fremgangsmaade - herhjemme fik den nemlig en betydelig Udbredelse - man har nok udgivet Bogen, men ikke udsendt den til Pressen og saaledes sørget for, at den kom dødfødt til Verden.

4) Hvilke Forventninger, man fra hans Racefællers Side nærede til ham, fremgaar af en Udtalelse i det indflydelserige jødiske Ugeblad »The American Hebrew«. (3. Juni 1938).

»England, Frankrig og Rusland i Forening vil før eller senere standse den af sine Sukces'er beruste Führer paa hans Triumfmarsch. Enten det nu skyldes en Tilfældighed eller Overlæg, er en Jøde i hvert af disse Lande kommet til at indtage en Stilling af stor Betydning. I disse Ikke-Ariers Haand ligger nu Millioner af Menneskers Liv.

Blum er i Øjeblikket ikke mere Ministerpræsident i Frankrig, men Præsidenten, Lebrun, er kun et Skærmbrædt, og Daladier har kun for kort Tid taget Regeringens Byrder paa sine Skuldre. Leon Blum er en fremragende Jøde, kun han regner ... Han kan endnu blive den Moses, der i det rette Øjeblik vil føre det franske Folk.

Og Litvinoff! En stor Jøde, der sidder ved Stalins højre Haand, denne Kommunismens lille Tinsoldat ... Den grundigt dannede og talentfulde Litvinoff har planlagt og -gennemført den fransk-russiske Alliance. Det var ham, der indfangede Roosevelt! Det var ham, der drev den diplomatiske Kunst til det højeste, da han tvang det konservative England, der bliver regeret af forhenværende Eton-Elever med høje Hatte til at træde i venlig Forbindelse med det røde Rusland.

Og Hore-Belisha! Behagelig, glat og behændig, ærgerrig og dygtig, sydende og myndig - hans Stjerne er vedblivende i Opgang. Han vil i Disraelis Fodspor betræde Downingstreet 10, hvor alle kongelige Naturer ender deres Skæbne. Hore-BelishaS Løbebane har været sensationel. Han var en Mester i at benytte Pressen, og en fremragende Mester. Han har lært det af Lord Beaverbrook. Han forstod at faa sit Navn frem. Denne paagaaende unge Mand har forvandlet den engelske Armé ...

Disse Israels tre Sønner vil forene sig om at sende Nazidiktatoren til Helvede - og ikke paa nogen blid Maade. Saa vil Jøderne synge Halleluja. Den Almægtige har fordømt de nederdrægtige Nazister til evige Kvaler.

Europa vil blive overgivet til sin Ødelæggelse!

Naar Krigens Larm er forstummet, naar Trompeterne ikke mere kalder og Kuglerne ikke mere hviner, da vil denne Trio af Ikke-Arier istemme et Requiem, der meget ligner Marseillaisen, God Save the King og Internationalen og som tilsidst munder ud i en mægtig Finale, et krigerisk, stolt, agressivt Arrangement af Eli, Eli.«

Efter den Rekonstruktion af det engelske Kabinet, der fandt Sted den 22. Februar 1942, kan det amerikansk-jødiske Tidsskrift atter have Grund til at glæde sig over den jødiske Indflydelse paa Verdenspolitiken. Blum er ganske vist i Øjeblikket sat udenfor Nummer, men Litvinoff er atter kommet til Ære og Værdighed - han er Sovjetgesandt i De Forenede Stater, og i det engelske Kabinet er bleven optaget som Krigsminister en hidtil ukendt Jøde, Mr. Grigg, der tidligere har været Churchills Sekretær, samt Mr. Cripps, Millionær og Salon-Kommunist, som ogsaa anses for at være af jødisk Afstamning og som i hvert Fald er nøje forbunden med jødiske Krese. Af hvad Beskaffenhed og Oprindelse den Presseopinion er, der har ført til dette Resultat, er det paa Afstand og i Krigstid ikke muligt at danne sig nogen Mening om.

s. A.


Eget Forlag - København 1942

4. Oplag.

Andre værker annonceret af forfatteren i 1942 (se for mere fuldstændig liste bogen "Manden, der overlevede sin skæbne" af Nina Bjørneboe, red.):

Moderne Litteratur. Kritiske Skitser. 1904. Udsolgt

Af Tidens Træk. Litterære Afhandlinger. 1909.

En Moderne Reaktionær. Af Tidens Træk. Anden Samling. 1911.

Udsolgt.

Svensk og Dansk. 1912. Udsolgt.

Vej og Sti. Æstetiske Afhandlinger. 1916. Udsolgt.

Typiske Tilfælde. Af Tidens Træk.Tredie Samling. 1917.

Jøden, Filisteren og Holsteneren. Af Tidens.Træk. Fjerde Samling. 1917. 2. Oplag. Udsolgt.

Tegn og Gerninger. Af Tidens Træk.Femte Samling. 1919.

Moderne Ægteskab. Af Tidens Træk.Sjette Samling. l919. 3. Oplag.

Udsolgt.

I Lys af Ægteskabsloven. Af Tidens Træk. Syvende Samling. 1920.

Usurpatoren. Af Tidens Træk. Ottende Samling 1922.

Holberg i Nutidsbelysning. En æstetisk Undersøgelse. 1923.

Moderne Litteratur. Anden Samling. 1923.

Konservatisme. Af Tidens Træk. Niende Samling. 1925.

Bøger og Mænd. Litterære Strejftog. 1926.

Selvforsvar og Landeværn. Af Tidens Træk.Tiende Samling.

Goya, 1928. Udsolgt.

Mænd og deres Gerning. 1929.

Rejse i Europa. 1930.

Litterære Mirakler. Et Stykke Aandshistorie.1933.

Litterær Selvforsyning. 1935.

Skat og Stat. 1935.

Ord i Tide. 1936.

De Danskes Vej. 1937.

Uden Traad - og med. 1941.

Penge og Personlighed. 1941.


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer

Aktivisme!